Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 29.9.2016

Af Lars Olsen

 

Folketingsvalget i 2015 var et mere dramatisk opbrud, end vi tit gør os klart. 38 pct. stemte på et andet parti end sidst – det højeste siden 1973, hvor Glistrup kom i Folketinget. Opbruddet har flere årsager, men »udkantsoprøret« flyttede en del stemmer. Det konkluderer en ny analyse, Fra krisevalg til jordskredsvalg, fra Aalborg Universitet.

Godt 17 pct. af danskerne oplever, at det går tilbage i deres del af landet. Hos dem lukkes særlig mange offentlige institutioner – skoler, posthuse, politistationer m.v. Og dét flytter stemmer. Dansk Folkeparti havde stor fremgang blandt disse vælgere, det samme havde – mere overraskende – Enhedslisten.

Derimod gik Venstre stærkt tilbage blandt udkantsvælgerne. Det kan også overraske. Partiet lancerede midt i valgkampen planen om udflytning af statslige arbejdspladser, men det var især Dansk Folkeparti, der scorede gevinsten på debatten.

»Ligesom arbejderne ofte har været skuffet over Socialdemokratiets politik i det sidste årti, synes yderområderne at være blevet mere fremmedgjort i forhold til Venstre. I begge tilfælde synes Dansk Folkeparti at have profiteret på udviklingen – men det er værd at bemærke, at også Enhedslisten synes at have øget sin appel i udkanten«, konkluderer professor Jørgen Goul Andersen.

Historisk var Venstre provinsens parti, med solid forankring i landbokulturen og de mindre byer. Forholdet til det traditionelle bagland kom imidlertid i krise, da Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister i 00erne gennemførte omfattende centralistiske reformer (kommuner, politi, sygehuse m.v.).

Forskerne peger på, at Løkke fra 2010 tillige slog ind på en liberalistisk krisepolitik. I dag er Venstre ikke længere Anders Fogh Rasmussens brede folkeparti; Løkke & Co. står stærkt blandt de få tilbageværende landmænd, men den afgørende base er i storbyernes højere middelklasse. Noget, der i endnu højere grad kendetegner Radikale, Konservative og Liberal Alliance.

 

Løkke-regeringen har profileret sig stærkt på spørgsmålet om et Danmark i balance. Statslige arbejdspladser er flyttet ud trods protester fra Djøf & Co. Regeringen har også sikret billigere færgebilletter til de mindre øsamfund.

Spørgsmålet er, om billedet holder for en nærmere granskning? V-borgmestre i yderområder kritiserer, at der nu skal bruges flere milliarder på lavere topskat. I mange provinskommuner er det kun få procent, der betaler topskat – de store vindere er borgere i København og Nordsjælland. »Jeg tror ikke, at vi på Læsø skaber flere arbejdspladser ved at sænke topskatten,« sagde V-borgmester Tobias Birch Johansen for nylig til JP.

Hovedstaden var også de store vindere, da »blå blok« delte gaver ud ved sidste års finanslovsforlig. Fastfrysning af grundskyld og lavere afgift på store biler gavner især Løkkes nye kernevælgere i storbyernes højere middelklasse. Samtidig rammes »udkanten« hårdt af kontanthjælpsloftet, der træder i kraft i disse dage. Kommuner i Syd- og Vestsjælland og dele af Sønderjylland huser rigtig mange berørte familier.

 

Vælgerne er bevidste om den slags. Den nye vælgeranalyse dementerer myten om, at politik ikke længere handler om sociale klasser. Danmark har således tre arbejderpartier: Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten. Derimod stemmer folk udenfor arbejdsmarkedet – sygemeldte, kontanthjælpsmodtagere m.v. – især imod det etablerede; de foretrækker Dansk Folkeparti og venstrefløjen, ikke mindst Enhedslisten.

De sociale og geografiske skel er tydelige – også når vi sætter vores kryds.