Klumme i Altinget november 2024:

SVM-regeringen har kastet sig ud i en intern borgerkrig om pensionsalderen efter 2045. Imens forringes Arne-pensionen for sliderne på arbejdsmarkedet år for år

Af Lars Olsen

 

Borgerlige ministre, liberale aviser, cheføkonomer, lederskribenter – advarslerne står i kø. Vi har i de seneste måneder været vidne til en intensiv kampagne, der ikke er set lige siden slaget om Arne-pensionen i 2019.

Opgøret står om, hvorvidt der skal lempes på stigningen i pensionsalderen efter 2045. Det bebudede statsminister Mette Frederiksen efter sommerferien, og siden har det borgerlige Danmark buldret på propagandatrommerne. Cepos advarer ligefrem mod »italienske tilstande«.

https://www.berlingske.dk/politik/fastfrysning-af-pensionsalder-paa-70-aar-koster-mere-end-hidtil-ventet-vil

Overvismand Carl-Johan Dalgaard er ellers en ædruelig økonom, en af de bedste overvismænd i lang tid, men også han kastede sig ind i kampagnen. I et interview advarede han om, hvad der vil ske med den såkaldte økonomiske holdbarhed efter 2045:

»Hvis vi ender med et minus, så har vi et Heinesen-øjeblik,« sagde Carl-Johan Dalgaard til Jyllands-Posten.

https://jyllands-posten.dk/politik/ECE17623435/overvismanden-skaerer-igennem-hvad-er-det-man-vil-man-kan-ikke-faa-det-hele/

Med »Heinesen-øjeblikket« henvises til Anker Jørgensens finansminister, Knud Heinesen, der for rullende tv-kameraer advarede imod Danmarks kurs mod den økonomiske afgrund.

Men hov, hvad sagde Heinesen egentlig i det legendariske interview med TV Avisen den 28.oktober 1979?

Han startede med at støtte daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer:

»Hoffmeyer har helt ret i, at hvis der ikke sker noget nu i de kommende måneder, så forringes vore lånevilkår,« sagde Heinesen og kom derefter med den berømte udtalelse om afgrunden. Og så fortsatte han:

»Vi kan se den tydeligt, og jeg vil skønne, at vi er to-tre år fra den, og derfor drejer det sig om at få skuden vendt. Og når jeg i den forbindelse taler om afgrunden, så er det den situation, hvor vi direkte eller indirekte får dikteret vores økonomiske politik udefra«.

 

Som det fremgår, talte Heinesen om økonomien i de kommende måneder og en afgrund om to-tre år. At kalde debatten om pensionsalderen efter 2045 – om 21 år – for et »Heinesen-øjeblik«, er ude på agitationens overdrev.

I det hele taget er der noget løjerlig futuristisk over opgøret. På Venstres landsmøde bebudede forsvarsminister Troels Lund Poulsen yderligere 300 mia. kroner i investeringer i forsvaret. Og derfor er der ikke råd til at lempe stigningen i pensionsalderen:

»Hvis vi står over for et valg mellem danskernes sikkerhed og danskernes pensionsalder, så vælger jeg til hver en tid danskernes sikkerhed. For uden Danmarks frihed, så er alt andet jo ligegyldigt«, fastslog Venstres formand.

https://www.altinget.dk/artikel/troels-lund-udfordrer-mette-frederiksen-vil-hellere-bruge-milliarder-paa-forsvar-end-pension

Men kan han eller andre overhovedet sige noget meningsfuldt om den sikkerhedspolitiske situation i 2045? De fleste erkender, at vi desværre må opruste i den kommende tid, men om over 21 år? I 2045 er Putin 93, derfor kan Rusland selvfølgelig godt være en trussel, men hvordan – og til hvilken pris? Det er formentlig mere præcist at spå i kaffegrums.

 

Politikere, medier og økonomer burde snarere interessere sig for almindelige danskeres levevilkår i den tidshorisont, vi reelt kan overskue.

For nylig offentliggjorde Dansk Arbejdsgiverforening en analyse: Omkring 60 procent af murerne, sosu’erne og pædagogerne har trukket sig fra arbejdsmarkedet, når de er 66. Blandt højtuddannede økonomer, jurister og læger er det under 10 procent.

Tallene blev brugt som skyts imod »Mette Frederiksens pensionsbombe«. Vinderne er »nogle helt andre, end dem hun vil hjælpe«, lød overskriften i Berlingske.

https://www.berlingske.dk/oekonomi/nye-tal-viser-de-store-vindere-ved-mette-frederiksens-pensionsbombe-det

Egentlig indeholdt analysen noget langt mere spændende: Omkring en tredjedel af de 66-årige, der har forladt arbejdsmarkedet, er tilkendt førtidspension, men de fleste er på »øvrige tidlige tilbagetrækningsydelser« – vigtigst er Arne-pension og seniorpension. Det er dét, der giver sosu’er, murere og pædagoger et værdigt seniorliv.

 

Desværre er realiteten, at begge ordninger er ved at blive forringet. At få tilkendt seniorpension er blevet sværere. I 2020-21 fik omkring 30 procent afslag, fordi de angiveligt ikke var nedslidte/syge nok, i 2022 48 procent og sidst i 2023 60 procent.

https://www.fagbladetfoa.dk/migrated-articles/2023/12/12/det-giver-ikke-mening-haard-kritik-af-myndighed-efter-afslag-paa-seniorpension-til-susanne-hanne-og-jette/?fbclid=IwY2xjawGvu_dleHRuA2FlbQIxMAABHbXOA4gqn0p8hCbEGgJ0Sn-0HQcJXrsr36x1xUm_36C9Vz9CM_Y33Nd8xA_aem_8eiPWvKgJdS9p8Z_5FmR2Q

Samtidig følger begge ordninger pensionsalderen opad. Syge og nedslidte kan visiteres til seniorpension fem år før folkepensionsalderen, mens Arne-pension er en ret tre år før folkepensionen, hvis man har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet.

Hvad sker der så i de kommende år?

I dag er pensionsalderen 67, og folk med tre år på Arne-pension kan derfor gå som 64-årige. Hvis man skal have alle tre år, kræves 44 år på arbejdsmarkedet. Immervæk en sjat som murer, sosu eller pædagog.

Fra 2030 stiger pensionsalderen imidlertid til 68 og i 2035 til 69 år, det har Folketinget for længst besluttet. For dem, der i dag er sidst i 50’erne, kræves derfor 46 år på arbejdsmarkedet, for at kunne gå på Arne-pension som 66-årig.

Med god grund kræver fagbevægelsen, at den automatiske kobling mellem Arne-pensionen og pensionsalderen droppes:

»Det haster med at få forbedret trygheden og udvidet retten til tidlig pension for de kollegaer, der er startet på arbejdsmarkedet i en ung alder og knoklet i de mest fysisk krævende jobs«, siger 3F-formand Henning Overgaard til Fagbladet.

https://fagbladet3f.dk/se-hvor-meget-det-bliver-svaerere-at-faa-arne-pension/?fbclid=IwY2xjawGvvB9leHRuA2FlbQIxMAABHTpLp6KDVTglyWysmDleRxIg4QbinxNiP8XUYiuZ8oJotMfRiLG5b_gJMQ_aem_GGKt-XNjiMfIaohETiQMTg

Allerede til næste år skal Folketinget stemme om at forhøje pensionsalderen til 70. Socialdemokratiet vil stemme for – ifølge Mette Frederiksen for sidste gang – og SF tæller på knapper. Senest da må de »røde« partier kende deres besøgelsestid. Pensionsalderen kan ikke stige, uden at vi her og nu forbedrer Arne- og seniorpensionen.

Hvis folk selv vil fortsætte, er der masser af incitamenter – både flere penge og kollegialt fællesskab – men der må være et ordentligt alternativ. At kræve 45 år eller mere som murer, sosu eller pædagog, er ikke et velfærdssamfund værdigt.

21