Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 14.1.2013

Af Lars Olsen

 

Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde i sin tid, at »rygterne om min død er stærkt overdrevne«. Det var da han læste sin nekrolog i avisen. Måske er det på tide at anlægge samme vinkel på det danske velfærdssamfund. Mens den meningsdannende elite skaber en stemning af panik før lukketid, ligger Danmark helt i top, når folk ude i verden kigger på os.

Ved nytår offentliggjorde det britiske magasin The Economist en rangliste over fremtidsudsigterne for de børn, som bliver født i 2013. Hér er Danmark det femtebedste blandt 80 lande. Topscorerne er Schweiz og Australien, men lige efter kommer Norge og Sverige. De skandinaviske velfærdsstater besætter således tre af de fem øverste pladser. »De nordiske lande stråler,« skrev Economist, der ellers ikke ligefrem tilhører revolutionens fortrop.

Kortlægningen bygger på 11 forskellige parametre for levevilkårene i et samfund. Nogle er ”hårde” økonomiske facts som nationalprodukt pr. indbygger, forventet fremtidig velstand, arbejdsløshed m.v. Andre handler om bredere sider af livskvaliteten – forventet levealder, kriminalitet, korruption, tillid til de offentlige institutioner m.v. Economist har foretaget lignende kortlægninger siden 1988, og Danmark har på et par årtier foretaget et bemærkelsesværdigt hop fra 24. til 5.pladsen.

»Meget tyder på, at små lande, der hænger sammen politisk og økonomisk, også klarer sig godt. Folk har tillid til institutionerne, og vi er også relativt rige«, sagde velfærdsforskeren Bent Greve til jp.dk.

Lige inden jul var det den amerikanske storbank Goldman Sachs, der gav Danmark en global førsteplads i ”Mapping the Wealth of Nations”, som kortlægger landenes succespotentiale. Den slags analyser kan selvfølgelig altid diskuteres. Det afgørende er da heller ikke, om Danmark ligger på en første- eller femteplads, men at vi er flot placeret. Med til billedet hører også, at Danmark – sammen med de andre nordiske velfærdsstater – er blandt de få, som har den højeste internationale kreditværdighed: AAA.

 

I den hjemlige andedam er billedet ellers et helt andet. Ifølge politikere, økonomer og meningsdannere af mere eller mindre borgerlig observans er dén helt gal. Danmark er nærmest et håndværkertilbud, som kan skvatte sammen hvert øjeblik. Kun dramatiske nedskæringer og »reformer« kan redde os – jo før og barskere, desto bedre.

Måske er det på tide at spise lidt brød til.

For selvfølgelig har Danmark samfundsproblemer, som vi skal gøre noget ved. Der er for mange på overførselsindkomst. Vi har også – som andre vestlige lande – udfordringer med demografien og konkurrencen fra nye vækstøkonomier. Pointen er bare, at den skandinaviske velfærdsmodel præsterer bedre end konkurrerende varianter af moderne markedsøkonomi.

Nøglen til at løse problemerne ligger da også i velfærdssamfundets sociale sammenhængskraft – den er med til at skabe tillid, samarbejde og tryghed til at prøve noget nyt. Den store fare i disse år er ikke, at vi løbes over ende af de erkendte samfundsproblemer, men at vi i vores iver for at løse dem smider barnet ud med badevandet.

 

Den folkelige krisebevidsthed har givet liberalistiske kræfter hidtil uset vind i sejlene. Men kig lige på kortlægningen fra Economist: I 1988 var USA på førstepladsen med de bedste fremtidsudsigter, i dag bliver det kun til en 16.plads. Storbritannien er i samme periode rutsjet fra 7. til 27.pladsen. Den angelsaksiske form for kapitalisme styrtdykker, men liberalisterne gør dét, vi ellers fraråder vores børn – de går tilbage til en fuser.