Ulighed: Hvem hjælper Mathias med lektierne?
Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 20.11.2015 Af Lars Olsen Det er især de højtuddannedes børn, der kan få hjælp til lektierne af far og mor. Skolernes lektiecafeer skulle rette op på skævheden, men fungerer ikke, viser ny undersøgelse. Folkeskolen skal spare – mens ejere af store villaer og dyre biler slipper billigere. Kan far hjælpe med opgaven i matematik? Kan mor give gode råd til den svære projektopgave? Ja, hvis dine forældre har længere boglig uddannelse. Derimod er det langt sværere for faglærte og ufaglærte. Det dokumenterer en undersøgelse, som forskningsinstituttet SFI offentliggjorde i tirsdags. Tag eleverne i 9.klasse: Blandt de højtuddannedes børn er to ud af tre sikre på, at de kan få hjælp til lektierne derhjemme. Det samme er kun en tredjedel af de ufaglærtes børn. Tallene for de faglærte er midt imellem. De nye lektiecafeer, der blev indført med folkeskolereformen, skulle rette op på skævheden. Men elevernes svar viser, at 7 ud af 10 ikke bruger cafeerne eller er der under én time om ugen. Det skyldes blandt andet, at lektiecafeerne – efter krav fra De Konservative – blev frivillige og placeret i ydertimerne. Fra dette skoleår er de en mere fast del af skoledagen. Elevernes svar peger dog også på andre problemer. Især en del store elever oplever, at der ikke er altid er en voksen i lektiecafeen, der kan hjælpe. På mange skoler er de da også dårligt normeret eller bemandet med pædagoger uden læreruddannelse. Rapporten fra SFI er en af fire store analyser af folkeskolereformen. Undersøgelserne viser, at der er store forskelle fra skole til skole, men at fornyelsen af undervisningen...Seniorproletariatet kommer
Manuskript til indlæg i Politiken 20.11.2015 Af Lars Olsen Folketingets planer om at hæve pensionsalderen giver sikkert god mening i Finansministeriets Excel-ark, men kommer til at gå hårdt ud over landets faglærte og ufaglærte, der har knoklet, siden de var 20. Det er på høje tid at sadle om. Krykken bliver høfligst stillet uden for, før Lene Sønksen går ind til den ældre. Den 59-årige sosu-assistent har været 42 år på arbejdsmarkedet. Hun har problemer med ryggen efter en arbejdsskade, heller ikke benene har det for godt. To gange har hun fået kunstigt knæ. Lene Sønksen arbejder i hjemmeplejen – dosserer medicin, gør rent, sørger for morgenpleje m.v.: »Det hårdeste er rengøringen. Jeg har problemer med bare at støvsuge hjemme hos mig selv. Det er ikke let, hvis en borger både skal have støvsuget, skiftet sengetøj og gjort rent på badeværelset. Da jeg en dag havde flere af den slags borgere, måtte jeg nærmest kravle ned i bilen,« siger Lene Sønksen. Hun fortæller sin historie i Kampen om seniorårene. Arbejdslivet ændrer sig langt mere dramatisk, end vi normalt gør os klart. Hovedparten af dem, der i dag er omkring 50, skal arbejde til de er 68. Det får voldsomme konsekvenser for mange, der kom tidligt på arbejdsmarkedet og har fysisk krævende job. I disse uger diskuterer Folketinget at forhøje pensionsalderen til 68 for dem, der er under 53 – siden skal den stige yderligere. Samtidig er efterlønnen under afvikling. Reformerne sker på en reel baggrund. Med et stigende antal ældre er det nødvendigt, at vi tager nogle år mere på arbejdsmarkedet. Men hele øvelsen lider af en...Verdens dyreste folkeskole?
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 9.11.2015 Af Lars Olsen Jeg hører ikke til dem, der bare råber »send flere penge«. Siden 2005 har jeg skrevet adskillige bøger om skole og uddannelse, men rejst ganske andre spørgsmål: Hvordan indrettes undervisningen, så vi får flere med? Hvordan undgår vi ghettodannelse på bolig- og skoleområdet? Hvordan peger folkeskolen frem mod erhvervsuddannelserne – og ikke bare mod gymnasiet? For en halv snes år siden var spørgsmål som disse langt vigtigere end det evige mantra om »flere ressourcer«. Danmark lå højt, når det handlede om landenes udgifter til grundskolen. I den forenklede politiske retorik blev det ligefrem til »verdens dyreste folkeskole«. I dag er billedet unægtelig et andet. OECDs analyser viser, at Danmark allerede i 2011 var rutsjet ned ad listen, når det gælder landenes ressourcer pr. elev i grundskolen. Siden er der sparet yderligere. Samtidig har eleverne fået flere timer, uden at der for alvor er fulgt flere penge med. Mens der i skoleåret 2009/10 blev brugt 77 kroner pr. elev pr. time, så bruges der i år kun 57 kroner – altså et fald på hele 26 pct. Det viser en opgørelse fra Danmarks Lærerforening. Fagforeningen har åbenlyse egeninteresser i spørgsmålet, men opgørelsen blev anerkendt af skolens andre aktører, herunder undervisningsminister Ellen Trane Nørby. Tendensen er ikke til at tage fejl af. Forklaringen er ikke kun det øgede timetal med folkeskolereformen. Der er også kommet flere elever i klasserne på grund af lukning af mange små skoler. Det påpeger professor Niels Egelund, der heller ikke hører til dem, som traditionelt råber »send flere penge«: »Sådan et udsving på så kort en...Kampen om seniorårene I
Jeg udsendte i starten af november »Kampen om seniorårene«: Hér kortlægges de dramatiske ændringer på arbejdsmarkedet som følge af efterlønnens afvikling og forhøjelsen af pensionsalderen. De faglærte og ufaglærte skal arbejde 5-8 år længere, mens akademikerne stort set ikke berøres. Mange kortuddannede er for slidte til at arbejde så længe, og i dette interview med Ugebrevet A4 advarer jeg imod et seniorproletariat. Projektet er blevet til i samarbejde med FOA, og hele Kampen om seniorårene kan hentes gratis...Eliten har mistet troen på Danmark
Ude i verden er der stor interesse og respekt for den danske velfærdsmodel. Danmark er et hedt emne i den amerikanske valgkamp, og samfundsforskere spejder med interesse imod Skandinavien. Herhjemme henter eliten imidlertid stadig mere tankegods fra USA og Storbritannien – meningsdannere og beslutningstagere lukker øjnene for presset på vores samfundsmodel. En af disse års mest bekymrende samfundsforandringer er den dramatisk faldende tryghed, som beskrives i denne...Trygheden krakelerer
Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.11.2015 Af Lars Olsen En af de store kvaliteter ved det danske samfund har været vores bredt favnende tryghed. Da TrygFonden for en halv snes år siden begyndte at måle på det, var alvorlig utryghed yderst begrænset. Kun 2,6 pct. karakteriserede i 2004 deres hverdag som grundlæggende utryg. I dag er dette vokset til hele 17,7 pct., viser en ny undersøgelse. Især fra 2009 er utrygheden nærmest eksploderet. Når politikerne taler om utryghed, handler det som regel om kriminalitet. Frygten for overfald og indbrud steg da også kraftigt sidst i 00’erne og ligger stadig højt. Mange oplever, at politiet sætter kikkerten for det blinde øje, når det handler om indbrud og andre borgernære forbrydelser. Den afgørende årsag til utrygheden er imidlertid noget andet: En skæv krisepolitik. Utrygheden er særlig høj blandt ufaglærte arbejdere, folk på dagpenge og kontanthjælp samt sygemeldte, der topper listen som den mest utrygge samfundsgruppe. Mennesker nederst i hierarkiet betaler en høj pris for de seneste års »reformer«. At utrygheden er steget markant blandt dagpengemodtagere behøver næppe nærmere forklaring. Mere overset er den umenneskelige behandling, som mange sygemeldte i dag udsættes for. Under foredrag ude i landet er jeg stødt på mennesker, der efter en arbejdsskade for 10 år siden stadig ikke har fået afklaret deres sag. De parkeres i et fattigt liv på kontanthjælp, mens systemet sender papirer til hinanden. For nylig dumpede Gigtforeningens blad ind af døren. Her er eksempler på sygemeldte, der i 11 og 12 år kastes rundt i arbejdsprøvninger og ressourceforløb. En af dem er 60-årige Jonna Christensen, der på grund af leddegigt og flere...
