Klumme i Jyllands-Posten 21.10.2019

Af Lars Olsen

Jeg holder meget af Bruce Springsteen og hans engagerede tekster. For nylig startede We take care of our own for mit indre øre. Den kom efter finanskrisen og orkanen Katrina, og Bruce  svang krabasken over manglen på solidaritet. USA’s kavaleri, der blæser i signalhornet og redder i nødens stund, er der ikke længere: There ain’t no help, the cavalary stayed home, there ain’t no one hearing the bugle blowin’.

Musikken for det indre øre udløstes af forsiden på JP: »Flere unge danskere ender som udsatte«. Et stigende antal 25-29-årige har hverken været i job eller uddannelse i over to år. Tidligere var det især unge med indvandrerbaggrund, der befandt sig på sidelinjen, men nu er det også unge danskere – fra 5,5 pct. i 2000 til 7,1 pct. i 2017.

Tallene stammer fra Rockwool Fonden. Forskningschef Jan Rose Skaksen peger på flere forklaringer: Antallet af ufaglærte job falder hurtigere end antallet af ufaglærte. Samtidig konkurrerer unge med dansk og udenlandsk baggrund om de samme ufaglærte job – for eksempel omsorgsarbejde i sundhedssektoren.

Vismændene har da også påvist samme tendens blandt voksne ufaglærte. Ved årtusindeskiftet var 28 pct. af de ufaglærte danskere på langvarig overførselsindkomst – i 2016 var det 34 pct.

Desværre er den økonomiske ortodoksi blind for hvorfor. Danskere fortrænges ikke kun fra ufaglærte job af det stigende antal indvandrerunge, men også af stadig flere østeuropæere på job i Danmark. Det er globaliseringens skyggeside, som hverken den økonomiske eller kulturelle elite taler om. We take care of our own er gået i glemmebogen.

 

I 00’erne var det politiske svar uddannelse. 95 pct. skal have en ungdomsuddannelse, vedtog et enigt Folketing. Der blev også gjort en masse, flere unge fik en uddannelse, men billedet skiftede med undervisningsminister Merete Riisager (LA). Hun var mere optaget af privatskoler og talentprogrammer.

Jeg skrev i 00’erne meget om uddannelse. Gang på gang mødte jeg udsatte unge, der kom på sporet gennem det praktiske liv. Ansvarlige arbejdsgivere tog dem i job og praktik eller medvirkede i Erhvervsklasser for skoletrætte. Arbejdspladsens krav er dejlig håndfaste: Du skal møde til tiden, arbejde efter instruktion, samarbejde med kolleger – alt det, udsatte unge ofte har svært ved, men kan lære gennem arbejdslivet.

Siden er dagsordenen skiftet hos mange arbejdsgivere og deres organisationer. Østarbejdere og udenlandsk arbejdskraft er blevet det lette fiks. Udlændingene er stabile, knokler på og skeler ikke til løn og arbejdsforhold, men konsekvensen er, at et voksende antal danskere uden uddannelse havner på overførselsindkomst, og at flere af dem kommer længere væk fra arbejdsmarkedet.

Bare kig til England, hvor skiftende regeringer afindustrialiserede og lod de ufaglærte job i byggeri og service gå til østeuropæere og andre udefra. 18 pct. af de unge i Nordøstengland er Neets – de er hverken i uddannelse eller job, men lever af sort arbejde, kriminalitet eller deres forældre. Desperationen i arbejderklassen var et vigtigt bagtæppe for Brexit og den ustoppelige politiske krise. Polarisering har sin pris.

 

Vi hverken kan eller skal hindre, at den teknologiske udvikling fører til færre ufaglærte job, men vi kan ændre de politiske rammer. Flest muligt skal have en uddannelse – som unge eller senere i livet. Og de tilbageværende ufaglærte job bør så vidt muligt gå til danskere og herboende indvandrere, vi ellers får store integrationsproblemer med. We take care of our own.