Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 1.1.2018

Af Lars Olsen

 

Jeg følger nøje krisen i Catalonien. Som ung rejste jeg meget i Spanien – både som politisk engageret turist og journalist. Jeg talte med mange spaniere og lærte en masse om landets dramatiske historie. En historie, der kaster lange skygger over det aktuelle opgør i Catalonien.

Vi har i det fredelige Danmark svært ved at forstå rækkevidden i de 40 års drama, der gik forud for Francos død i 1975. En sommerdag sidst i 1970’erne vandrede jeg i Asturiens bjerge med en ældre mand. Som ung havde han under borgerkrigen kæmpet for Republikken. Pludselig bukkede han sig og samlede noget op fra jorden: »En souvenir fra den spanske borgerkrig.« Han rakte mig et patronhylster.

I Barcelona skulle vi på værtshus med en ven, men han vendte om i døren. »Vi finder et andet sted,« sagde han og pegede på en skægget mand ved baren: »Det er en af fascisternes tortureksperter. Han har torteret en af mine bedste venner«.

Spanien har aldrig gjort op med sin fascistiske fortid. National forsoning var prisen for den fredelige overgang til demokrati. Forsoningen blev især gennemført af venstrefløjen og demokratiske borgerlige, anført af daværende premierminister Adolfo Suárez. Derimod skabte resterne af det gamle regime deres eget parti, AP, ledet af Franco-ministeren Fraga Iribarne. Her drømte de om gode gamle dage med »spansk enhed« og strakt højrearm. AP blev siden til Partido Popular og leder i dag den spanske regering. Premierminister Mariano Rajoy var ung, da Franco døde, men fortidens ideologiske arvegods hviler stadig tungt over baglandet.

Rajoy er i årevis veget udenom dét, der kan bremse de urealistiske drømme om en catalansk stat: Forhandling og større catalansk selvstyre indenfor et føderalt Spanien. Rajoy og hans bagland fik »Spaniens enhed« ind med modermælken og kompromis er ikke del af deres politiske dna. Heldigvis er borgerlige og nationale spaniere ved at samles om det nye Ciudadanos, der ikke er belastet af den fascistiske fortid og Rajoys mange korruptionsskandaler.

 

Sceneskift: De tre separatistiske partier vandt den 22.december flertal i Cataloniens parlament, men det skete med kun 47,6 pct. af stemmerne. At dette ikke er tilstrækkeligt til at oprette en ny stat, siger sig selv. Ikke desto mindre er 47,6 pct. meget i lyset af det massive spanske pres.

Som millioner af andre blev jeg dybt berørt af tv-billederne den 9.november. Catalonien havde folkeafstemning om selvstændighed og blev mødt af centralmagtens politi, der mere optrådte som voldsbøller i uniform end som ordensmagt. Det er den slags, der minder catalanere om den al for nære fortid, radikaliserer stemningen – og lægger gift for enhver forsoning. Francos skygger hviler ikke alene tungt over dele af højrefløjen, men også over sikkerhedsapparatet.

Indholdsmæssigt ligger løsningen lige for: Forhandlinger og kompromis – sådan som røster på begge sider plæderer for. De tre catalanske løsrivelsespartier er åbenlyst uenige. Det socialdemokratisk-orienterede ERC, der deltog i Folkefronten under borgerkrigen og i dag har 21 pct. af stemmerne, går ind for en forhandlet løsning; derimod er de to andre partier mere uforsonlige. Også i Madrid findes stærke moderate partier, der taler for ændring af forfatningen og større regional autonomi.

Realpolitisk er det sværere. Rajoy og de ekstreme dele af separatisterne låser hinanden fast i en konfrontationslogik. Desværre: Konfrontationer har deres egen destruktive dynamik, så længe de uforsonlige sidder med serveretten.