Signert i Klassekampen 5.7.2025
Af Lars Olsen
Tony Blairs »modernisering« af arbejderbevægelsen blev købt i både Storbritannien, Holland, Tyskland og Italien, men førte til ideologisk rodløshed og overlod arbejderklassen til populisme
»Moderniser eller dø«. Jeg husker stadig euforien, da Tony Blair i juni 1997 indtog scenen på de europæiske socialisters kongres i Malmø. Blair havde netop vundet en jordskredssejr, samtidig havde socialisten Lionel Jospin vundet i Frankrig.
Blair talte om »den tredje vej«, hvor socialdemokraterne »ikke kæmper fortidens kampe«, men omfavner globaliseringen, individualismen og markedsøkonomien. Jospin var mere klassisk: »Markedet skal reguleres«, så globaliseringen sker under politisk kontrol.
Ganske symptomatisk for tidsånden blev Blair, men ikke Jospin, hilst med stående applaus af de forsamlede socialister. Mange fulgte også opfordringen, de »moderniserede« – og døde som store folkepartier.
Det står tydeligt efter læsningen af Next Left, hvor Renner Institut, en tænketank knyttet til Østrigs socialdemokrati, kortlægger de socialdemokratiske og socialistiske partier i en række lande. Mange steder bidrog »den tredje vej« til et ideologisk opbrud, der i årtierne efter svækkede centrum-venstre.
I Holland skete det hurtigt: Det socialdemokratiske PvdA rutsjede fra 32 procent i 1989 til 15 procent i 2002. Wim Kok – statsminister 1994-2002 – overtog stort set »den tredje vej«, store reformer moderniserede arbejdsmarkedet på bekostning af PvdA’s vælgere i arbejderklassen.
Analysen af Holland konkluderer, at nedturen frem til i dag dels skyldes omfavnelse af »den tredje vej«, dels at PvdA ikke havde ordentlige svar på »sociokulturelle spørgsmål« som indvandring.
Samtidig voksede afstanden mellem de socialdemokratiske partier: »Der er opstået en betydelig forskel mellem de skandinaviske lande og Storbritannien, Tyskland og Holland«, skriver den hollandske politolog Hans Keman. Det danske og norske parti søgte at opretholde en appel til arbejderklassen.
I andre lande ramte »den tredje vej« senere. I Italien blev Vesteuropas største kommunistparti, PCI, i 1990’erne til socialdemokratiske PD og overtog regeringsmagten i 2006. »Den tredje vej« holdt dog først sit indtog i 10’erne, hvor PD’s Matteo Renzi trods voldsomme protester fra fagbevægelsen svækkede lønmodtagernes beskyttelse overfor arbejdsgiverne.
Men lad mig spole filmen lidt længere tilbage: til sommeren 1977 hvor jeg som ung højskolelærer rejste rundt i Italien. En varm sommerdag står vi trekvart million mennesker på en gigantisk festivalplads i Modena, en by i Mellem-Italiens »røde bælte«, hvor 12 millioner har haft kommunistisk styre siden 1945.
Vi venter på PCI’s leder, Enrico Berlinguer, der er kendt verden over som »eurokommunismens« fader. Det gør et dybt indtryk, da trekvart million struber istemmer Avanti Popolo.
PCI fik 30-34 procent af stemmerne, men på store arbejdspladser som Fiat stemte 60 procent kommunistisk. Det var ydermere et ideologisk stærkt parti, der i 1956 udviklede »den italienske vej til socialismen« og for alvor gjorde sig uafhængig af Sovjet med »eurokommunismen«. Det kan derfor undre, at afløserne i PD ikke i højere grad stod imod de lokkende sirenesange fra neoliberalismen og »den tredje vej«.
PCI var arbejderklassens parti, PD blev i 10’erne et venstreliberalt middelklasseparti med 18 procent i 2022. Arbejderklassen stemmer i dag på Giorgio Melonis højrepopulister, der har tryghed for vanlige folk som afgørende mærkesag, eller de venstrepopulistiske femstjerner (M5S), som har sociale forbedringer for de underprivilegerede.
På det seneste har PD dog lært af udviklingen og lagt kursen længere til venstre. PD lægger i dag afstand til 10’ernes sparepolitik og slår på tromme for universel kontanthjælp og lavere arbejdstid. Samtidig arbejdes på en »rød-gul« koalition med M5S, i dag står PD til 23 procent, altså pæn fremgang.
Forfatteren, den italienske forsker Eleaonora Poli, peger imidlertid på noget afgørende: hvis venstrefløjen skal vinde, må den mobilisere de mange, der vender ryggen til det politiske system. Da venstrefløjen vandt i 2006, var valgdeltagelsen 84 procent, siden er den skrumpet til 64 procent. Dette er gået hånd i hånd med social polarisering, 19 procent af de unge er hverken i arbejde eller uddannelse.
Det store spørgsmål er, om en rød-gul koalition er nok til at mobilisere disse grupper. PCI’s tætte bånd til arbejderklassen er fortid, men ligger svaret i fagbevægelsen? Det største fagforbund, CGIL, er stadig ledet af folk med rødder i PCI, og fagbevægelsen kan mobilisere brede sociale protester.
Det italienske centrum-venstre står overfor samme strategiske valg som resten af Vesteuropa. I Holland forsøger PvdA en lignende koalition: i 2026 skal de ligefrem forenes med Grønne Venstre, der minder om norsk SV. Det er – som Hans Keman bemærker – »en risiko« i forhold til de klassiske S-vælgere af arbejdere og pensionister:
»Hollands socialdemokrati må spørge sig selv, hvorvidt fremtiden ligger i en bred progressiv bevægelse af diverse venstreorienterede og grønne, eller det snarere burde fortsætte ad den velkendte, men langt fra forældede, vej: at socialdemokratisere samfundet til gavn for vanlige folk, der har brug for velfærd og tryghed«.
