Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.10.2010

Af Lars Olsen

 

Som forfatter holder jeg foredrag mange steder, I sidste uge var det på en nordisk boligkonference. Det var almene boligfolk fra Danmark, Norge og Sverige, som diskuterede fælles problemer.

Jeg talte om den såkaldte segregering – at vores byer bliver socialt polariserede, og at store boligområder udvikler sig til ghettoer. Konsekvenserne er dramatiske: Ghettoskoler med et katastrofal lavt fagligt niveau, destruktive subkulturer blandt de unge – udbredt utryghed og kriminalitet.

I den efterfølgende debat var jeg især spændt på det svenske indlæg. Det var direktøren for et af de store boligselskaber, og han talte rent ud af posen. Min beretning fra Nørrebro passede »eksakt« på Stockholm, Göteborg, Malmö og andre svenske byer, sagde han.

Boligdirektøren fremlagde en række tal for Rosengården i Malmö, hvor over 90 procent er indvandrere. I den store afdeling Herrgården er beskæftigelsesfrevensen 17. Det betyder, at 83 procent af de voksne ikke er i arbejde. For tusindvis af børn er det et særsyn, at far og mor står op og går på job, forklarede han.

Samtidig pegede direktøren på, at de enkelte boligselskaber står alene med problemerne. Der er stort set ingen offentlige penge i boligsocial indsats. Han tilføjede, at segregering og ghettoer heller ikke diskuteres i den igangværende valgkamp. Eneste undtagelse er et forslag fra de borgerlige partier om økonomiske frizoner i udsatte bydele.

 

Det svenske indlæg stod i skarp kontrast til det fra danske boligfolk. Siden 1980erne har vi i Danmark brugt op mod 30 mia. kroner på de belastede områder. I dag er 400 medarbejdere beskæftiget med indsatsen. Problemerne er stadig massive, men der gøres meget for at træde op mod social og etnisk segregering.

Boligforeningerne er med rette utilfredse med, at en stor del af initiativerne finansieres af Landsbyggefonden – den betales af lejerne og burde gå til at renovere de mange ældre ejendomme. Men uanset uenigheden om finansieringen, så sker der en masse herhjemme.

I Sverige er det langt mere sporadisk – en fritidsklub hist, et skoleforsøg pist. De svenske politikere har ikke det fokus, som i 1990erne førte til Nyrup-regeringens Byudvalg og i 00erne til Fogh-regeringens Programstyrelse.

 

I den svenske valgkamp diskuteres indvandring og integration i lyset af de højreorienterede Sverigesdemokrater, men det er en overordnet debat om »menneskesyn« og »fremmedfjendtlighed«. Den socialdemokratiske førstedame, Mona Sahlin, advarer imod, at Sverige »bliver som Danmark«, hvor hendes partifæller angiveligt har bøjet sig for de fremmedfjendske.

Hvis Mona Sahlin ikke kun var socialdemokrat af navn, men også af gavn, ville hun i stedet forlange »danske tilstande«: En ambitiøs samfundsindsats imod ghettoer og segregering. Men den svenske elite har valgt at definere sig ud af problemerne i stedet for at løse dem.

Med til billedet hører, at store dele af den almene sektor i Sverige er liberaliseret og omdannet til andelsboliger. Det har forstærket segregeringen mellem »gode« og »dårlige« bydele og svækket kollektive mekanismer som vores Landsbyggefond. For de dårligt stillede bydele har samspillet mellem økonomisk liberalisering, masseindvandring og politisk berøringsangst været en katastrofal cocktail.

 

I virkelighedens verden er der ikke langt fra politisk korrekthed til social ligegyldighed. For de politisk korrekte er det afgørende, hvordan vi taler om tingene, ikke hvordan de er; fokus er på ord, ikke på handling. Lad Fanden tage de bagerste – vi kalder det bare noget andet.