Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.4.2016

Af Lars Olsen

 

Bliver man et dannet og bedre menneske af at læse Klaus Rifbjerg? Spørgsmålet står centralt i den debat, der i disse uger deler vandene – ikke mindst i fagbevægelsen og »rød« blok.

»Efter min opfattelse kan et samfund ikke blive overuddannet,« siger den radikale nestor, Marianne Jelved, til Ugebrevet A4. Ifølge Jelved er det ikke et problem, at folk tager to, tre eller flere uddannelser. Det er heller ikke et problem, at mange går i gymnasiet uden at læse videre. En studentereksamen giver nemlig »en bredere horisont«.

Interviewet er spøjs læsning for faglærte og ufaglærte. De Radikale er stålsatte tilhængere af dagpenge- og efterlønsreformerne. 50-årige tømrere og sosu-assistenter skal arbejde til de er 68. Hér hjælper ingen kære mor; men når det gælder den højere middelklasses skatteyderbetalte uddannelser, er Jelved & Co. anderledes generøse.

Jelveds udtalelser har brod mod regeringen, som vil have karakterkrav til de gymnasiale uddannelser. Samtidig er det et svirp med håndtasken til fagbevægelsen, der advarer imod »overuddannelse« af akademikere.

I en kronik i Berlingske pegede formændene Claus Jensen (Metal) og Kim Simonsen (HK) på, at 30 pct. af en årgang er på vej til en akademisk uddannelse, og at der slet ikke er brug for så mange. Fagbevægelsen vil prioritere om. Voksen- og efteruddannelse skal spille en større rolle, mens vi skal »dimensionere de lange videregående uddannelser i en helt anden skala, end vi gør i dag« – altså langt kraftigere adgangsbegrænsning.

Et andet forslag kom fra Simon Tøgern, der er formand for HK/Privat. Han skitserede i Politiken en omprioritering af SU: En ny voksen-SU skal efter 10-15 år på arbejdsmarkedet give ret til uddannelse med 125 pct. dagpenge. Finansieringen skal ske ved, at SU på de sidste år af akademiske uddannelser omdannes til statslån.

Svaret fra akademikerorganisationerne kom torsdag i JP. De peger på, at antallet af akademikere er steget de sidste 20 år, og at beskæftigelsen stadig er fin. De historiske tal er imidlertid uinteressante. Danmark er i disse år i gang med et langt større eksperiment, end de fleste er klar over:

I løbet af en kort årrække stiger andelen af unge med en akademisk uddannelse fra godt 15 pct. til op mod 30 pct. Når der tages højde herfor, er prognoserne entydige: Vi får i 2030 omkring 55.000 overflødige akademikere. Og det koster kassen!

 

Der er således stærke argumenter for at flytte midler fra det akademiske til uddannelse midt i livet: Det bliver mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse og siden bygge ovenpå. Vi undgår »overuddannelse«, når uddannelse sker i takt med behovene – og vi får ifølge undersøgelser mere social mobilitet.

Indtil videre står LO-fagbevægelsen alene med kravet om massiv omprioritering. Regeringen vil hæve niveauet på de boglige uddannelser, men skærer i voksen- og efteruddannelse. De »røde« partier har kastet sig ud i et forsvar for fri adgang til gymnasiet og er ellers påfaldende tavse.

Nogle »røde« politikere mener som Jelved, at enhver form for boglig uddannelse gør én til et dannet og bedre menneske. Andre socialdemokrater og SF’ere er enige med fagbevægelsen, men vil ikke lægge sig ud med magtfulde vælgergrupper blandt studerende og yngre akademikere.

Den boglige tsunami blandt de unge er svær at stoppe. Ansvaret ligger hos både blå og røde regeringer, der i årtier bekendte sig til tågede forestillinger om »videnssamfundet« og nedgjorde praktisk arbejde og uddannelse. Regningen betales af de mange, som ikke får del i uddannelsesmilliarderne.