Klumme i Altinget juni 2025:
Af Lars Olsen
Mette Frederiksen markerer ikke kun 10-års jubilæum som Europas mest sikre socialdemokratiske statsminister, men også for en succesrig strategi overfor den nye multietniske virkelighed. Socialdemokratiets store udfordring er et stærkere SF
»Forvandlingskunstneren«. Sidste lørdag markerede Information over hele forsiden Mette Frederiksens 10 år som partiformand. Analysen var forfattet af Lars Trier Mogensen: Mette Frederiksen er angiveligt en »magtpolitiker« uden fast kompas, for hvem »ideologi blot fremstår som et redskab«.
Analysen er symptomatisk for det blik, der ofte anlægges i »de snakkende klasser«. Selvfølgelig er Socialdemokratiet et magtparti, men generationen af 40-50-årige omkring Mette Frederiksen er også usædvanlig ideologiske.
Siden 2019 har de forandret Danmark, skridt for skridt sådan som den reformistiske arbejderbevægelse har gjort siden Staunings første regering i 1924. Et skisma løber imidlertid som en rød tråd gennem den over 100-årige historie – magtforvaltning contra samfundsforandring:
I perioder har magtforvaltningen været altdominerende, som under Thorning og Corydon i 2011-15 og da Anker Jørgensen kørte fast op til 1982. Men på lange stræk er magten brugt til at forandre samfundet, og det er i høj grad sket under Mette Frederiksen & Co.
Under Mette Frederiksens første regering 2019-2022 indførtes Arne-pensionen – et vigtigt fremskridt for arbejderklassen. Samtidig blev ti års nedskæringer af velfærden under Thorning og Løkke stoppet, og med Kaare Dybvad som indenrigsminister skete en omfattende decentralisering af uddannelser, politi, investeringer i infrastruktur og andet. Et radikalt politisk brud med årtiers centralisering.
Også under det utraditionelle samarbejde med Venstre og Moderaterne har Socialdemokratiet flyttet hegnspæle. Lønløftet gav op mod fem tusinde mere i posen til store grupper af sosu’er og pædagoger, og frem for alt: Mattias Tesfaye er i gang med den største omkalfatring af uddannelsessystemet siden K.B. Andersen og Ritt Bjerregaard 1964-73.
For den socialdemokratiske inderkreds er det afgørende ideologiske hegnspæle, der aldrig var flyttet med en regering afhængig af akademiker- og studenterpartierne Radikale og Enhedslisten, det var lettere med Venstre.
Socialdemokratiet skal også i næste valgperiode forandre samfundet. Det fastslår Mette Frederiksen i et stort jubilæumsinterview i Børsen.
Det er »fuldstændig afgørende« at arbejde for en »mere retfærdig pensionsalder«. Samtidig skitserer hun en stor udfordring: »at være i regering og opposition på samme tid« og turde »udfordre« de beslutninger, man selv har truffet.
Det sidste er en afgørende erkendelse: Al for ofte vinder magtforvaltningen, og Socialdemokratiet forfalder til forsvar for de eksisterende systemer.
Billedet af Mette Frederiksen som magtpolitiker uden politisk kompas er især blevet udbredt efter den utraditionelle SVM-regering. Men heller ikke dette er uset i Socialdemokratiets historie:
Anker Jørgensen forsøgte et regeringssamarbejde med Venstre i 1978, men det led skibbrud efter kun et år. Ikke desto mindre vandt Anker Jørgensen valget i 1979. Den lille finurlige arbejdsmand sagde, at han både fik stemmer fra dem, der var glade for samarbejde hen over midten, og fra dem, der var glade for, at det var hørt op.
Længere tilbage var der trekantregeringen 1957-60. Den bestod ikke kun af det gamle makkerpar – Socialdemokratiet og Radikale – men helt uventet også af det liberalistiske Retsforbundet, der året før havde stemt imod et afgørende socialt fremskridt: folkepensionen.
Inden valget i 1957 slog S og R ellers syv kors for sig. Statsminister H.C. Hansen kaldte Retsforbundets leder, Viggo Starcke, for »en kedelig ka’l«, mens den radikale Bertel Dahlgaard »hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Viggo Starcke«. Ikke desto mindre sad de tre i regering sammen frem til 1960.
Det næste års store udfordring er SF, der står til op mod 14 procent. Hér er den socialdemokratiske inderkreds uenige. Ministre som Morten Bødskov og Nikolai Wammen vil fortsætte midterstrategien, og Mette Frederiksen er i Børsen »ubetinget glad for den nuværende regering«.
Andre centrale ministre foretrækker et S-SF-M-samarbejde, de vurderer det også som mest sandsynligt. Det afgørende bliver om SF ender med en sådan styrke, at de ikke er til at komme udenom.
SF’s stifter, Aksel Larsen, sagde i sin tid, at oprettelsen af Socialistisk Folkeparti som en bredere venstrekraft end Danmarks Kommunistiske Parti skulle være »en katalysator«, der presser Socialdemokratiet til venstre. Det kommende år kan gøre Aksel Larsens gamle teori til virkelighed.
Uenighed er der også om et andet tema: land-by. I sidste uge udsendtes en 10-års jubilæums-video. Kort og professionelt oplistes Mette Frederiksens politiske resultater, men hov – der mangler noget: decentraliseringen 2019-21 er skrevet ud af historien.
https://www.facebook.com/mettefrederiksen.dk/videos/1743112453296308
Videoen har plads til Godhavnsdrengene, som Mette Frederiksen giver en undskyldning, men ikke til »Danmark er for lille til store forskelle«. Hér har sure hovedstadsborgmestre og et forestående opgør om København gjort Mette Frederiksen bange for sin egen skygge.
I de allerseneste år er Mette Frederiksens store projekt blevet sikkerhed og oprustning. I sig selv er det ikke overraskende – det har hun fået ind med modermælken.
Hendes far, Flemming Frederiksen, var leder af den socialdemokratiske fraktion i Dansk Typografforbund, der var domineret af Kommunisterne. Den aalborgensiske tillidsmand har taget mange bråvallaslag om NATO og dansk forsvar. Og det har givetvis fyldt over middagsbordet i murermestervillaen hjemme i Aalborg Øst.
Derimod var det ikke givet, at Danmark blev et af de to lande i verden, der gav mest pr. indbygger til Ukraine.
https://www.ussc.edu.au/by-the-numbers-us-ranks-12th-in-support-for-ukraine-by-gdp
Hér har Mette Frederiksen og SVM-regeringen virkelig haft spenderbukserne på – et gigantisk pengeforbrug uden den store offentlige debat.
Samtidig bryder Mette Frederiksen med den kolde krigs socialdemokratiske politik, hvor oprustning gik hånd i hånd med afspændingsinitiativer og Norden som lavspændingsområde.
Det er imidlertid et andet tema, der for alvor har gjort hende kendt ude i Europa: udlændingepolitikken. I 2019 var dansk udlændingepolitik ugleset i nabolande som Sverige og Tyskland i dag valfarter toppolitikerne hertil for at lade sig inspirere.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan store medier som New York Times
og New Statesman har kortlagt Danmark som en bemærkelsesværdig socialdemokratisk succes i en epoke med stærk højrepopulisme. Siden har de fået følgeskab af store britiske medier som Times og den britiske Labour-regering.
Den danske kombination af socialdemokratisk velfærdspolitik og stram udlændingepolitik har sikret regeringsmagten siden 2019 – og gør det formentlig igen i 2026. Generationen af 40-50-årige socialdemokratiske ideologer har fundet formlen i den nye multietniske mulighed – og indtil videre den eneste succesformel.
