Manuskript til klumme i Fagbladet 3F 21.6.2013

Af Lars Olsen

 

Midt i den økonomiske krise eksploderer antallet af meget rige, også herhjemme. Myten om Danmark som »verdens mest lige land« står for fald.

51.700.

Så mange danskere er »dollarmillionærer« – de ejer mere end 5,5 millioner kroner i likvide midler. Det fremgår af den årlige World Wealth Report, som onsdag blev omtalt i Jyllands-Posten.

Nok så bemærkelsesværdigt er det, at hverken store villaer, ægte tæpper eller dyre malerier tæller med. De 51.700 er de danskere, som i 2012 havde over 5,5 millioner i banken eller i aktier og obligationer, der umiddelbart kan omsættes i rede penge.

Midt i den økonomiske krise har der aldrig været så mange dollarmillionærer. Mens antallet sidste år voksede med 9,2 procent i hele verden, tog supermillionærerne herhjemme et hop på hele 13,3 procent:

»Det afspejler, at især aktiekurserne er steget, det samme er obligationskurserne, og derfor kan antallet af rige mennesker øges i en tid, hvor vi ikke er helt ude af krisen,« forklarer Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea.

Det stigende antal meget rige er imidlertid også del af en langsigtet tendens. Jeg er blandt forfatterne til Det danske klassesamfund, der udkom i efteråret. Hér kortlagde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd de sociale klasser fra 1985 til i dag. Indkomstforskellene i det danske samfund er stigende, og det skyldes især, at de mest velaflagte 3-4 procent stikker af fra folk flest. Deres indkomster stiger med rekordfart, det samme gør deres formuer – de er også de store vindere på skiftende regeringers skattereformer.

Det mest bemærkelsesværdige er egentlig, at vi ikke taler om dét. »Danmark er verdens mest lige land«, lyder det igen og igen fra økonomer og meningsdannere.

For det første er det ikke rigtigt. Danmark er det land i Europa, hvor uligheden steg mest i 00erne. Vi hører stadig til i den mere lige ende, men analyser fra Eurostat viser, at indkomstforskellene herhjemme i dag er større end i de andre nordiske lande, Holland, Belgien og Østrig.

For det andet lukkes øjnene for særlige mønstre i toppen af samfundet. De bedst stillede stikker ikke bare af økonomisk. Overklassen og den højere middelklasse bor også mere afsondret fra det brede lag, især i hovedstadsområdet.

Resultatet er, at meningsdannere og beslutningstagere lever i en anden virkelighed end folk flest. Ved vejfesten eller forældremødet på børnenes skole løber de mest på folk, der ligner dem selv. Direktøren og kommentatoren møder ikke murersvenden med den nedslidte ryg, som ikke længere kan komme på efterløn. Omgangskredsen består af dem, der holder sommerferie på Hawaii og ordner juleindkøbene i New York.

Det er den slags, det stigende antal dollarmillionærer har råd til.