Notatet nedenfor blev offentliggjort på www.larso.dk (11.11.2005) og indgik i mediernes debat, efter at Københavns Kommune udsendte en rapport om vold og utryghed i unges hverdag. Nogle medier tegnede et glansbillede, men reelt viser tallene, at København er en delt by – socialt og etnisk

af Lars Olsen

 

Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udsendte i sidste uge rapporten ”Kriminalitet blandt børn og unge i Københavns Kommune”. Den bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 14.662 skoleelever i 4-9.klasse og tegner dermed et helt unikt billede af mange unges oplevelser og hverdagsliv.

Rapporten viste – som omtalt i medierne – at foruroligende mange skoleelever indenfor det seneste år har været udsat for kriminalitet. En nøjere gennemgang af tallene viser imidlertid også, at især den grove og personfarlige kriminalitet – vold og røverier – er tæt knyttet til skoler og områder med mange tosprogede elever. Rapporten viser, at København er ved at blive en delt by, hvor der i bestemte kvarterer er opstået en ny form for utryghed.

Denne konklusion er ellers søgt skjult. Således hedder det i rapporten, at ”der er ikke nogen nævneværdig sammenhæng mellem etnisk baggrund og offerprocenter”. Og på den baggrund konkluderer en pressemeddelelse fra den ansvarlige borgmester, Per Bregengaard, at ”fænomenet er jævnt fordelt over hele byen”, og at ”områder med mange minoritetsbørn og –unge som Indre og Ydre Nørrebro eller Bispebjerg stikker ikke af fra andre miljøer”. Borgmesteren siger til Politiken, at det nok så meget er et problem på skoler med almindelige unge ”middelklassedanskere”.

Dette er imidlertid i modstrid med de faktiske tal i rapporten. Det er korrekt, at tyverier er ret jævnt fordelt over de forskellige dele af byen. Derimod er mønsteret for den personfarlige kriminalitet – vold og røverier – helt anderledes. Vold og røverier topper i områder med mange tosprogede elever på skolerne. Derimod er den lavest i bydele med mange ”hvide” skoler og relativ få tosprogede elever.

Markant forskel på bydele

Den geografiske fordeling fremgår af rapportens inddeling af skolerne i 15 SSP-distrikter. 16% af skoleeleverne har ifølge eget udsagn været udsat for vold indenfor det seneste år, men tallet er meget forskelligt fra bydel til bydel. Andelen svinger fra omkring hver tiende i de ”pæne” bydele til mere end hver femte på skolerne i de hårdest ramte områder. I det følgende er andelen af unge, der har været udsat for vold, sammenholdt med andelen af tosprogede elever på skolerne i SSP-distriktet:

 

Har oplevet vold          Andel tosprogede

Vold – top-3

Ydre Nørrebro                              22%                            68%

Indre Nørrebro                              20%                            66%

Sundby Nord                                19%                            41%

Vold – bund-3

Christianshavn                              10%                            20%

Indre By                                       12%                            13%

Vanløse                                        13%                            12%

Røverier er mindre udbredt end vold. 8% af de unge har indenfor det seneste år været udsat for røverier, også det svinger markant fra bydel til bydel:

Røverier – top-3:                        Andel udsat                 Tosprogede på
for røveri                     skolerne

Bispebjerg                                    12%                            45%

Ydre Nørrebro                              11%                            68%

Vestamager                                   10%                            34%

Røverier – bund-3:

Vanløse                                        6%                             12%

Enghave                                        6%                             47%

Indre By                                       7%                             13%

Mønsteret er – med en enkelt undtagelse – meget tydeligt: Skoler og bydele med meget personfarlig kriminalitet er typisk også områder med mange såkaldte ”sorte” skoler. Og omvendt: Den personfarlige kriminalitet er lavest i områder med ”hvide” skoler.

Den eneste undtagelse fra mønsteret er Enghave. Forklaringen er formentlig, at det er et af byens mindste SSP-distrikter med kun to skoler. Dermed er tallene præget af større usikkerhed – især omkring røverier, der også er den mindst udbredte form for kriminalitet.  Enkelte episoder kan således få tallene til at svinge meget i en bydel som Enghave.

De unges billede er da også ekstremt klart. De er blevet spurgt, hvorvidt kriminalitet på skolen, på skolevejene og i boligområdet er et stort problem. Ifølge CASA-rapporten er der fire områder, hvor skoleeleverne betragter kriminalitet som et stort problem, mens det anses for langt mindre på skolerne i fire andre kvarterer (s.69). Her er de to gange fire områder, hvor tallene i parentes angiver andelen af tosprogede elever på skolerne:

Er kriminalitet et stort problem?

Top-4:                                                           Bund-4:

Indre Nørrebro (66%)                                     Indre By (13%)

Ydre Nørrebro (68%)                                     Christianshavn (20%)

Sundby Nord (41%)                                       Indre Østerbro (11%)

Vestamager (34%)                                          Vanløse (12%)

Det er rigtigt, at billedet er forskelligt fra område til område – nogle topper med vold, andre med røverier, atter andre med utryghed etc. Alligevel skal man være enten blind eller usædvanlig politisk korrekt for ikke at se det etniske og sociale mønster i tallene!

Tolkning: Det handler om ulighed!

For så vidt er det ikke overraskende. Analyser fra Københavns Politi viser, at unge med indvandrerbaggrund er massivt overrepræsenteret i egentlige straffesager om vold og røverier. Forældre på Nørrebro og andre steder har da også talrige erfaringer med kliker af indvandrerunge, der skaber utryghed blandt børn og unge – også blandt de mange unge indvandrere, der opfører sig ordentligt.

CASA-rapporten føjer endnu en brik til denne mosaik ved at analysere ”mørketallet”, det vil sige det store antal episoder i hverdagen, som ikke fører til anmeldelser og sigtelser. I rapporten spørges der ikke til gerningsmændenes etniske baggrund, men til meget andet – gerningsmændenes køn, alder, hvor mange de var osv. Alligevel tyder den geografiske fordeling, sammenholdt med vores øvrige viden om problemet, på et klart mønster: At grupper af utilpassede indvandrerunge er en væsentlig kilde til vold og røverier blandt byens skoleelever.

Tallene viser da også en tydelig social og etnisk slagside i bekymringen for kriminalitet. Således anses kriminalitet for et stort problem blandt 36 procent af de unge med ”helt udenlandsk” baggrund, men kun blandt 17 procent med ”helt dansk” baggrund. Kriminaliteten anses også for et større problem blandt skilsmissebørn end blandt unge i parfamilier.

Forklaringen er ligetil. Indvandrere og enlige mødre er især klumpet sammen i de boligområder og skoler, hvor der er størst problemer med alvorlig kriminalitet. Derimod bor mange af de mere velstillede hvide parfamilier i bydele, som har ubehagelighederne mere på afstand.

Rapporten viser, at København er blevet en delt by. Vold, røverier og utryghed er en følge af ghettodannelsen på skole- og boligområdet. Det skaber grobund for destruktive subkulturer blandt unge i kvarterer med sociale problemer og dårlig integration. Og nok engang er det de svage, der betaler prisen for kommunens hidtidige laden-stå-til.

Det er beklageligt, at CASA og den ansvarlige borgmester søger at sløre dette billede. En ærlig analyse af problemet er forudsætningen for, at ”vi” – kommunen, skolerne, politiet, forældrene m.v. – kan gøre noget ved det.

De markante forskelle fra bydel til bydel viser, at vi i København er ved at få områder med helt uacceptabel utryghed blandt unge. Det er ikke et generelt ungdomsproblem, men en social ulighed i borgernes tryghed, som er i strid med selve kerneværdierne i vores velfærdssamfund. Den ulighed bør vi gøre noget ved!