Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.2.2021

Af Lars Olsen

I Frankrig er det storbyerne overfor ”det perifere Frankrig”. I USA tales om eliter på øst- og vestkysten contra dét, der betragtes som fly-over-zone. Herhjemme bruges ord som udkantsdanmark og ”den rådne banan”, mens redaktører på Politiken føler sig udsat for ”københavnerbashing”. Tidens store fortælling i de vestlige samfund er brudflader, der på en gang er sociale og geografiske.

Skellet satte scenen for to af de seneste ugers politiske begivenheder. Da Inger Støjberg sagde farvel som Venstre-næstformand, skete det med en tale, der nærmest var et populistisk manifest.

Hun advarede imod, at »Danmark er ved at knække midt over«, og at folk udenfor de store byer føler stadig større afstand til Christiansborg og København. Inger Støjberg talte for en folkelig borgerlighed, der husker »lastvognsmekanikeren i Holstebro« og tør træde op mod »de fine saloner i København« – hvad enten det gælder udlændinge, klima eller metoo.

Ugen inden rokerede statsminister Mette Frederiksen om på ressortområderne i regeringen. Boligminister Kaare Dybvad indtager nu også den centrale post som indenrigsminister. Kaare Dybvad, der vokset op i Vipperød på Vestsjælland, har i flere debatbøger kortlagt centraliseringen og magtkoncentrationen hos storbyernes dominerende klasser.

Dybvads forfremmelse skal sætte yderligere skub i decentraliseringen. Sidste år gennemførte regeringen, støttet af brede flertal i Folketinget, en reform af den kommunale udligning og oprettede 20 nye nærpolitistationer, i år står ikke mindst uddannelsesområdet på dagsordenen. »Nærheden tilbage« er en afgørende del af Mette Frederiksens regeringsprojekt, Socialdemokratiet får i dag sine allerbedste valg i provins- og stationsbyer landet over.

 

De geografiske skel er også sociale. Stadig flere kvarterer i hovedstaden og Stor-Aarhus domineres af højere middelklasse eller studerende på vore dages masseuniversiteter, derimod er arbejderklassen rykket til Vestsjælland eller Jylland udenfor storbyerne. Konsekvensen er større skævhed i borgernes muligheder – og meningsdannelsen. Når taktstokken svinges af privilegeret storby-opinion, ryger det let ud af verdensfjerne tangenter.

Skellet skaber brudflader blandt både røde og blå. Lastvognsmekanikeren i Holstebro interesser hverken den kulturradikale storbyhipster eller den liberale advokat i Armani-jakkesættet.

To forestillinger i storbyeliterne har trukket Danmark mere skævt. Den ene er, at Danmark skulle være et »videnssamfund« uden produktion, den anden er stordriftens lyksaligheder. Med Lars Løkke Rasmussen som arkitekt skete i 00’erne en omfattende centralisering af kommuner, uddannelser, politi og sygehuse.

 

I de seneste fem år er dagsordenen heldigvis skiftet, og center-periferi bliver en af de næste års store debatter. Hér skal vi holde tungen lige i munden. Landbrugere og ikke mindst minkavlere fylder rigtig meget, også i JP’s spalter trives et nærmest Morten Koch agtigt billede af landområderne som befolket af stovte bønder.

Realiteten er, at kun to procent af Danmarks beskæftigede er i landbruget, selv i landdistrikterne er bønder i dag en minoritet. Langt de fleste laver al mulig andet – læreren på den lokale skole, sosu’en på plejehjemmet inde i byen og arbejdere i det produktions-Danmark, der i dag ligger i provinsen. Kampen mod de sociogeografiske skel skal ikke spændes for snævre erhvervsinteresser.