Artikel i Ungdomsforskning nr. 3 / 2007

Af Lars Olsen

 

Da vi gjorde op med »den sorte skole«, troede vi at det førte større lighed i uddannelse. Det skete bare ikke, påpeger forfatteren Lars Olsen, der er aktuel med debatbogen »Den nye ulighed«. Vore dages uddannelsessystem er stadig indrettet efter de velstillede samfundsgrupper, bare på en anden måde end før.

Jeg hører til en af de sidste årgange, der gik i den gammeldags »sorte skole«. Da jeg begyndte i skole, stillede vi op på rækker i skolegården og gik klassevis op til lokalet. Vi rejste os pænt op, når læreren kom ind i klassen.

Den fysiske revselse af eleverne var godt nok afskaffet, men historielæreren brugte stadig pegepinden. Man kom op i et hjørne ved tavlen, vendte rumpen til og fik et par hastige svirp.

Jeg hører også til den første generation af danske elevrådsaktivister. Engang midt i 1960erne deltog jeg i det første elevrådsmøde nogensinde på min folkeskole. Siden sad jeg i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og var aktiv i den uddannelsespolitiske debat.

Jeg hører således til den generation, der fulgte efter studenteroprøret i 1968 og deltog i en bred ungdomsbevægelse. Jeg er ikke lige stolt af alle datidens excesser, men grundlæggende var oprøret godt og nødvendigt. Det banede vej for mere utvunge omgangsformer og et uddannelsessystem, som lagde anderledes vægt på deltagelse og medleven. Fremskridt, som borgerlige debattører og politikere »glemmer« i deres angreb på 68erne.

Til gengæld blev et andet af datidens mål aldrig gennemført: Større lighed i unges uddannelsesmuligheder. Dengang troede vi, at opgøret med »den sorte skole« også førte til større lighed. Vi antog, at en demokratisering af omgangsformerne også ville demokratisere adgangen til uddannelse. Sådan gik det bare ikke.

 

Stadig massiv ulighed

Hvorfor? Levestandarden er ellers flerdoblet siden 1960erne. Det brede lag af lønmodtagere bor ikke i små overbefolkede lejligheder, sådan som det stadig var almindeligt dengang, men har carport, udestue og trygge rammer om børnenes opvækst. Også Statens Uddannelsesstøtte har en helt anden størrelsesorden end i min ungdom.

Alligevel har den sociale ulighed i unges uddannelseschancer ikke rokket sig. De fleste har godt nok fået mere uddannelse, men forskellen på de ufaglærtes og akademikernes børn er ikke blevet mindre, snarere tværtimod.

Det fremgår blandt andet af en afhandling om chanceulighed i Danmark, som den unge sociolog Lars Benjaminsen færdiggjorde i 2006. Den viser, at de sociale forskelle i de unges uddannelseschancer blev udjævnet gennem det meste af 1900-tallet. I starten af århundredet var der en afgrundsdyb ulighed – børn af for eksempel akademikere og lærere levede i en helt anden verden end arbejdernes og bøndernes børn. Men årti for årti blev forskellen snævret ind.

Lars Benjaminsens undersøgelse viser imidlertid, at den sociale udligning gik i stå hos dem, der blev født i 1960erne – den generation, der voksede op i 1970erne og blev færdige i uddannelsessystemet i 1980erne. Og siden har chanceuligheden ikke rokket sig. Det er stadig de højtuddannedes børn, der har langt de bedste muligheder for at få en højere uddannelse. Og det er stadig de ufaglærtes børn, der har langt den største risiko for at blive ufaglærte.

Uligheden grundlægges allerede i skolen – ja, ofte før. Her på siderne bringes en tabel over karaktererne ved folkeskolens afgangsprøve (tabellen findes i bogen ”Den nye ulighed” s.81). Tallene viser en systematisk social ulighed, hvor forældrenes uddannelsesbaggrund slår benhårdt igennem i de unges karakterer. Et barn af en ufaglært opnår i dansk 7,6 i snit, et barn af en faglært 8,0, mens akademikernes børn får 9 eller mere. Det er frem for alt de højtuddannedes børn, der skiller sig ud ved at være usædvanlig gode til at honorere skolens forventninger og krav.

 

»Ansvar for eget barns læring«

I grunden ligger forklaringen lige for: Vi har fjernet mange af de økonomiske barrierer, der hindrede arbejderklassens kvikke børn i at tage en uddannelse. Men de kulturelle barrierer er der fortsat. Vore dages uddannelsessystem er stadig indrettet efter de velstillede samfundsgrupper, bare på en anden måde end før.

Moderne forældre er nærmest blevet konsulenter for deres børn. Læsere med større børn kan sikkert genkende situationen: Ens søn eller datter får en større projektopgave i skolen, og en hektisk proces starter i hjemmet. Hvor finder jeg oplysninger om Rifbjergs forfatterskab eller Paris´ forstæder? Hvordan får jeg hoved og hale på de mange tusinde hits på nettet?

Forældre er med til at brainstorme om, hvordan projektet gribes an. Undertiden hjælper de også med at finde materiale – hjemme i bogreolen eller på nettet og biblioteket. De læser udkast til opgaven og giver gode råd. Men forældre har vidt forskellige forudsætninger for at træde ind i denne rolle. Der er stor forskel på, om mor er akademiker eller sidder ved kassen i Netto.

»Ansvar for egen læring« betyder ikke bare, at der lægges større ansvar over på eleverne. Det betyder også, at forældrene får en større rolle – og dermed slår de sociale forskelle mellem forældrene hårdere igennem. Det er frem for alt forældre med længere uddannelse, som har forudsætninger for at påtage sig det, der rettelig burde hedde »ansvar for eget barns læring«.

 

Individualisering

Den sociale ulighed bliver forstærket, når de unge i ungdomsuddannelserne møder et individualiseret system med et hav af valg, mest markant på erhvervsuddannelserne. Her medførte den såkaldte Reform 2000, at de gamle stamklasser blev afløst af korte moduler, hvor man skifter kammerater hver 5.uge for at realisere sin helt personlige uddannelsesplan.

Reformen skulle gøre de unge ansvarlige og omstillingsparate, men resultatet er, at mange savner tætte venner og faste rammer og derfor falder fra. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er slet og ret eksploderet, siden reformen blev gennemført under daværende undervisningsminister Margrethe Vestager ®.

Endnu en ændring af erhvervsuddannelserne skal fra i år rette op på nogle af disse mangler. Det bliver nu muligt at lave strukturerede forløb for særlige elevgrupper, for eksempel såkaldt »svage unge«. Men lærerne, eleverne og mange af skolelederne er fortsat kritiske. De peger på, at erhvervsuddannelserne er blevet et virvar af indgange, niveauer og uddannelsesformer, og at opgøret med individualiseringen burde føres mere konsekvent igennem.

 

Akademisering

En anden kulturel barriere er de seneste tiårs »akademisering« af mange mellemlange videregående uddannelser. En proces, hvor fagets mere konkrete sider svækkes til fordel for bredere almene teorier.

For eksempel var der i sommeren 2006 en større debat om sygeplejeskeuddannelsen, foranlediget af en artikelserie i Politiken. Sygeplejeskeuddannelsen oplever et stort frafald, og ifølge en AKF-rapport er den væsentligste årsag, at mange studerende oplever uddannelsen som for teoretisk og med for lidt praktisk indhold. En ny sygeplejeskeuddannelse i 1999 styrkede almene teoretiske fag som videnskabsteori, sociologi, organisation m.v. Til gengæld oplever sygehusene, at nyuddannede sygeplejesker er usikre på basale praktiske opgaver som at skifte en bandage eller tage et blodtryk.

Sidste års debat førte til en revision af sygeplejeskeuddannelsen, men i virkeligheden er det blot toppen af isbjerget, Andre mellemlange uddannelser har nøjagtig de samme problemer. En nyuddannet lærer har eksempelvis kun 0,6 årsværk praktik på en skole, men 0,7 årsværk pædagogisk teori (didaktik, psykologi m.v.).

Resultatet er, at mange nyuddannede lærere er nærmest bange for at komme ud i et klasseværelse, fordi uddannelsen ikke i tilstrækkelig grad har forberedt dem på de mere praktiske sider af jobbet. Resultatet er også, at unge fra hjem med boglige traditioner har bedre chance for at tage uddannelsen – ikke fordi de er bedre lærere eller sygeplejesker, men fordi de lettere kan honorere de akademiske krav.

 

De velstilledes skole – bare på en anden måde

Uddannelsessystemet tager i høj grad udgangspunkt i den tredjedel af familierne, der har lange eller mellemlange boglige uddannelser. De har det fint med individualisering, frit valg, akademisering og »ansvar for egen læring«. Derimod er uddannelseskulturen stadig en fremmed verden for det store flertal, hvor forældrene ikke har længere boglig uddannelse og heller ikke bruger abstrakte teorier og begreber i hverdagen.

I min barndom var skolen en af det borgerlige samfunds solide institutioner. Udenadslære og disciplin var i højsædet – man skulle rette ind og kende sin plads. Hvis Kaj Holger, fabrikanten fra tv’s Krønike, havde ringet til min skoleinspektør, så havde de delt både normer og idealer.

Dét ændrede sig ved opgøret med »den sorte skole«. Omgangsformerne og undervisningen blev demokratiseret, men rent socialt er »nissen flyttet med«. I dag kan professordatteren ikke score billige point hos læreren ved pæne manerer og latinske verber, men ved »sociale kompetencer« og fine akademiske ord om perspektivering og diskursanalyse. De sociale koder stammer nu som før fra samfundets øvre lag.

De økonomiske barrierer for adgangen til uddannelse er godt nok mindre end for en generation siden, men de kulturelle barrierer er ikke blevet mindre, snarere tværtimod.

 

Fem-sjettedels-samfundet

Samtidig er der i stigende grad opstået en ny social barriere. Jeg har indtil nu lagt hovedvægten på én bestemt form for ulighed i uddannelse, nemlig skellet mellem de højtuddannede familier og det brede lag uden længere boglig uddannelse. Uddannelsessystemet præges imidlertid også af en anden ulighed blandt børn og unge:

Omkring en sjettedel af børnene vokser op med markant ringere livschancer end det store flertal. Socialforskningsinstituttet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har anvendt lidt forskellige kriterier, men billedet er det samme: Mellem 11 og 20 procent af børnene tilhører det, som socialforskerne kalder »risikogruppen«.

Familierne i »riskogruppen« er ikke bare kendetegnet ved, at forældrene gik tidligt ud af uddannelsessystemet. Også på anden vis oplever de en række belastninger, som giver mindre overskud og stabilitet – måske er forældrene på overførselsindkomst, måske bor far og mor ikke sammen. Det er hér, vi finder de marginaliserede dele af indvandrermiljøet. Og det er hér, vi finder rigtig mange enlige ufaglærte mødre med dansk baggrund.

Undersøgelserne viser, at børnene i disse familier har markant dårligere livschancer end deres jævnaldrende:

Som små har de større risiko for at have trivselsproblemer i børnehaven og skolen.

Som unge har de større risiko for at blive fjernet fra hjemmet eller omfattet af andre sociale foranstaltninger på grund af familieproblemer.

En særkørsel fra Danmarks Statistik, som jeg fik foretaget i forbindelse med »Den nye ulighed«, viser, at langt de fleste unge fra risikogruppen aldrig gennemfører en kompetencegivende uddannelse.

Kort sagt: Alt for mange havner i samme situation som deres forældre – uden uddannelse og uden stabilt fodfæste på arbejdsmarkedet. Trods årtiers velfærdsstat har vi ikke formået at bryde denne onde cirkel. Det er det, jeg i ”Den nye ulighed” kalder for fem-sjettedels-samfundet.

Et opgør med fem-sjettedels-samfundet handler om andet end uddannelse. Det er et socialpolitisk spørgsmål, hvordan der sikres mere solid opbakning til disse børn og familier. Og det er et boligpolitisk spørgsmål, hvordan samfundet undgår at de dårligt stillede klumpes sammen i sociale ghettoer på bolig- og skoleområdet.

Men det er også et uddannelsespolitisk spørgsmål. Hvis vi vil bryde den negative sociale arv, må vi træde op mod den sociale ulighed i uddannelse, der rammer bredere grupper af unge fra ikke-boglige miljøer. Det vil samtidig lette vejen for de unge fra den dårligt stillede sjettedel.

Populært sagt: Brian og Mustafa får lettere ved at gennemføre en uddannelse, hvis systemet ikke bare bygger på den højere middelklasses kultur og livsformer. Afstanden fra deres verden til uddannelsesverdenen bliver slet og ret mindre.

Samtidig er det vigtigt med en tidligere indsats overfor dem, der klarer sig dårligt i skolen. Al for ofte er fagligt svage elever blevet mødt med en tilbagelænet holdning om, at »det går jo nok«. Den før nævnte særkørsel fra Danmarks Statistik viser, at der hér er en massiv social slagside. 19 procent af eleverne med socialt svag hjemmebaggrund går end ikke op til folkeskolens afgangsprøve, blandt unge i veluddannede parfamilier er det kun 3 procent!

Folkeskolens afgangsprøve er nu blevet obligatorisk, men tallene viser, at skolen står med en massiv udfordring med de unge i bunden af systemet.

Hér kan de seneste års fokus på faglighed i skolen vise sig at være en fordel. Fremover vil lærerne i højere grad være nødt til at forholde sig til disse børn og tilrettelægge en målrettet indsats allerede i de små klasser.

 

Brug for ny debat

Ulighed i uddannelse var et vigtigt tema i 1960ernes og 1970ernes politiske debat, men siden gik det i glemmebogen. I de kommende år må vi tage tråden op igen. Et bredt flertal i Folketinget er enig om to vidtgående politiske målsætninger: 1) At 95 procent af alle unge i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og 2) at mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse.

Hvis disse mål skal realiseres, må uligheden igen på dagsordenen. Det er frem for alt unge fra ikke-boglige miljøer, der ikke når langt nok i uddannelsessystemet. Og det er frem for alt unge fra »risikogruppen«, som aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse.

»Uddannelse til alle« betyder, at vi igen skal have gang i den sociale udligning og mobilitet, der kendetegnede Danmark i det meste af 1900-tallet – en proces, hvor næste generation nåede et nøk eller to længere end deres forældre. Dette drejer sig som nævnt ikke kun om uddannelsespolitik, men for eksempel også om socialpolitik og boligpolitik. Men i forhold til uddannelsessystemet rejser det to spørgsmål:

·        Kan lærere, pædagoger og andre i højere grad kompensere for den sociale ulighed mellem familierne? For eksempel gennem lektiecafeer, helhedsskoler og mere målrettet læring i daginstitutionerne. Jo mere der håndteres i fællesskab, desto mindre vil de sociale forskelle mellem familierne slå igennem.

·        Kan uddannelsessystemets struktur og kultur i højere grad tage udgangspunkt i de to tredjedele af familierne, der ikke har længere boglig uddannelse? Det drejer sig blandt andet om balancen mellem individ og fællesskab og mellem teori og praksis (praktikperioder, konkrete projekter m.v.).

De seneste årtier har mindsket mange af de økonomiske barrierer, der hindrer lige chancer – nu må vi tage fat på de sociale og kulturelle barrierer.
Lars Olsen er journalist og forfatter. Han er aktuel med bogen »Den nye ulighed« og har tidligere skrevet »Det delte Danmark«.

 

 

 

Referencer:

Særkørsel fra Danmarks Statistik, udført i forbindelse med Lars Olsen: »Den nye ulighed«, Gyldendal 2007.

Lars Benjaminsen: »Chanceulighed i Danmark i det 20.århundrede«, afhandling på Sociologisk Institut 2006.

Torben Pilegaard Jensen m.fl.: »Sygeplejeskeuddannelsen – de studerendes vurdering og frafald,« AKF 2006.

Niels Ploug: »Social arv. Sammenfatning 2005«, Socialforskningsinstituttet.