Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.12.2016

Af Lars Olsen

 

Så skete det igen. Et massivt flertal af italienerne stemte nej til at ændre forfatningen. Premierminister Matteo Renzi er på vej ud, og krisen kan brede sig til resten af eurozonen. Økonomer skæver nervøst til de gældsramte italienske banker; politiske iagttagere frygter, at de EU-skeptiske populistiske bevægelser, Femstjernebevægelsen og Lega Nord, vinder næste valg.

Italienernes no udløste bekymring i Bruxelles og Berlin: »Jeg er ked af, at folkeafstemningen ikke er endt som premierministeren ønskede, for jeg har altid støttet hans reformpolitik,« sagde forbundskansler Angela Merkel efter folkeafstemningen.

Merkels støtte til Renzi er som rebets støtte til den hængte. I to et halvt år har Matteo Renzi tryglet EU om at sætte mere gang i europæisk økonomi. Reformer af arbejdsmarked og pensionssystemer er ulige lettere, hvis der er fremgang og nye job – det viser erfaringerne fra 1990ernes danske Nyrup-regeringer. Pointen blev igen og igen fremhævet af Renzi, men Merkel sagde nein.

EU følger en ensidig sparekurs – uanset de sociale og politiske konsekvenser, Det er en større katastrofe for Sydeuropa, end vi gør os klart herhjemme. Mere end hver fjerde unge italiener er uden job. Læg dertil omfattende indvandring som følge af EU’s porøse ydre grænser. Den stigende italienske EU-skepsis har desværre gode grunde.

Udenrigspolitiske eksperter roser Merkel. Hun er »stabilitetens anker« i Europa, siges det. Det er set fra elfenbenstårnet. Kombinationen af kortsigtet sparepolitik og urealistisk flygtningepolitik risikerer at bringe populistiske kræfter til magten i EU’s tredjestørste økonomi.

 

Sceneskift: Den europæiske elites kortsynede politik er især tydelig i et historisk perspektiv. Da Europa var på hælene efter 2.verdenskrig, tænkte USA på sine langsigtede interesser. Marshallplanen hjalp Europa på fode.

Washington frygtede, at en forarmet arbejderklasse ellers skabte store kommunistpartier som i Italien og Frankrig, og at Vesteuropa kunne falde som dominobrikker. De europæiske eliter delte frygten, og vi fik velfærdsstaterne og årtiers økonomisk fremgang. Borgerlige kommentatorer kaldte det »kommunistforsikringen«.

I dag er kommunismen kollapset, og de socialdemokratiske arbejderbevægelser er svagere. Erhvervsbosser og højrevendte politikere tager ikke fortidens sociale hensyn. Den økonomiske krise førte ikke kun til snæver sparekurs i EU, men også til en mere skæv politik i de enkelte lande: nedskæringer, øget utryghed og større skel i samfundet. Kommunistforsikringen er opsagt.

I demokratier har den brede befolkning imidlertid et vigtigt magtmiddel: stemmeretten. Den bruges i stigende grad imod den etablerede orden. Når den sociale stabilitet svækkes, så rystes også den politiske stabilitet. Hvor svært kan det være?

 

Udenrigsminister Anders Samuelsen sagde i tirsdags, at han vil stoppe populismen med en »positiv dagsorden« om globaliseringens fordele. Drop det. Valgundersøgelserne viser, at det politiske opbrud, med fremgang for Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten, i høj grad bunder i folks hverdagsliv: Øget folkelig utryghed, skepsis overfor politikernes »reformer«, skel mellem storby og yderområder… Faktorer, der også kendes fra opbruddet i andre lande.

Anders Samuelsen og andre i Audi-klassen kan docere fra nu af til Dommedag – til ingen verdens nytte. Kig dog kritisk på jeres egen politik og tag hensyn til samfundets underprivilegerede. Eliterne må tegne en populistforsikring – som kommunistforsikringen under den kolde krig.