Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 7.6.2013

Af Lars Olsen

 

Finansministeren undsiges af de fremtrædende socialdemokrater, der forbindes allermest med økonomisk ansvarlighed. Forgængerne var anderledes forankret i arbejderbevægelsen udenfor Christiansborg.

»Den nødvendige politik«.

Sådan karakteriserer finansminister Bjarne Corydon den økonomiske politik, der gang på gang skaber ravage i forhold til fagbevægelsen og det »røde« bagland. Men billedet af nødvendighed bliver stadig mere flosset. Corydons linje bliver undsagt af netop de socialdemokrater, som i offentligheden forbindes allermest med økonomisk troværdighed.

Onsdag var det Poul Nyrup Rasmussen. Finanspolitikken skal lempes, så der skabes langt flere arbejdspladser, sagde den fhv. statsminister til Jyllands-Posten. I sidste uge kom den samme opfordring fra Knud Heinesen, som beklædte centrale ministerposter i 1970erne og 1980erne. Det var finansminister Knud Heinesen, der i 1979 udtalte den berømte advarsel om, at dansk økonomi har »kurs mod afgrunden«.

Heinesen: Skab job

Nu opfordrer Knud Heinesen ikke kun SRSF-regeringen til at skabe flere arbejdspladser. Han kritiserer også, at Danmark er imod en finansskat i EU:

»Regeringstoppens mildt sagt negative holdning til forslagene om en skat på finansielle transaktioner på et tidspunkt, hvor alle øvrige socialdemokratier i EU støttede en undersøgelse heraf, øgede ikke tilliden til linjen i regeringens økonomiske politik«, skrev Knud Heinesen i lørdags i et indlæg i Politiken.

Tidligere er regeringen blevet kritiseret af fhv. finansminister Mogens Lykketoft. Han stod – sammen med Nyrup – i spidsen for 1990ernes genopretning af dansk økonomi. I deres tiår kom langt flere i arbejde, statsunderskuddet blev bragt under kontrol, og folk fra hele Europa valfartede hertil for at studere »det danske jobmirakel«. Baggrunden var en økonomisk politik, hvor reformer spillede sammen med langt kraftigere jobskabelse end under den nuværende regering.

Anden politikertype

Heinesen, Nyrup og Lykketoft repræsenterer da også en anden politikertype end Corydon og Helle Thorning-Schmidt. De var i mange år dybt forankret i arbejderbevægelsen udenfor Christiansborg, før de overtog det politiske ansvar som ministre. Nyrup var cheføkonom i LO, Lykketoft afdelingsleder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og Heinesen lærer og forstander på arbejderhøjskolen i Roskilde. Helt anderledes med Corydon, der aldrig har haft et job udenfor Christiansborg.

Uddannelsen er en anden forskel. Heinesen, Nyrup og Lykketoft er økonomer (cand.polit.). Derimod er Corydon, Thorning og andre yngre politikere cand.scient.pol’er – en generel uddannelse uden detaljeret kendskab til økonomi.

Lykketoft har fortalt, hvordan han i 1993 som nyudnævnt finansminister måtte banke embedsapparatet på plads for at få den socialdemokratiske indsats imod arbejdsløsheden igennem. Dette opgør har Corydon ikke taget. Måske skyldes det manglende økonomisk indsigt, måske manglende politisk erfaring. Hvorom alting er: Forgængerne ryster på hovedet – og det gør vi andre også.