Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.10.2013

Af Lars Olsen

 

Få af de seneste begivenheder har udløst så mange kommentarer som Metal-formand Claus Jensens gæsteoptræden på Venstres landsmøde. Med god grund – talen var ladet med politisk symbolik. De færreste bemærkede imidlertid et realpolitisk intermezzo, som kan varsle nye prioriteringer i uddannelsespolitikken.

I talen slog Claus Jensen til lyd for, at faglærte efter en del år på arbejdsmarkedet får ret til to års videreuddannelse på dagpenge: »De voksne skal også have en chance for mere uddannelse. Smeden, mekanikeren og teleteknikeren har betalt og ydet deres – dag ud og dag ind. En dag vil de bygge videre på deres uddannelse, men det skridt er næsten umuligt i dag. For daginstitutionen, billånet og realkreditten betaler ikke sig selv, når man som 35-årig skal på SU. Så vælger man uddannelse fra,« påpegede Claus Jensen.

Lars Løkke Rasmussen tog påfaldende positivt imod forslaget, da journalister efter talen spurgte til dét. Venstre-formanden sagde, at der ikke »umiddelbart« var mulighed for at finansiere forslaget, men at det er noget, man vil diskutere videre:

»Nogle starter tilværelsen med en meget lang uddannelse og en pæn stor indkomst efterfølgende. Andre går direkte fra skolen og ud i beskæftigelse med en kort uddannelse i rygsækken, og de passer sig og sine. De får måske mulighed for at opkvalificere sig efterfølgende. Det er spændende at diskutere, det er måske først og fremmest en likviditetsudfordring,« sagde Løkke med henvisning til, at faglærte med videreuddannelse siden hen får en højere løn.

 

Lad mig hér skitsere et forslag til fri afbenyttelse for Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og andre, der aspirerer til titlen som »Danmarks arbejderparti«. Ideen står også til rådighed for Socialdemokraterne, hvis de kan løsrive sig fra De Radikales uddannelsespolitiske spændetrøje:

Virkeligheden er, at der i disse år bruges rigtig mange ekstra penge på mere uddannelse. Der er rig mulighed for nye prioriteringer, som kan betale Metals forslag. Ifølge regeringen skal 25 pct. af en ungdomsårgang tage en lang akademisk uddannelse – i dag er det kun 12-13 pct. af de unge midt i 20’erne. Det er en samfundsforandring af historisk rækkevidde.

Det akademiske fokus koster milliarder ekstra til universiteter, SU, gymnasier etc., men realiteten er, at der næppe er brug for så mange. Allerede i dag arbejder hver femte akademiker i job, der slet ikke kræver så lang uddannelse – de er for eksempel sekretærer eller folkeskolelærere. Nye uddannelsesmuligheder for faglærte og ufaglærte kan snildt finansieres, hvis politikerne bare skar toppen af det akademiske elfenbenstårn.

En anden prioritering af uddannelsesmilliarderne vil ikke kun gavne dem, der får en ny chance midt i livet. Det gør også erhvervsuddannelserne mere attraktive, hvis der kan bygges ovenpå – ikke bare formelt, men også reelt. Og nok så vigtigt: Det bringer uddannelserne tættere på det praktiske liv. Lærerne ville være tvunget til mere virkelighedsnære undervisningsformer, når de studerende ikke var 20-årige gymnasieelever, men 30-50-årige med masser af livserfaring.

 

Regeringen har i stigende grad gjort uddannelse til sit politiske projekt. »Vi skal skabe den bedst uddannede generation nogensinde,« siger ministrene. Hvorfor dette snævre fokus på de unge? Hvorfor ikke »den bedst uddannede befolkning«? Det siges, at vi skal være bedre uddannede, fordi vi skal omstille os og lære nyt hele livet igennem. Så indret dog systemerne derefter. Hvorfor skal det hele hældes på i de unge år?