Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 4.4.2016

Af Lars Olsen

 

Det er sikkert og vist: danskerne er verdens lykkeligste folk. Billedet bekræftes af flere undersøgelser og indgår efterhånden i vores selvforståelse – ligesom myten om Danmark som verdens mest lige land.

For nylig udkom World Happiness Report 2016. Atter ligger Danmark i top, skarpt forfulgt af fire andre mindre nordeuropæiske lande: Schweitz, Island, Norge og Finland. Et nøjere kig på tallene viser dog, at billedet meget vel kan være ved at skifte.

Spørgsmålene til 3000 mennesker i hvert af de 150 lande omtales herhjemme som »lykke«, men handler egentlig om tilfredshed med tilværelsen. De adspurgte bliver bedt om at placere deres tilværelse på en trappe, hvor toppen er den bedst mulige tilværelse og bunden den værst mulige.

»Bemærkelsesværdigt er det da også, at det, der gør Danmark til verdens lykkeligste eller mest tilfredse land, ikke er, at der findes mange flere lykkelige folk end i andre lande, men at der findes mange færre rigtigt ulykkelige (…) nøglen til den gennemsnitlige høje lykke er, at vi har et velfærdssamfund, som skaber tryghed for alle,« påpegede researcher ved Institut for Lykkeforskning, Kjartan Sveistrup Andsbjerg, i Politiken.

 

At høre til de mest lykkelige lande er således ikke en naturlov. Siden midten af 00erne er borgernes lykke/tilfredshed faldet dramatisk i Grækenland, Italien og Spanien, der er ramt af omfattende nedskæringer i kølvandet på finanskrisen. Lykken er imidlertid også faldet markant i Danmark. Når vi stadig ligger et nøk foran andre nordeuropæiske lande, skyldes det et stærkt udgangspunkt.

Som noget nyt analyserer World Happiness Report uligheden i lykke/tilfredshed. I over halvdelen af verdens lande er uligheden i borgernes lykke og tilfredshed vokset, kun i knap 10 lande er den blevet mindre. Danmark ligger relativ pænt, men er samtidig det nordeuropæiske land, hvor uligheden er steget mest. Den bredt funderede danske lykke og tilfredshed er under pres.

Hvorfor? Noget af forklaringen er formentlig voksende økonomisk ulighed – også i Danmark. Ifølge World Happiness Report fører øget ulighed til mindre samlet lykke og tilfredshed. Nok er så afgørende er imidlertid en anden ændring af vores samfund: den brede danske tryghed er ved at krakelere.

Jeg har tidligere på denne plads omtalt Trygfondens undersøgelser. I 2004 var alvorlig utryghed næsten umålelig i Danmark – kun 3 pct. var grundlæggende utrygge. I dag er dette tal vokset til 18 pct., og selv hos de trygge titter utrygheden frem. Krise, arbejdsløshed og mange indbrud er en del af forklaringen, men de seneste års »reformer« har også ført til markant større utryghed.

Utrygheden er steget kraftigt blandt dagpengemodtagere. Den mest utrygge gruppe overhovedet er de sygemeldte, som i dag risikerer at blive kastet rundt i endeløse arbejdsprøvninger og sagsforløb. Mange faglærte og ufaglærte er utrygge ved, om de kan arbejde til 68 eller 70, sådan som reformer af efterløn og pensionsalder indebærer. Utrygheden er en konsekvens af politiske beslutninger.

 

I næste måned er de fem nordiske lande inviteret til topmøde i Washington. Præsident Obama vil blandt andet høre, hvordan vi forener lighed og offentlig velfærd med god konkurrenceevne. Det sker efter en amerikansk valgkamp, hvor Norden og især Danmark har været i fokus.

World Happiness Report dokumenterer det endnu engang: vores samfundsmodel har noget at byde på. Fire af landene i top-5 er nordiske. Desværre er djævlen gemt i detaljen. Samfundsmodellen er under pres. Vi gør klogt i værne om den – mens tid er.