Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 10.4.2017

Af Lars Olsen

 

Et folkeligt opbrud skyller over den vestlige verden. Ved valg efter valg vender befolkningen ryggen til de etablerede – herhjemme er mistilliden til politikerne den største i årtier. Hvorfor? Forklaringerne stritter i alle retninger, men valgforskerne giver os stadig mere præcis viden.

Mistilliden til politikerne kortlægges af Johannes Andersen i den nye ”Oprør fra Udkanten. Folketingsvalget 2015”. Den vigtigste årsag til politisk mistillid er oplevelsen af, at velfærden i samfundet skrider. Det flugter med tidligere analyser, som viser udbredt folkelig skepsis overfor reformer af dagpenge, efterløn, sygedagpenge m.v.

Den nye bog analyserer også 30-59-årige med indkomster under 200.000 kroner – typisk folk på overførselsindkomst eller i lavtlønsjob. Det er dem, der hårdest mærker de stadig større huller i det sociale sikkerhedsnet. Og lavindkomsterne svarer igen. 34 pct. stemmer DF og 36 pct. på Enhedslisten, Alternativet og SF – en ordentlig begmand til de »ansvarlige« midterpartier.

Et par andre pointer fra valgforskernes nye bog: Lars Løkke Rasmussens fryns og luksusrejser kostede ikke kun Venstre op til 180.000 stemmer, men er også en selvstændig kilde til politikerlede. Lidet overraskende viser analyserne, at de »røde« vælgere har større politisk mistillid, når de »blå« er ved magten (og omvendt); Løkkes skandaler får imidlertid også mistilliden til at brede sig blandt de borgerlige vælgere, hvor mange i 2015 gik fra V til DF.

Nok så bemærkelsesværdigt: Skepsis overfor indvandringen er ikke længere en signifikant forklaring på politisk mistillid. Indvandringens skyggesider gjorde for 15-20 år siden DF til et stort parti, men siden har både Venstre og Socialdemokratiet overtaget den stramme indvandringspolitik. Udlændinge flytter stemmer fra rød til blå blok, sådan som JP beskrev i sidste uge; men indvandringspolitikken skaber ikke tidligere tiders kløft mellem politikere og vælgere.

Dét tjener de danske politikere til ære. Mens migrantkrisen ryster de politiske systemer i Sverige og Tyskland, er det herhjemme blevet et emne på linje med økonomi eller velfærd. Og dermed åbnes for nye brudflader.

 

Valg og politisk mistillid kortlægges også i ”Fra krisevalg til jordskredsvalg”, der udkom sidste år. Her påviser Jørgen Goul Andersen, at politikerleden er tæt knyttet til voksende utryghed i det danske samfund. Mistilliden hænger også sammen med en udbredt »reformskepsis«. Mange tvivler på, at reformer af dagpenge m.v. giver bedre velfærd, sådan som økonomer og politikere postulerer.

Konklusionen bekræftes af den nye bog, hvor ringere velfærd som nævnt er den vigtigste årsag til politikerlede. Konklusionen bekræftes også af, at det store dyk i tilliden til politikerne startede i 2010, da krisen kom til Danmark og Christiansborg vedtog den omdiskuterede dagpengereform.

Siden fulgte velfærdsforringelser og andre »reformer«, der ændrede mange menneskers hverdag og skabte en utryghed, vi ikke tidligere kendte i det danske samfund. Konsekvensen er en kløft mellem folkelige lag og den definerende elite af økonomer, politikere og mediefolk.

 

Debatten om politikerlede byder på al godt fra havet. Mediefolk og politikere, der selv er inde i Christiansborg-boblen, peger typisk på politiske processer – i sidste uge fik en politisk redaktør gjort aflyste ministerstorme til forklaringen. Forskernes ubekvemme sandhed har svært ved at trænge gennem de tykke mure: Mistillid til politikerne bunder først og fremmest i den førte politik.