Klumme i Sjællandske primo november 2025

Af Lars Olsen

Lad mig starte med blot at nævne to tal: Holbæk 28.100 kr., København 47.800 kr. Tallene er hvad kommunerne bruger pr. ældre på ældrepleje. En ny kortlægning fra NB-Økonomi viser store forskelle på Sjælland. Mens hovedstaden og Nordsjælland ligger højt, ser det langt mere pauvert ud hér ude på Vest- og Sydsjælland.

Kommuner i Vestdanmark bruger færrest penge på ældre – se tallene for din kommune

Tallene afspejler et bredere mønster: velfærden på tværs af landet er blevet stadig mere ulige. Det dokumenteres af en anden analyse fra NB-økonomi. Min hjemkommune Holbæk kan kun levere 91 procent af den velfærd, der kan forventes med kommunens alderssammensætning, en kommune som Slagelse ligger på samme niveau, derimod kan København levere 106 procent af det forventede og Gentofte hele 113 procent.

https://www.nb-okonomi.dk/2024/10/29/25-procent-forskel-paa-serviceniveau-mellem-fattigste-provinskommuner-og-rigeste-hovedstadskommuner

En forskel på 20-25 procent betyder rigtig meget for den velfærd, som borgeren møder i sin hverdag. En kommune har mange faste udgifter til at drive en skole, et plejehjem eller andet, de skal betales under alle omstændigheder, så et minus på 20 procent betyder, at der ikke er penge til at gøre det ordentligt.

»15 minutters rengøring«

Velfærdsstaten er i de seneste årtier er blevet spaltet i et A- og B-hold. De sociale grupper bor mere adskilt, højindkomsterne er i højere grad end før koncentreret i København og Nordsjælland. Samtidig er udligningen mellem kommunerne slet ikke fulgt med det nye sociale Danmarkskort.

Realiteten er da også, at mange sjællandske kommuner skærer i ældreplejen. For eksempel er der i otte af 17 sjællandske kommuner sket en skærpet visitation, så praktisk hjælp som rengøring, indkøb m.v. kun gives til de allersvageste. Gennemsnitligt er den praktiske hjælp pr. borger over 80 faldet 18 procent fra 2020 til 2024.

https://www.foa.dk/presse/nyt-fra-foa/2024/juli/kaempe-forskel-paa-aeldreudgifter-i-kommunerne

Særlig voldsomme er besparelserne i Slagelse, hvor der er skåret hvert eneste år siden 2021. For eksempel indførtes i 2022 såkaldt »15 minutters rengøring«, tidligere var der afsat 30 minutter. Et andet eksempel er, at vinduespudsning, tøjvask og indkøb er afskaffet for alle bortset fra de allersvageste.

Robotstøvsugere står for rengøringen

Jeg holdt for nylig foredrag for en gruppe seniorer i Næstved. Det slog mig, at deres verdensbillede var så pessimistisk:

«Der er er blevet længere til alt, hospitaler og andet nødvendigt, samtidig er den offentlige transport forringet, mange steder er busserne holdt op med at køre,« sagde én.

»Ældreplejen er også dårligere. De ældre bliver spist af med en robotstøvsuger eller allerhøjst rengøring hver tredje uge,« bemærkede en anden.

Samtidig er der udpræget bekymring over den nye store Region Øst: »Jeg er nervøs for, at vi herude på Sjælland ender med at trække det korteste strå«, bemærkede en tredje.

Brug for langt mere omfordeling

Læg dertil den demografiske udvikling. I dag er 17 procent af borgerne i Region Sjælland 65+, det højeste af regionerne, men i 2039 vil det være steget til over hver fjerde. Konsekvensen bliver yderligere pres på ældrepleje, læger, sygehuse og andet.

https://www.sn.dk/art5934726/danmark/region-sjaelland-topper-med-flest-aeldre-indbyggere/

Mange af de sjællandske kommuner kommer under gevaldigt pres, hvis vi ikke får gjort op med spaltningen i velfærdens A- og B- hold. Netop nu forbereder embedsapparatet en reform af udligningen mellem kommunerne. Den skal så forhandles politisk i 2027-28, og resultatet bliver helt afgørende.

I dag slipper en kommune som København stort set fra at bidrage til udligningen. Det skyldes, at kriterierne stammer fra starten af 1990’erne, dengang København var en fattig by og tæt på fallit. Reformen må sikre en ordentlig omfordeling mellem kommunerne, så vi ikke har velfærd på 1. og 2.klasse.

21