Klumme i Altinget februar 2026
Af Lars Olsen
Nu skal det ikke kun være arbejder-Arnes tur, men også pædagog-Lailas. Vi kan hér løfte lidt af sløret for Socialdemokratiets kommende pensionsudspil.
Da Socialdemokratiet i 2019 fremlagde udspillet om Arne-pensionen, var folkepensionsalderen 65,5 år – med tre år på Arne-pension kunne men således forlade arbejdsmarkedet som godt 62-årig.
I dag er folkepensionsalderen allerede steget til 67 år, altså en forringelse på 1,5 år inden for en relativ kort årrække.
Arne-pensionen og seniorpensionen følger nemlig med op, når den generelle pensionsalder stiger. Det stoppes, grænsen fastfryses på omkring 64 år.
Ifølge centrale socialdemokrater er dette ét af de tre problemer, som vil blive adresseret i det udspil, der fremlægges inden for kort tid. Det andet er, at ydelsen til Arne-pensionen er for lav, den skal hæves til samme beløb som seniorpensionen.
Det tredje er de meget vidtgående krav til anciennitet på arbejdsmarkedet for at få Arne-pension, i praksis kræves 45 år på arbejdsmarkedet. Hér overvejes en model med lavere anciennitet, så bredere grupper af lønmodtagere end håndværkere og fabriksarbejdere – typisk mænd – kan få glæde af Arne-pensionen.
Det kan for eksempel handle om pædagoger: To ud af tre pædagoger forventer at stoppe før pensionsalderen på grund af fysisk/psykisk nedslidning, men kun én procent kvalificerer sig i dag til Arne-pension. Med et anciennitetskrav på 42 år vil en langt større del ifølge BUPL få glæde af Arne-pensionen, der således får en bredere basis blandt kvinder og den lavere middelklasse.
Pensionen bliver – sammen med det nye folkeskoleudspil – det store slagnummer op til det nært forestående folketingsvalg.
Måske stiger den generelle pensionsalder for alle lidt langsommere, men det bliver næppe den store ændring – det er simpelthen for dyrt. Man kan få rigtig meget Arne- og seniorpension for de samme penge.
Udover at Arne-pensionen følger folkepensionsalderen opad og dermed forringes år for år, er det også nødvendigt at gøre noget ved anciennitetskravet af andre grunde:
»Tidligere var det ganske almindeligt, at ufaglærte og faglærte var i arbejde allerede i deres teenageår. Faktisk gælder det for halvdelen af alle 55-58-årige i beskæftigelse, men ser man for eksempel på de 35-39-årige, er det kun hver fjerde«, påpeger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en analyse.
https://www.ae.dk/node/3785/pdf-export
De stramme anciennitetskrav betyder med andre ord, at ordningen over tid afvikler sig selv.
Et eksempel: en 40-årig murer, der startede som 20-årig, kan i dag kan forvente en folkepensionsalder på 72,5 år, men opnår ikke ret til tidlig pension, og skal dermed arbejde i 52,5 år, før han får ret til folkepension.
Med til billedet hører også et andet lag i den »arkæologiske« kortlægning: paradoksalt nok får danskerne færre gode leveår. Ifølge eurostat er antallet af gode leveår faldet med 4,6 år siden 2013.
https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Healthy_life_years_statistics
Vi lever godt nok længere, men har færre år uden væsentlige dårligdomme. Derfor har vi siden 2013 oplevet det paradoks, at pensionsalderen er forhøjet fra 65 til 67 år på grund af stigende levealder, med det resultat at vi får stadig færre gode år på pension.
Lad os så tage næste spadestik i den »arkæologiske« kortlægning: Der er en dramatisk social og geografisk ulighed både i levealder og antallet af gode leveår.
Mænd med lang videregående uddannelse lever i snit 5,6 år længere end deres jævnaldrende, som kun har grundskolen. Blandt kvinderne er forskellen 3,9 år.
Uligheden i gode leveår er endnu større – personer med kort uddannelse eller lav indkomst får typisk 6-8 færre gode leveår.
Uligheden afspejler sig også tallene for kommunerne. I Gentofte og Rudersdal kan de forvente at leve til de er 83,8 år – på Lolland stiller de i gennemsnit træskoene allerede ved 78,7 år.
Generelt kan det siges, at levealderen er lavest i udkantsområder som Lolland, Guldborgsund, Vordingborg og Odsherred samt i de indvandrertætte kommuner på Københavns vestegn såsom Ishøj.
Det er således nødvendigt at gøre noget drastisk, hvis vi vil undgå stadig dybere skel i seniorårene. For på den ene side forringes mulighederne for erhvervs- og professionsuddannede, samtidig får stadig større dele akademikerne muligheden for såkaldt »selvpensionering« – at trække sig tilbage for egne midler som for eksempel en god pensionsordning, værdipapirer eller friværdi i egen bolig.
I takt med at danskernes pensionsopsparinger vokser, så vil stadig flere vælge at gå på pension før tid for egen regning, konkluderer en opgørelse fra Finansministeriet.
Hvor det i dag er 6000, der har ladet sig »selvpensionere«, forventer ministeriet at tallet vil vokse til 11.000 i 2030, mens hele 30.000 danskere i 2046 vil stoppe før pensionsalderen.
Det er imidlertid socialt meget skævt, hvem der har mulighed for at vælge denne løsning. Blandt de ufaglærte er det kun syv procent, blandt de faglærte hver tiende, men blandt akademikerne ikke mindre end hver femte.
https://www.ae.dk/node/3355/pdf-export
Det store ubesvarede spørgsmål er, hvordan Socialdemokratiet vil finansiere valgløfterne. Folkeskoleudspillet koster fem mia. om året, og forbedringerne af Arne- og seniorpension vil formentlig løbe op i noget lignende – alt i alt en manko på omkring ti mia.
Én mulighed er at gribe ind over for de store arbejdsfri gevinster på boligmarkedet. Men i et opslag på X for nylig benægtede justitsminister Peter Hummelgaard hårdnakket, at Socialdemokratiet har planer om at forhøje boligskatterne.
Én anden mulighed er de forslag, der for nylig blev fremsat at fagbevægelsen: at der indføres en særlig formueskat på den rigeste ene procent med formuer over 20 mill., og at aktier og kapitalgevinster fremover indgår i top-topskatten på linje med lønindkomster.
Kun ét står klart: finansieringen vil ikke tages fra råderummet, men ifølge Mette Frederiksen ved »socialt retfærdige« nye initiativer. Derved kan forbedringer af velfærd og pension medvirke til at mindske den ulighed, statsministeren pegede på i nytårstalen.
