Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.2.2016

Af Lars Olsen

 

Magten holder flyttedag. Verdens økonomiske tyngdepunkt rykker fra USA og Europa til Asien. Jeg har læst masser af analyser med denne konklusion, men først nu fået det rigtig ind under huden.

Karin og jeg er netop vendt hjem fra en fantastisk ferie til Vietnam. I tre uger rejste vi fra Nord til Syd i det vidtstrakte land. Især ét indtryk står tilbage: Den overvældende kraft og dynamik, der præger en asiatisk tigerøkonomi som Vietnam.

Der er kraner og byggearbejder overalt. Højhuse skyder op som paddehatte. Trafikken er et kapitel for sig. Det er med hjertet oppe i halsen, vi våger os over gaderne, hvor lastbiler og dyre firhjulstrækkere kæmper med tusindvis af scootere og motorcykler – den menige vietnamesers højt skattede symbol på de nye tider.

Jeg besøgte Vietnam for 33 år siden, få år efter Vietnam-krigen. Det var dengang et fattigt land, arret efter årtiers krig med Frankrig og USA. I 1982 var de vietnamesiske byer fyldt med cykler i et omfang, der overvældede selv en cykelglad dansker. I dag har de godt ti millioner indbyggere i Ho Chi Minh City – det tidligere Saigon – over 8 millioner scootere og motorcykler.

I 2010 opgraderede Verdensbanken Vietnam til et »mellemindkomst-land«. Og fremgangen er bredt funderet. Efter krigen levede over 80 pct. af vietnameserne under FN’s fattigdomsgrænse – i dag er tallet under 10 pct. En gigantisk præstation.

Allerede i 1980erne åbnede det kommunistiske Vietnam for markedskræfterne. Det har bidraget stærkt til fremgangen – det samme har den målrettede udvikling af landbrug og fiskeri. Medaljen har imidlertid også en bagside: Vietnam har fået en hovedrig og magtfuld overklasse, der forener det værste ved kapitalisme og kommunisme. Det vender jeg tilbage til.

Lad mig i første omgang blive ved dynamikken. I Hanoi besøger vi danske Mascots fabrik, hvor min gamle ven og kollega Thomas Bo Pedersen er direktør. De 1700 ansatte producerer alskens forskelligt arbejdstøj – primært til markedet i Nordeuropa.

Tøjet bevæger sig langsomt gennem fabrikshallen. Ét sted syer flittige hænder et ærme på, ét andet sted sættes lynlåsen på plads. Det er klassisk samlebåndsproduktion, men renere og mindre støjende end det samlebånd, jeg selv stod ved i 1970erne på Sukkerfabrikkerne på Amager.

Lønningerne er som de er i Vietnam, men fabrikken har fået adskillige priser for det sociale: Egen læge og sundhedsklinik, god og nærende kantinemad og en masse arrangementer for de ansatte. Mascot, der har hovedsæde i Silkeborg, konkurrerer mindst lige så meget på kvalitet som på pris. Tilfredse og omhyggelige medarbejdere er guld værd. Fabrikken har da også haft besøg af alt fra Dronning Margrethe til dansk fagbevægelse.

Mascot har også en fabrik med 500 ansatte i det underudviklede Laos. Hér er lønningerne markant lavere end i Vietnam, men det er effektiviteten også. I Laos kan en ansat udeblive fra arbejde med den begrundelse, at hans onkel bad ham gå til templet og bede til deres forfædre. I denne del af verden nyder de ældre stor anseelse, og mange beder til forfædrene. I Vietnam sker det dog som regel uden for arbejdstid.

 

Vietnam er blevet et af »verdens værksteder«, det samme er Kina og andre asiatiske lande. Vietnam og Kina giver markedskræfterne frit løb, men er stadig kommunistiske et-parti-stater – en del asiatiske lande er på anden vis autoritære regimer. Disse stater savner ikke bare ytringsfrihed og demokrati, men også den respekt for individet, vi kender i den vestlige verden. Verden står over for en værdikamp uden sidestykke.