EU’s sparepolitik er Guds gave til populisterne

Klumme i Jyllands-Posten 29.10.2018 Af Lars Olsen   EU og Italien er på vej mod en dramatisk styrkeprøve, som kan ryste hele eurozonen. EU-kommissionen tog tirsdag det usædvanlige skridt at forkaste finansloven i et stort euro-land. Den italienske regering har tre uger til at levere et revideret budget: »Der vil ikke blive skåret så meget som en euro,« fastslår Matteo Salvini fra det højrepopulistiske Lega. Underskuddet er på 2,4 pct. af nationalproduktet, dvs. under EU’s 3 pct-grænse. EU-kommissionen henviser til, at Italien har en stor gæld – regeringen i Rom svarer, at finansloven skaber optimisme og vækst og dermed gør det lettere at betale gælden tilbage. Lederen af regeringspartiet Femstjernebevægelsen (M5S) sammenligner budgettet med Roosevelts New Deal: »Det eneste, vi bør frygte, er frygten selv,» siger Luigi Di Maio med et berømt Roosevelt-citat. Finansloven indeholder et af femstjernernes afgørende valgløfter: »Borgerløn« som vores kontanthjælp til arbejdsløse. Budgettet modererer også stigningen i pensionsalderen, så 62-årige med 38 år på arbejdsmarkedet får mulighed for pension, ligesom det gennemfører Lega-løftet om »flad skat« for små virksomheder.   Det italienske budget passer med kirurgisk præcision til de to regeringspartiers vælgerbase. Det dokumenterer en analyse, som valgforskeren Marco Maraffi offentliggør i Contemporary Italian Politics. Professor Maraffi kortlægger forårets valg, der sendte de etablerede partier til tælling og gjorde den umage regering af venstre- og højrepopulister til eneste mulige. For flertallet var det afgørende økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed efter et årti med lavvækst, pessimisme og endeløse spareplaner. »Den lange økonomiske krise fra 2008 til 2018 har efterladt dybe ar i det italienske samfund,« konstaterer Maraffi. Lega står især stærkt i Norditalien, hvor de mobiliserer ufaglærte...

Fra social utopi til religiøst kastesamfund

Klumme i Jyllands-Posten 22.10.2018 Af Lars Olsen   I underetagen på vores hotel er en håndvask og en maskine med servietter. »Det er forbudt at bruge maskinen under sabbat,« bekendtgør et skilt. Fra fredag til lørdag aften må man gerne vaske hænder, men ikke tørre dem. Den eldrevne letbane, der let bringer os til byen, er også lukket. Efter lang tids venten får vi fat i en taxa, hvor chaufføren forlanger forhøjet »sabbatpris«. Mammon og Vorherre går fint hånd i hånd. De ortodokse jøder, med mændenes karakteristiske hvide skjorter og sorte jakker og hatte, fylder rigtig meget i Jerusalem. Og den politiske indflydelse er stor. Det ortodokse parti sidder på afgørende mandater og indgår i højrefløjsregeringen. Konsekvensen er stadig flere religiøse regler – til stor irritation for det sekulære jødiske flertal.   Dette er vores tredje tur til Israel. Jeg læser Mit Liv af Golda Meir, der var blandt statens grundlæggere og dets første kvindelige statsminister. Golda Meir fødes i Ukraine, men familien flytter til USA, og hun tilslutter sig de socialistiske zionister, der vil opbygge socialismen i jødernes egen stat. Erindringerne er skrevet i 1975, og den netop fratrådte socialdemokratiske toppolitiker giver ikke meget for ungdomsoprørets kritik: »Ingen moderne hippie har nogensinde gjort så effektivt oprør mod sin tids samfundsinstitutioner som disse pionerer i århundredets begyndelse. Mange af dem kom fra velhavende hjem og var børn af købmænd og videnskabsmænd. Hvis det kun havde været for zionismen, kunne de være rejst til Palæstina for dér at købe sig appelsinlunde og leje arabere til at gøre arbejdet for sig,« skriver Golda Meir og fortsætter: »Men de var helt igennem...

Med skole skal land bygges

Klumme i Jyllands-Posten 15.10.2018 Af Lars Olsen   »I et komplekst og præstationsorienteret samfund anno 2018 kan det synes simpelt, når min datters folkeskoleklasse en aften i september sidder omkring et bål ved en spejderhytte lidt uden for Holstebro. De sidder sammen om bålets flammer, leger hviskelege, griner, laver sjov og hopper i soveposen, da det er tid til at lukke øjnene under shelterens mosbelagte tag. Det kan synes simpelt, når deres skoledag veksles til en skoleaften i skoven, hvor de sammen kan opleve kronhjortene brøle.« For nylig beskrev Lene Sønderkjær Værge i en kronik i JP, hvordan hendes familie fravalgte fri- og privatskoler og tilvalgte folkeskolen. De foretrak et fællesskab, hvor børn lærer og dannes på tværs af forskellige forudsætninger og sociale miljøer. Et fællesskab, der skaber empati og social rummelighed. Lene Sønderkjær Værge beklager som jeg, at stadig flere forældre sætter deres børn i fri- og privatskoler: »Samfundet er blevet endnu mere fragmenteret med flere afgrænsede fællesskaber, som en privat- eller friskole jo er. Det betyder en anden virkelighed. En virkelighed, hvor børnene i vores parcelhuskvarter, ligesom i mange andre lokale boligkvarterer, om morgenen cykler eller køres i forskellige retninger og ikke længere med samme naturlighed mødes i det store fællesskabs skole.«   I 1970’erne gik kun 7 pct. af en årgang i fri- og privatskole, i dag er det 18 pct. – i nogle områder op mod hver tredje. Og desværre: Tallene dokumenterer med stadig større tydelighed, at skoleverdenen deles i et A-hold og et B-hold. I de sidste ti år har privatskolerne fået flere børn fra højindkomst-familier, mens andelen med lave indkomster er skrumpet. Det...

Løkkes halvhjertede opgør med uddannelsessnobberiet

Klumme i Jyllands-Posten 24.9.2018 Af Lars Olsen   »Vi skal have gjort op med den opfattelse, at bogen er finere end håndens arbejde (…) Jeg ved ikke, hvad der er sket i dette land. Vi er kollektivt ramt af uddannelsessnobberi«. Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han præsenterede regeringens udspil til stærkere erhvervsuddannelser. Det er kendetegnende, at udspillet om faglige uddannelser kritiseres for at være for lidt og for underfinansieret. Jeg har deltaget i uddannelsesdebatten i flere årtier, og der er sket intet mindre end et paradigmeskifte. I årevis var de definerende lag netop ramt af kollektivt uddannelsessnobberi, det kunne ikke blive teoretisk og akademisk nok. I 2008-10 sad jeg i undervisningsminister Bertel Haarders Arbejdsgruppe vedr. Social Arv. Bertel Haarder var som jeg kritisk overfor akademiseringen og uddannelsessnobberiet; med arbejdsgruppen ville ministeren have en modvægt til embedsapparatet, der tænkte i ganske andre baner. Blandt de andre i gruppen var skoleleder Arne Sloth Kristoffersen, der på Bavnebakkeskolen i Støvring gik stik imod den herskende tendens til en gymnasieforberedende folkeskole. Praktiske fag var i højsædet, og skolen havde en hel værkstedsfløj – noget af det, regeringen nu vil gennemføre med 10 års forsinkelse. Vi var imidlertid oppe imod stærke kræfter. I 2010 blev det et mål for dansk uddannelsespolitik, at 25 pct. af en årgang skal være akademikere. Målet blev formuleret af uddannelsesminister Charlotte Sahl Madsen, statsministeren hed – Lars Løkke Rasmussen. Siden er stemningen skiftet. Politikerne taler nu om Danmark som både »videns- og produktionssamfund«. Bertel Haarder og jeg må nærmest knibe os i armen, når vi løber på hinanden og konstaterer skiftet. Desværre står de gamle forestillinger, skabt...

Gør op med det skæve billede af arbejdslivet

Klumme i Jyllands-Posten 17.9.2018 Af Lars Olsen   Mediehistorier, gode og dårlige anmeldelser, reaktioner fra læsere og offentlighed … Jeg har siden 2005 udsendt en stribe velomtalte bøger og kender møllen. Efter en pause på fire år oplevede jeg det igen med ”Det forsvundne Folk”, der fokuserer på de 39 pct. af danskerne, som har fysisk arbejde. Noget var dog anderledes denne gang: Bogens hovedpointe er, at de 39 pct. er skrevet ud af fortællingen, når politikere og medier diskuterer reformer af pensionsalder, efterløn, førtidspension, dagpenge m.v. Budskabet vakte massive reaktioner på Facebook, hvor en masse af de »forsvundne« med ét følte sig set og hørt. »Arbejderklassen, der blev pist væk«, hed et interview i Ugebrevet A4, som især læses af tillidsfolk i fagbevægelsen. Interviewet udløste tusindvis af delinger, likes og kommentarer, på få dage blev det årets næstmest læste artikel – mere end mange af artiklerne om forårets overenskomst. Også på min egen Facebook-side er der usædvanlig mange reaktioner. »Du er en sober og vigtig stemme for dem, der mest passer deres og ikke har så stor en stemme,« skriver Berit Løkke Holbæk. »Lars er vores – arbejdernes – talerør,« konstaterer Laila Sommer. Der er i tv og aviser stor bekymring for fake news på de sociale medier. Medaljen har imidlertid også en anden side: Store samfundsgrupper oplever medierne som fake news – deres levevilkår presses og utrygheden stiger, uden at vi for alvor diskuterer det. Hér er de sociale medier en demokratisk mekanisme, hvor de tilsidesatte kan dele historier og komme til orde uden om bedrestillede meningsdannere og mediefolk.   Hvorfor er 39 pct. med fysisk arbejde...

Sommerglimt og klasseskel: Tour de Scandinavia

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 20.8.2018 Af Lars Olsen   Nogle gange er man bare heldig. Det har længe stået klart, at dette års sommerferie blev en »tour de Scandinavia«. At det så skete med den bedste sommer i mands minde, er bare fantastisk. Vi startede med at låne et hus godt oppe i Sverige, tæt på den store sø Vättern. Sverige har fastlandsklima, så juli var endnu varmere end i det langt sydligere Danmark. At spise tzatziki på en græsk restaurant, mens temperaturen nærmer sig 30 og folk aftenbader i søen, er som at være i Grækenland. Siden fulgte en rigtig familieuge med datter og børnebørn på dejlige Samsø. Ferien sluttede i en lille rød træhytte i det sydlige Norge, hvor disse linjer skrives. Sørlandet er Norges sommerstue, og udsigten fra min terrasse er ubeskrivelig smuk. Vandet snor sig mellem skærgårdens mange øer, og folk futter rundt i deres små både – den eneste adgangsvej til sommerhusene på øerne.   Den første opgave efter ferien var en debat på Arendals-ugen, Norges pendant til Folkemødet på Bornholm. Svenskerne startede traditionen i Almedalen på Gotland, og det inspirerede både Danmark og Norge. Arendal er en mellemstor provinsby i Sørlandet, og en del af standene står i gågaden. Forældreforeninger og israelske fredsaktivister konkurrerer med de sidste rester af butikkernes sommerudsalg. Debatten var også en »tour de Scandinavia«. Er der sociale klasser i det lighedsorienterede Norden, lød Fafo-instituttets  spørgsmål til én fra hvert land. Ja – og der er stadig en arbejderklasse, svarede jeg og Åsa Linderborg, som er kulturredaktør på svenske Aftonbladet. Hvis arbejderklassen ikke var der, ville vi straks mærke...

Akademikere snupper de gode job – og bremser social mobilitet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.6.2018 Af Lars Olsen   For nylig læste jeg et jobopslag, der satte tanker i gang. Psykiatrihospitalet i Vejle søgte en akademisk medarbejder til ledelsessekretariatet. Medarbejderen skulle håndtere henvendelser til sygehusledelsen, koordinere møder, skrive referater og være tovholder for projekter. Min hustru, Karin, viste mig jobopslaget: »Det er de opgaver, jeg har lavet i mange år, men nu vil de have en akademiker til den slags,« sagde hun. Karin er kontoruddannet og har haft gode HK-job. Hun var formandssekretær for SF på Christiansborg og siden tovholder på et projekt for udsatte unge. De gode job kom, efterhånden som hun kvalificerede sig gennem erfaring og efteruddannelse. I dag foretrækker arbejdsgivere imidlertid en af de mange nyuddannede akademikere. For nogle år siden holdt jeg foredrag for 3F klubben på Novo. Tidligere blev jobbene som mellemledere besat af 3F’ere, der evt. tog efteruddannelse. I dag kommer mellemlederne udefra med en boglig uddannelse i rygsækken. Konsekvensen er spændinger mellem 3F’ere og ledere, der ikke har det tætte kendskab til den daglige produktion. Eksplosionen i akademisk uddannelse svækker den sociale mobilitet. Rekruttering via erfaring og efteruddannelse er bred. Karin voksede op hos en enlig mor på Nørrebro, hun gik ikke i gymnasiet, men tog realeksamen, fik en læreplads og lærte resten i livets skole. I dag går de gode job til dem, der klarer de formelle krav på universitetet. Det er ofte dem, der kender de kulturelle koder fra opvækst i den bedre middelklasse.   Årtiers mantra om »mere uddannelse« har været gabende traditionelt: Pengene er hældt i gymnasier, universiteter og SU, styret af luftige forestillinger om »videnssamfundet«. Resultatet...

Uddannelse som social skillelinje

Uddannelse er en social – og politisk – skillelinje. Det dokumenterer flere nye bøger i den internationale debat. Den franske økonom Thomas Piketty påviser, at centrum-venstre har skiftet sjæl. Tidligere havde socialdemokratiske og venstreorienterede partier base i arbejderklassen, i dag er kernevælgerne akademikere. Ifølge Piketty har dette store politiske konsekvenser. Det samme konkluderer to hollandske professorer, der i bogen Diploma Democracy analyserer uddannelsesskellet i politik og samfund i seks europæiske lande. Et af dem er Danmark, der havde et bredt favnende folkestyre, men i dag domineres af folk med lange uddannelser. Flertallet for Brexit var resultat af et lignende skel: De »rodfæstedes« oprør imod de »rodløse«, som forfatteren David Goodhart kortlægger i bogen The Road to Somewhere. Akademiseringen af uddannelser og samfund betyder også, at akademikere snupper mange af de gode job, der tidligere blev besat af faglærte – og dette svækker samfundets sociale...
21