Akademikere snupper de gode job – og bremser social mobilitet

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.6.2018 Af Lars Olsen   For nylig læste jeg et jobopslag, der satte tanker i gang. Psykiatrihospitalet i Vejle søgte en akademisk medarbejder til ledelsessekretariatet. Medarbejderen skulle håndtere henvendelser til sygehusledelsen, koordinere møder, skrive referater og være tovholder for projekter. Min hustru, Karin, viste mig jobopslaget: »Det er de opgaver, jeg har lavet i mange år, men nu vil de have en akademiker til den slags,« sagde hun. Karin er kontoruddannet og har haft gode HK-job. Hun var formandssekretær for SF på Christiansborg og siden tovholder på et projekt for udsatte unge. De gode job kom, efterhånden som hun kvalificerede sig gennem erfaring og efteruddannelse. I dag foretrækker arbejdsgivere imidlertid en af de mange nyuddannede akademikere. For nogle år siden holdt jeg foredrag for 3F klubben på Novo. Tidligere blev jobbene som mellemledere besat af 3F’ere, der evt. tog efteruddannelse. I dag kommer mellemlederne udefra med en boglig uddannelse i rygsækken. Konsekvensen er spændinger mellem 3F’ere og ledere, der ikke har det tætte kendskab til den daglige produktion. Eksplosionen i akademisk uddannelse svækker den sociale mobilitet. Rekruttering via erfaring og efteruddannelse er bred. Karin voksede op hos en enlig mor på Nørrebro, hun gik ikke i gymnasiet, men tog realeksamen, fik en læreplads og lærte resten i livets skole. I dag går de gode job til dem, der klarer de formelle krav på universitetet. Det er ofte dem, der kender de kulturelle koder fra opvækst i den bedre middelklasse.   Årtiers mantra om »mere uddannelse« har været gabende traditionelt: Pengene er hældt i gymnasier, universiteter og SU, styret af luftige forestillinger om »videnssamfundet«. Resultatet...

Uddannelse som social skillelinje

Uddannelse er en social – og politisk – skillelinje. Det dokumenterer flere nye bøger i den internationale debat. Den franske økonom Thomas Piketty påviser, at centrum-venstre har skiftet sjæl. Tidligere havde socialdemokratiske og venstreorienterede partier base i arbejderklassen, i dag er kernevælgerne akademikere. Ifølge Piketty har dette store politiske konsekvenser. Det samme konkluderer to hollandske professorer, der i bogen Diploma Democracy analyserer uddannelsesskellet i politik og samfund i seks europæiske lande. Et af dem er Danmark, der havde et bredt favnende folkestyre, men i dag domineres af folk med lange uddannelser. Flertallet for Brexit var resultat af et lignende skel: De »rodfæstedes« oprør imod de »rodløse«, som forfatteren David Goodhart kortlægger i bogen The Road to Somewhere. Akademiseringen af uddannelser og samfund betyder også, at akademikere snupper mange af de gode job, der tidligere blev besat af faglærte – og dette svækker samfundets sociale...

Finansministeriet må under demokratisk kontrol

Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.6.2018 Af Lars Olsen   Lad mig starte med et citat fra den aktuelle debat: ”Biblioteker gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade. Det trækker arbejdsudbuddet ned”. Afsenderen er Danmarks mest citerede økonom – Mads Lundbye Hansen. Ifølge Cepos-økonomen kan en god offentlig sektor, med biblioteker og skattebetalte sygehuse, begrænse ”arbejdsudbuddet” – dvs. dem der udbyder deres arbejdskraft. Cepos-økonomens udtalelser til Information vakte et ramaskrig på de sociale medier. En forarget venstrefløj delte citatet igen og igen. Hvad så med det gode vejr: Ødelægger det også arbejdsudbuddet, spurgte én. I virkeligheden skylder vi Mads Lundbye Hansen stor tak. Han forklarede i klartekst logikken i de regnemodeller, der styrer Finansministeriet og dermed Christiansborg. Øget arbejdsudbud er omdrejningspunktet i den økonomiske politik, uanset om arbejdskraften udbydes af efterspurgte industriteknikere eller ufaglærte, der ikke har de fornødne kvalifikationer. Med Finansministeriets regnemodeller er øget arbejdsudbud lige så godt som klingende mønt. Reformer, der på sigt antages at øge arbejdsudbuddet, kan her og nu bruges til at finansiere politikernes gode gaver, for eksempel skattelettelser.   Fagfolk har længe kritiseret regnemodellerne. Blandt disse er fhv. overvismand Christen Sørensen og fhv. departementschef Jørgen Rosted, der som unge økonomer opbyggede de første danske modeller. Blandt kritikerne er også fhv. finansminister Mogens Lykketoft. Han peger på, at regnemodellerne i hans ministertid ikke anvendte såkaldte dynamiske effekter, men at disse blev indført i 00’erne og siden skærpet. Reelt er den slags effekter højst usikre. Tag dagpengereformen i...
21