Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.4.2011

Af Lars Olsen

 

En af mine venner tog for nylig en diplomuddannelse i beskæftigelsesindsats. De studerende var ansatte i A-kasserne, ofte modne kvinder der ikke har været på skolebænken siden folkeskolen. Alligevel var noget af det første de mødte – videnskabsteori. Superabstrakt stof om forskellige videnskabelige tilgange og teorier. »Vil de skræmme os helt væk fra at tage efteruddannelse,« spurgte de hinanden.

Eksemplet er langt fra enkeltstående. Det udbredte krav om videnskabsteori er led i den akademisering, der breder sig som ringe i vandet i uddannelsesverdenen. I disse år er hundredvis af lærere på erhvervsuddannelserne i gang med en pædagogisk diplomuddannelse, ofte en betingelse for overhovedet at beholde jobbet. Turen tilbage på skolebænken kan i sig selv være hård kost for tidligere håndværkere, som til daglig underviser i praktiske værkstedsfag. Alligevel skal også de igennem videnskabsteori.

Eller tag gymnasiet. I sidste uge konkluderede et forskningsprojekt, at en stor del af eleverne oplever gymnasiesproget som sort snak. Uddannelsesforskeren Lars Ulriksen har gennemgået 32 forsøg, der har kørt på gymnasier landet over med støtte fra Undervisningsministeriet. Fokus er især rettet imod de omkring 45 procent af eleverne, der kommer fra »gymnasiefremmede« hjem, dvs. forældrene ikke har en studentereksamen.

Disse unge er ikke dummere end deres kammerater, men har noget andet med hjemmefra: »Mange er ikke vant til at sidde derhjemme og diskutere med forældrene, hvad der står i avisen. Så deres betingelse for at gå i gymnasiet er anderledes end elever fra gymnasiekendte hjem,« siger Lars Ulriksen til Politiken.

For forskere og rektorer er svaret lektiecafeer og større bevidsthed om lærernes sprog – selv almindelige ord som »analyse« og »diskussion« kan volde problemer. Fint nok, hvis gymnasiet samtidig tog et selvkritisk kig i spejlet. I de seneste år er det blevet en endnu mere fremmed verden for unge, der ikke kommer fra højtuddannede familier. Også hér er indført videnskabsteori, samtidig er det store projekt i 3.g forlænget fra 1 til 2 uger. Noget, der især rammer de unge, som ikke kan få hjælp derhjemme til det, der med rette kaldes »den store forældreopgave«.

Drivkraften i forandringerne er både gymnasiereformen og et mere uformelt kulturskifte, drevet frem af embedsapparatet i Undervisningsministeriet, rektorer, såkaldte eksperter m.fl. Uddannelseseliten er i disse år at knæsætte et nyt dannelsesideal, med en abstrakt form for tværfaglighed som byggesten.

Tværfaglighed er godt og nødvendigt, når det handler om at få flere fag til at spille sammen i konkret problemløsning. Det er dét, de studerende har brug for i det virkelige liv. I uddannelsessystemets kunstige univers bliver tværfaglighed imidlertid let til videnskabsteori, metodeovervejelser og andre pseudoakademiske trakasserier. Fagene bliver svækket, det samme gør remtrækket til virkeligheden.

 

I virkeligheden handler det om noget så gammeldags som magt. Nutidens samfundselite er delt i forskellige segmenter. Det økonomiske liv domineres af en borgerlig elite, men i store dele af det offentlige svinges taktstokken af kultur- og uddannelseseliten. Mange stemmer radikalt og SF – de er tidligere 68’ere, der startede som antiautoritære oprørere, men nu sidder i privilegerede job. Konsekvensen er en blindhed overfor ens egen magtudøvelse. For 30-40 år siden havde de betegnet deres nuværende praksis som social undertrykkelse, i dag er den højeste visdom i det postmoderne samfund.