Signert i Klassekampen 11.4.2026
Af Lars Olsen
Skandinavien har hidtil undgået »europæiske tilstande« med en stærk højrepopulisme og politisk fragmentering. Spørgsmålet er, om vi kan opretholde dette på sigt?
Et kig ud i Europa tegner et mistrøstigt billede:
Det tyske socialdemokrati, SPD, Karl Marx’ og Villy Brandts gamle parti, fik kun 16 procent ved valget sidste år og er nu i målingerne under 14.
Det franske Parti Socialiste, der under Mitterand var Frankrigs største, står til blot 9-11 procent, og man må slå pjalterne sammen med De Grønne, Kommunisterne og centrum-venstrepartiet Place Publique for at komme op på 15-19 procent.
Det hollandske arbejderparti, også engang landets største, er gået sammen med Grønne Venstre, lidt som norsk SV, og fik alligevel blot til 13 procent ved valget sidste år.
De kontinentaleuropæiske lande er kendetegnet ved, at arbejderklassen er gået over til »nye« højrepartier:
Le Pens Rassemblement National er nu Frankrigs største med 33-36 procent.
AfD er med over 25 procent lige så store som det borgerlige CDU – helt på linje med i Holland.
Det er disse »europæiske tilstande«, vi har undgået i Skandinavien. Jeg er bekendt med, at Fremskridtspartiet i målingerne er Norges største parti, i Danmark var valget også en højredrejning: 17 procent stemte på de tre højrepopulistiske partier – Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti.
Men: trods en ordentlig én på sinkadusen, er Socialdemokratiet stadig på den sjove side af 20 procent, det er de norske og svenske socialdemokrater også.
Med 12 partier i Folketinget er der sket en parlamentarisk fragmentering, men alt tyder på, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister og i en centrum-venstre regering af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale.
Socialdemokratiets tilbagegang skyldtes primært tre faktorer:
For det første har SVM regeringen med to borgerlige partier sløret den socialdemokratiske identitet. Socialdemokratiet førte en venstreorienteret valgkampagne, men en-to måneder var ikke nok til at skabe et tydeligt billede efter over tre års bal i den borgerlige.
For det andet betyder udlændingepolitik stadig rigtig meget for de danske vælgere. Men kun tre ledende socialdemokrater slog for alvor på tromme for den stramme udlændingepolitik, resten dukkede sig lidt.
For det tredje er der center contra periferi. Socialdemokratiet og SF havde enkelte gode forslag som øget støtte til folkeskoler i yderområderne, men på den store klinge fyldte det ikke meget. Det gav spillerum til Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Grundlæggende er Socialdemokratiets klassemæssige kompas dog intakt.
Med Mette Frederiksen kom en ny generation til i Socialdemokratiet. Yngre politikere som Kaare Dybvad, Mathias Tesfaye og Peter Hummelgaard, der er bevidste om Socialdemokratiets historiske rødder.
For nylig vandt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) skolevalget. Det skete med tre mærkesager: gratis offentlig transport, gratis tandlæge og strengere straffe for knive i nattelivet – noget der skaber utryghed blandt mange unge.
Mærkesagerne er endnu et eksempel på Mette Frederiksens »cocktail«: velfærd hånd i hånd med stram værdipolitik.
Over det meste af Vesteuropa mister socialistiske partier fodfæste i arbejderklassen, og ungdomsorganisationerne domineres af studerende.
DSU er derimod en blanding af unge akademikere, lærerstuderende, gymnasieelever og rigtig mange faglærte og lærlinge.
DSU tog initiativ til Lærlingeoprøret, der mobiliserede unge på erhvervsskolerne for bedre uddannelser. Lærlingeoprøret er »kulturel klassekamp, et spark i nosserne til den venstreorienterede kulturelite, der har glemt arbejderklassen«, sagde initiativtageren, industriteknikerlærling og næstformand i DSU, Carl Emil Christensen.
Lærlingeoprøret medvirkede til, at erhvervsuddannelserne får det største løft i årtier. I 2030 vil der ifølge Børne- og Undervisningsministeriet blive brugt næsten 50 procent mere end hidtil på at uddanne en faglært.
Mange kontinentaleuropæiske socialdemokratiske partier har mistet deres folkelige rødder. Det er afgørende, at de socialdemokratiske partier i Skandinavien dyrker disse rødder.
Som fast læser af Klassekampen, er jeg en stor favorit af Per Vidar Kjølmoen, ifølge avisen »Arbeiderpartiets mest folkelige stortingspolitiker«, der »besidder negativ storbykulturel kompetence«.
Kjølmoen er dybt forbundet med Møre og Romsdal, hvor han bor og er valgt. Han kæmper utrætteligt for gratis færger og er ikke bange for at støtte billigere benzinpriser, når Senterpartiet og Fremskridtspartiet foreslår det.
I Danmark har vi nok ikke et umiddelbart modstykke, det skulle da lige være min medforfatter Bjørn Brandenborg, der er en utrættelig forkæmper for Svendborg og Langeland og fik 33 procent af stemmerne på Langeland.
En anden er undervisningsminister Mattias Tesfaye, tidligere murer, der står i spidsen for den største omkalfatring af dansk uddannelsespolitik i min levetid. Han er ifølge målingerne en af regeringens mest populære ministre.
Det er den slags, vi har brug for i en tid, hvor socialdemokraterne alt for mange steder fremtræder som principløse magtforvaltere sammen med den politiske midte.
