”Signert” i Klassekampen (Venstrefløjsavis – Norges næstmest læste dagblad) januar 2025
Af Lars Olsen
Mette Frederiksens regering med to borgerlige partier gennemfører sociale fremskridt, men vælgerne savner tydeligere skel mellem højre og venstre
Statsministerens udsagn om hendes »mærkelige« regering er allerede en evergreen i dansk politik:
»Dette er en mærkelig regering… Det plejer at være rødt eller blåt og nogle gange meget kaotisk«, sagde Mette Frederiksen på et pressemøde. Konsekvensen af den usædvanlige regering er »ideologiske uenigheder« og »robuste samtaler og armlægninger«, for eksempel om pensionsalderen, forklarede hun.
Ikke desto mindre får regeringen af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne gennemført vidtrækkende reformer, og flere af dem indeholder vigtige sociale fremskridt:
En sundhedsreform sikrer bedre lægedækning i »distrikts-Danmark«. I årevis har vi haft en strukturel ulighed i sundhed. Lægerne er koncentreret i København og Nordsjælland, hvor befolkningen er yngre, rigere og mere raske. Derimod er der lægemangel i provinsbyer og landdistrikter, hvor befolkningen ofte er ældre, og mange med hårde arbejdsliv har flere sygdomme.
Den nye reform retter op på skævheden. Nye lægehuse bliver primært oprettet i områder, hvor der mangler læger. Også på anden vis presses lægerne ud til de syge. Et indgreb mod en privilegeret gruppe som lægerne var Venstre ikke gået med til, hvis de ikke havde været i regering.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye er i gang med intet mindre end et paradigmeskifte i uddannelsessystemet. Under 00’ernes forestillinger om »videnssamfundet« kom det akademiske til at dominere uddannelserne, status og penge blev koncentreret om det boglige gymnasium og universiteterne, nu skal der igen skabes respekt om praktiske fag som håndværkere eller skolelærere.
Netop nu forhandles den største uddannelsesreform i årtier. Et nyt »praktisk gymnasium« skal skabe samspil mellem boglige fag, værkstedsundervisning og praktikforløb. Og det er klassekamp: »den kreative klasses magt over uddannelsespolitikken er slut«, nu er det »Arnes børnebørns tur«, skriver Mattias Teafye i Altinget – det sidste med henvisning til bryggeriarbejderen Arne fra Socialdemokratiets 2019-kampagne for den nye sliderpension.
Reformen ventes vedtaget med et bredt flertal, også SF. Den vil udløse det største økonomiske løft til ungdomsuddannelserne i mange årtier.
Alligevel er SVM-regeringen historisk upopulær. Alle de tre regeringspartier går markant tilbage. Socialdemokratiet fik 27 procent ved valget i 2022, men står i dag til omkring 20 procent. Derimod er SF gået frem fra 8 til 16 procent, også Enhedslisten vinder terræn.
Valgforskerne peger på, at danskerne fortsat tænker i »blå« og »rød« – det historiske skel mellem højre og venstre. Politisk identitet er knyttet til de to blokke, det er naturligt at gå fra Socialdemokratiet til SF eller omvendt, men kun få bevæger sig på tværs af det historiske skel.
Danskerne vil gerne have, at Folketinget samarbejder om brede forlig – for eksempel sundhed og uddannelse – men med afsæt i en tydelig identitet som socialdemokrat/socialist eller borgerlig.
Trods udsigten til massiv tilbagegang er der påfaldende ro blandt socialdemokratiske ministre og folketingsmedlemmer. Det er der flere grunde til:
For det første hedder statsministeren efter næste valg formentlig stadig Mette Frederiksen, et godt gæt er en regering af Socialdemokratiet, SF og Radikale eller Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.
Den borgerlige blok er splittet på kryds og tværs og ude af stand til at regere. Socialdemokratiet gør klar til et valg på »Mette eller kaos«, tilsat nogle tydelige socialdemokratiske mærkesager.
For det andet har den generation af yngre socialdemokrater, der i dag udgør partiets intellektuelle kerne, et bredere syn på samfundets sociale konflikter end den traditionelle socialistiske venstrefløj.
For Enhedslisten står klassekampen i hovedsagen imod den økonomiske elite, for ministre som Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard handler kampen også om en kultur- og uddannelseselite. Arbejdet for bedre lægedækning til arbejderklassen og et mere praktisk uddannelsessystem er en klassekamp mod privilegerede grupper i disse kultur- og uddannelseseliter.
Analysen hos de socialdemokratiske strateger er, at paradigmeskiftet i uddannelsespolitikken ikke havde været muligt sammen med Radikale og Enhedslisten, der har meget af deres bagland i akademiker- og studentermiljøer. Hér er det mere oplagt med SF og folkelige borgerlige som dele af Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Prisen er, at der i en tid skrues ned for den økonomiske klassekamp og gives indrømmelser til de borgerliges evige mantra: skattelettelser. Sådan er nutidens sociale konflikter. Der indgås kompromisser på nogle områder, men på andre rykker de folkelige klasser – med Antonio Gramsci’s ord – frem gennem statens løbegrave og samfundets kasematter, og der flyttes sociale hegnspæle. Nu er det Arnes børnebørns tur.
