Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 2.5.2011
Af Lars Olsen
Min bedre halvdel og jeg besøgte for nylig de to gamle romerske ruinbyer Pompeji og Herculaneum. Især Herculaneum er et fantastisk monument over den højtudviklede romerske kultur. Byen blev – ligesom Pompeji – begravet ved det dramatiske vulkanudbrud i år 79, men meget er gravet ud igen. Huse i flere etager, forfinede vandrør og store badeanlæg vidner om romernes unikke færdigheder og organisationstalent.
På mange områder skal vi over tusinde år op i historien, før Europa igen kommer på niveau med romerne. Roms undergang markerede et tilbageslag af historiske dimensioner, og jeg tænkte en del over hvorfor. Hvad bragte denne højtudviklede samfundsformation til fald?
Hjemme i bogreolen fiskede jeg Hartvig Frisch ”Europas Kulturhistorie”, udgivet i 1928 og genudgivet i 1962. Hartvig Frisch var fremtrædende folketingsmedlem i Staunings socialdemokrati og siden undervisningsminister, men også dr.phil. og professor i klassisk filologi. Han er således en habil kilde til Roms undergang.
Set med nutidens øjne er ”Europas Kulturhistorie” foruroligende læsning; der er nemlig flere lighedspunkter mellem Roms undergang og dagens Danmark:
Roms styrke og fremgang havde oprindelig rødder i et praktisk orienteret bondesamfund. Kernen i de sagnomspundne legioner var frie bønder, der i krigstid kæmpede for republikken, men i fredstid passede gården. Den romerske kultur var ikke som grækerne præget af høj dannelse, men af et vågent blik for det tekniske og »en storhed i praktisk organisation« – som Frisch udtrykker det.
Med imperiet og ophobningen af rigdom går denne kultur gradvis i opløsning. Der opstår langt dybere klasseskel: »Til den mægtige ydre ekspansion svarede indadtil en forøget social elendighed. Den frie romerske bondestand (…) svandt ind, og den frie håndværkerstand blev konkurreret ud af slaverne og proletariseret, hvorimod senatorer og riddere samlede store kapitaler«, skriver Frisch.
Samtidig bliver legionerne til en professionel hær, der rekrutteres fra byalmuen. Opbakningen fra denne store og let bevægelige »lazaronbefolkning« er afgørende for de nye magthavere, kejserne. Med Frisch ord: »Billige kornpriser, gratis forlystelser, imponerende optog, vældige offentlige bygninger, vandledninger, bade og direkte pengegaver, det var prisen for folkets tilfredshed«.
I sidste ende havner Rom i en voldsom finanskrise som følge af presset fra toppen og bunden i samfundet. Det stærke centralstyre – med kejserens hof, embedsmænd og stående hær – er nødvendigt for at holde sammen på det gigantiske imperium. Det er imidlertid også utrolig dyrt. Hertil kommer det offentlige underhold af byalmuen, som i stigende grad udgør »en økonomisk dødvægt«. Konsekvensen er et finansielt sammenbrud, imperiets spaltning i øst og vest – og i sidste ende dets undergang, presset af folkevandringerne.
Den nyere Danmarkshistorie har flere lighedstræk. Også vi har rødder i en praktisk og pragmatisk kultur, båret af samfundets brede midte – andelsmejerier, foretagsomme iværksættere, en ansvarlig arbejderbevægelse… Ikke de store armbevægelser, snarere lidt jantelov, men et af de rigeste og mindst ulige samfund i verden.
Danmark oplever imidlertid også det dobbelte pres fra bunden og toppen. I den ene ende et nyt lag af marginaliserede, præget af destruktive subkulturer, der – som i Rom – udgør en økonomisk dødvægt. I den anden ende stadig mere uproduktive eliter, bare tænk på ord som finansmarked, Amagerbank og djøfisering. Kejseren og hoffet har sin pris, det samme har almuens brød og skuespil.
