Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 24.6.2013

Af Lars Olsen

 

En del læsere har reageret på min klumme om lektiecafeer og ulighed i skolen – og det er jo dejligt med debat. Et af indlæggene er fra Lars Nielsen i Dronninglund. Han peger på, at social ulighed i uddannelse bunder i forskellig intelligens. Det er et spørgsmål, jeg også får ved foredrag landet over – og som kræver et ordentligt svar.

Ifølge Lars Nielsen skyldes de sociale forskelle i karaktererne, at overklassen og den højere middelklasse er mere intelligente end arbejderklassen, og at intelligente mennesker oftere får kvikke børn. Der er således ikke brug for obligatoriske lektiecafeer, sådan som jeg argumenterer for i støtte til den nye folkeskolereform. Det er nemlig ikke forældrenes forskellige muligheder for at hjælpe med lektierne, som er årsagen til uligheden, men forskelle i intelligens, mener Lars Nielsen.

At børn af overklassen og den højere middelklasse skulle være så meget klogere, vil mange på venstrefløjen betragte som naivt og arrogant. Det vil da også kræve meget store intelligensforskelle, hvis dette skulle forklare, at underklassens børn i snit får 4,7, arbejderklassens 5,5 og den højere middelklasses 7,4. Heldigvis ved vi ganske meget om disse sammenhænge – mere lige om lidt.

Først en lille observation. Dagen før Lars Nielsens indlæg lød JP’s forside: »Studenter får smæk ved eksamen« (11/6). En ny analyse viser, at studenternes skriftlige karakterer falder med 0,7 point fra årskaraktererne til eksamensresultaterne. Hvorfor klarer gymnasieelever sig bedre i løbet af året? »Nogle henter opgaver fra Internettet, og andre får deres familie til at skrive dele af deres opgaver,« forklarer rektor Kirsten Jensen, Hvidovre Gymnasium. Familie som lektiehjælp er udbredt i dagens uddannelsessystem. At seniorkonsulenten hér har andre muligheder end rengøringsassistenten siger næsten sig selv.

 

Vi har imidlertid også mere systematisk viden om, hvordan intelligens og social baggrund spiller sammen. I en del år var det politisk ukorrekt at tale om den slags, men der findes et unikt materiale i en stor undersøgelse, som i 1968 intelligenstestede flere tusinde 14-årige.

Det hører med, at flere børn af højtuddannede end arbejderbørn havnede i den mest intelligente tredjedel. Dette kan efter behag tolkes som forskelle i arv/intelligens eller som forskelle i socialt miljø – test af 14-årige måler i høj grad tillærte færdigheder, som bunder i ens miljø. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at social ulighed senere i livet overtrumfede forskellene i intelligens:

I ”En generation blev voksen” undersøgte socialforskeren Erik Jørgen Hansen, hvordan det i 1992 var gået de unge fra 1968-testen. I den mest intelligente tredjedel var det næsten halvdelen af mændene, som havde en akademisk uddannelse, hvis deres far var i ”professionerne”, dvs. akademikere, lærere og andre med videregående uddannelse. Blandt børn af faglærte og ufaglærte var det derimod kun omkring en tiendedel. Andelen af akademikere blandt intelligente arbejderbørn var faktisk lavere end blandt deres middelmådige jævnaldrende, som voksede op i højtuddannede familier.

 

Intelligens er vigtig for vores individuelle livsbane – det er simpelthen bedre at være kvik end tung – men intelligens kan ikke forklare de store sociale forskelle i uddannelse. De bunder i undervisningsformer, som favoriserer de højtuddannede og deres børn, og de bunder i forældres vidt forskellige muligheder for at tage »ansvar for eget barns læring«. Faktorer, som folkeskolereformen gør noget ved – omsider.

21