Analyse/kommentar i Weekendavisen 13.11.2025
Af Lars Olsen
Presset velfærd, tilsat lidt »jernmarker«, er det store tema ude i landet. Fem pointer overses ofte op til valget på tirsdag
Når man kører ned ad bakken mod Rønne, bliver man overrasket: Rønne har fået en ny skyline. Den lave provinsby med det sorte kirketårn som højeste punkt har nu en stribe gigantiske vindmøllekroppe, der rager op over byen.
Rønne Havn er blevet central udskibningshavn for store vindmølleprojekter i Østersøen. Det har skabt job til knapt hundrede arbejdere, men langt de fleste er polakker eller andre udefra – kun en femtedel er bornholmere. Vi har simpelthen ikke folkene, forklarer 3f Bornholm.
Også den store industrivirksomhed Jensen har tit svært ved at skaffe arbejdskraft. 3f har to hundrede specialarbejdere på Jensen, de har erstattet de smede, virksomheden ikke kan opdrive, og tjener godt. Det er »vores Novo«, siger de hos 3f.
Situationen er typisk for mange yderområder. For 10-15 år siden manglede der arbejde, nu mangler der arbejdskraft, hvordan der skabes øget bosætning, er et vigtigt tema op til kommunalvalget.
På Bornholm bliver ressourcestærke tilflyttere »ovrefra« ofte skuffet over de få tilbud til deres børn. Siden kommunalreformen er der da også lukket seks folkeskoler, så der kun er fem tilbage. Nogle borgerlige vil spare yderligere for at være økonomisk ansvarlige¸ mens venstrefløjen forsvarer kernevelfærden for at gøre Bornholm mere attraktivt og styrke bosætningen.
Også det går igen i mange yderområder. Velfærden er blevet mere ulige på tværs af landet. Højindkomsterne klumper sig sammen i København og Nordsjælland, de udgør i dag velfærdens A-hold.
Københavns Kommune kan ligefrem på én gang have landets laveste trækprocent og investere milliarder i velfærd og klima. Senest har den københavnske valgkamp været en dyst på gaveboder med alskens gode forslag, der er utænkelige i det meste af provinsen.
Helt anderledes i mange provinskommuner. Det gælder ikke kun yderområderne: i min hjemkommune, Holbæk, kan vi kun levere 93,8 procent af den velfærd, som vi egentlig burde ud fra kommunens demografi og et gennemsnitligt serviceniveau. Hver gang der er brug for 100 kroner, har vi således kun 94.
Yderområderne får trods alt en del håndholdte tilskud, det er især »den kommunale middelklasse« der betaler, konkluderer en omfattende kortlægning fra NB-økonomi. Guldborgsund kan levere 92,9 procent af den forventede velfærd, Tønder 92,8 og Skive 92,5.
Det er især København og Nordsjælland, der går i plus. Københavns kommune kan levere godt 105 procent af det forventede og Lyngby-Taarbæk hele 116 procent. Og en forskel på 20-25 procent kan virkelig mærkes i hverdagen – alle kommuner har jo faste udgifter til skoler, plejehjem etc.
Fire metoder – næsten samme resultat
Den pressede velfærd er et stort tema ude i landet, også som lokale konflikter. Det fylder imidlertid ikke så meget i de store landsdækkende medier, der typisk udgives fra København. Mediefolkenes hverdag er på velfærdens A-hold, så levevilkårene på B-holdet kræver en opsøgende indsats.
Det store tema i de nationale medier er velkendt: opgøret om overborgmesterposten i København. Det vil da også være et stort symbolsk nederlag, hvis Socialdemokratiet mister den prestigefyldte post efter 122 år.
Men det vil netop være symbolsk – kun syv procent af de socialdemokratiske vælgere ved folketingsvalget i 2022 boede i Københavns Kommune. Socialdemokratiet har i dag sin afgørende base i provinsbyerne og forstæderne.
Det afgørende ved valget på tirsdag er, om Mette Frederiksen & Co. kan fastholde hovedbasen. Og det ser faktisk ikke så tosset ud. Vi har ved dette valg et usædvanligt godt fingerpeg i den store vælgeranalyse med 450.000 respondenter, som Epinion har foretaget for Constructive Institute på Aarhus Universitet.
https://constructiveinstitute.org/dit-valg-vores-danmark/
I hele 30 af de 98 kommuner står Socialdemokratiet til at lande på den sjove side af 30 procent. Det er således en total fejlfortolkning, at Socialdemokratiet er landspolitisk på vej ned, hvis de mister København. Realiteten er, at København er blevet for dyrt for de klassiske S- vælgere med lav- og mellemindkomster, det nye segment af københavnere bestående af akademikere og universitetsstuderende i forældrekøbte lejligheder stemmer sjældent socialdemokratisk.
Det er også en fejlfortolkning, at Socialdemokratiet har en storbykrise – det har en københavnerkrise. Selv Aarhus er en langt bredere by end København, kommunen omfatter også mange af de lønmodtagerforstæder, der i Københavnsområdet ligger som selvstændige kommuner ude på Vestegnen.
Ifølge den store kortlægning fra Epinion står Socialdemokratiet til 24 procent i Aarhus, 30 procent i Odense og 33 procent i Aalborg. Helt andre tal end de 10-12 procent, som de tippes i København, der skiller sig stadig mere ud – også fra de andre store byer.
Sceneskift: »Det er mærkeligt, at solceller fylder så meget i jeres verden, så det ødelægger vores verden«. Spørgeren er vred – og ikke alene. Vi er til valgmøde i Holeby på Lolland. Her står »jernmarkerne« tæt, og det er mange godt trætte af.
Lolland er den kommune øst for Storebælt, hvor Danmarksdemokraterne scorer bedst. 14 procent ifølge Epinion – næststørst efter Socialdemokratiet.
Støjberg & Co. har slet og ret fundet en guldåre. For fem-otte år siden betød »klimavalg« et kapløb om mere eller mindre realistiske målsætninger, i dag handler det om hvordan – og skal det være lige hér hos os?
Spørgsmålet stilles særligt ivrigt i jyske provinskommuner, der allerede har rigeligt med solceller og vindmøller. Det er således et kæmpe emne i den vidtstrakte Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor Danmarksdemokraterne står til 24 procent og måske kan erobre deres første borgmesterpost.
Tæt på er Skive Kommune, hvor Danmarksdemokraterne står til 21 procent. Skive har, ligesom Ringkøbing-Skjern, meget vedvarende energi. Læg dertil udkantsproblemer som lukningstruede skoler og butikker. »Der er landsbyer, hvor der er større chance for at møde en ulv end en praktiserende læge«, konstaterede Hans Mortensen i sin reportage fra Skive her i avisen.
https://www.weekendavisen.dk/samfund/landet-for-laenge-siden
Den sidste pointe handler om boligpolitik. Boligpolitik er slet og ret vigtigere, end vi tit gør os klart. Det gælder især i disse år, hvor tusindvis af velstillede familier flytter fra hovedstaden ud på Sjælland. Sjællandske politikere står over for et valg, der vil forme vores byer årtier frem.
»Holbæk må ikke ende som Roskilde«, advarer Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S). I Roskilde har byens vækst skabt et socialt og geografisk hierarki. Himmelev med den attraktive fjordudsigt har længe været en velstillet bydel, men i dag er Roskilde by også domineret af højere middelklasse, det brede lag af faglærte og ufaglærte er fortrængt til Gundsømagle 11 km op langs fjorden.
Også venstresiden i Roskilde har været mere optaget af flere boliger end af hvilke. Helt anderledes i Holbæk, hvor boligpolitik ifølge borgmesteren er den vigtigste ideologiske skillelinje i kommunalbestyrelsen.
Under det borgerlige flertal blev der bygget mange dyre private udlejningslejligheder på de gamle havnearealer. I 2017 kom der imidlertid et nyt flertal, der har gjort almene boliger til motoren i byudviklingen.
Blot de seneste fire år er 3.000 nye flyttet til Holbæk. Nye boligblokke og rækkehuse skyder op som paddehatte i en våd skovbund. I Holbæk by er det imidlertid stadig muligt at leje en ny lejlighed til 10.000 kr. om måneden, ifølge BUPL er det til at betale for en familie med to pædagoger og to børn
Boligpolitik er i dag et afgørende emne i København – af indlysende grunde. Her er skaden imidlertid sket, byen er plastret til med dyre lejligheder. Det afgørende er, at en kommune handler præventivt, før byen bliver ubetalelig for almindelige indkomster.
Boligpolitik er et område, som er helt afgørende for byernes udvikling og sociale geografi. Og det er et område, hvor politik virkelig gør en forskel. Husk det på tirsdag.
