Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 11.3.2013

Af Lars Olsen

 

Sidste mandag holdt jeg foredrag på Ringkøbing Bibliotek og diskuterede »klassesamfundet 2.0« med lokale politikere. I dagens anledning havde jeg på www.klassesamfund.dk fundet tallene for de sociale klasser i Ringkøbing-Skjern Kommune. Jeg havde også tallene for Københavns Kommune – og to helt forskellige billeder trådte frem.

I Ringkøbing-Skjern ligger det sociale tyngdepunkt i samfundets brede midte. Langt størstedelen er arbejderklasse eller almindelig middelklasse – måske mindre selvstændige, måske lærere, pædagoger el.lign. I København er der langt flere i samfundspyramidens yderpunkter. Andelen på langvarig overførselsindkomst er over dobbelt så høj som i Ringkøbing, men der er også mere end tre gange så mange i overklassen og den højere middelklasse – folk med ledende positioner eller lange akademiske uddannelser.

Debatten på Ringkøbing Bibliotek kredsede omkring meget af det samme som andre steder, for eksempel hvordan folkeskolen får alle med. Men der var også stor interesse for centraliseringen af politi, sygehuse og andre offentlige institutioner, som rammer hårdt i yderområderne. En centralisering, der nok så meget designes af hovedstadens overklasse og højere middelklasse.

De helt forskellige sociale billeder i Ringkøbing-Skjern og København er langt fra enkeltstående. I toget på vej til Jylland læste jeg en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: »Markant højere ulighed på Sjælland end i Jylland«. Uligheden er vokset kraftigt i det danske samfund, men det går særlig hurtigt på Sjælland. I 1985 var indkomstforskellen på Sjælland og sydhavsøerne kun en anelse højere end i Fyn og Jylland – i dag er den markant større.

Der er også langt større forskel på kommunerne på Sjælland end i Jylland. I den rigeste jyske kommune (Skanderborg) tjener folk i snit 1,2 gange af den fattigste (Morsø), men i den rigeste sjællandske kommune (Gentofte) er gennemsnitsindkomsten mere end dobbelt så høj som i den fattigste (Lolland). Der er selvfølgelig velhavende jyske kvarterer som Risskov i Aarhus og Bredballe i Vejle, men mellem større enheder som kommuner er forskellene beskedne.

Hvorfor dette voksende skel mellem landsdelene? Den stigende ulighed i Danmark skyldes først og fremmest, at overklassen og dele af den højere middelklasse stikker af fra resten. Samtidig er disse grupper mere end før koncentreret i hovedstadens attraktive kvarterer. Hér er en helt anden social virkelighed end i Ishøj – eller på Vestsjælland og Lolland.

Med til billedet hører også, at produktions-Danmark er rykket vestpå. I 1985 lå ni af de ti mest udprægede arbejderkommuner omkring hovedstaden, i dag er syv af de ti i Jylland. Resultatet er mindre social polarisering i det jyske. Det er lettere for folk uden lange uddannelser at finde et godt job, og færre havner på langvarig overførselsindkomst.

Måske er der også en kulturforskel. Normer om at passe sit og gøre sig umage står formentlig stærkere i Jylland – især udenfor storbyerne. Tallene viser, at den sociale mobilitet er usædvanlig høj i Vest- og Nordjylland, hvor de fleste unge tager en uddannelse, og mange unge fra arbejderklassen læser videre.

 

I forhold til andre lande har vi i Skandinavien historisk set haft nogle kvaliteter, som flertallet af os sætter pris på: Mindre sociale forskelle, blandede boligkvarterer og skoler, lav magtdistance, relativ høj social mobilitet. Men vi er med stor hast på vej den forkerte vej, med polariseringen af hovedstaden og Sjælland som frontløber. Det klassiske Danmark findes – i Jylland.