Boganmeldelse i Altinget 22.5.2017

Af Lars Olsen

ANMELDELSE: S-folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek gør i »De lærdes tyranni« op med en elite, som akademiserer uddannelserne og centraliserer Danmark. En vigtig og velskrevet bog, der repræsenterer en socialdemokratisk søgen efter de folkelige rødder.

Det er sjældent, at en debatbog åbner et nyt politisk frontafsnit. Det er ikke desto mindre tilfældet med Kaare Dybvad Beks »De lærdes tyranni.«

Bogen er et opgør med de ti procent i toppen af uddannelsespyramiden, der har indflydelsesrige job i centraladministrationen, medierne, universiteterne og konsulentbranchen. En gruppe, Kaare Dybvad Bek (KDB) lidt for upræcist kalder »de lærde« eller »den kreative klasse«.

Kritikken er ikke ny. Jeg har selv været ude med riven, det samme har den netop afdøde socialforsker Erik Jørgen Hansen. Det nye er, at opgøret nu kommer fra én i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Yngre kræfter i Mette Frederiksens socialdemokrati er på jagt efter de folkelige rødder, og med »De lærdes tyranni« leveres et godt bidrag.

Bogen er en bekendelse til den danske samfundsmodel, præget af relativ beskeden ulighed, stærke lokalsamfund og social sammenhængskraft. Ifølge KDB undermineres samfundsmodellen ikke kun af den økonomiske overklasse, men også af de lærdes tyranni, der er vokset frem i de seneste årtier. Centrum-venstre er blinde overfor »den kreative klasse«, der havde al for stor indflydelse på Thorning-regeringen, mener han.

Kaare Dybvad Bek, der tidligere har skrevet »Udkantsmyten«, fremhæver en perlerække af fejltagelser: Med »videnssamfundet« antog man, at Danmark var på vej mod et samfund uden produktion. Uddannelserne blev akademiseret, folkeskole og erhvervsuddannelser misrøgtet, kommuner og offentlige institutioner centraliseredes og arbejdsmarkedet deltes i højtlønnede akademikere og lavtlønnede servicemedarbejdere. Alt sammen båret af »de lærdes« diffuse forestillinger om fagre ny verden.

Bogen peger på en ofte upåagtet samfundsforandring: Fra 2006 til 2016 er antallet af unge med en akademisk uddannelse ikke mindre end fordoblet. Konsekvensen er ikke kun, at boglige uddannelser og SU tager løvens part af uddannelsesmilliarderne; det offentlige ansætter også hærskarer af akademiske generalister, mens kerneopgaver på sygehuse og skoler skæres ned. Studerende og lærere klager over faldende kvalitet i undervisningen, men alene Københavns Universitet har 125 kommunikationsmedarbejdere!

De bedste kapitler foregår på Vestsjælland, hvor Kaare Dybvad Bek er vokset op og valgt til Folketinget. Han fortæller om sin gamle skoleklasse i stationsbyen Vipperød. Det gør bogen personlig og nærværende og etablerer et fint samspil mellem analyserne og hverdagsDanmark.

Vi møder klassekammeraten Lasse, der i dag er souschef på en tankstation. Han tjener 22.500 om måneden for at møde klokken 5 om morgenen og tage ansvaret på tankstationen. Lasse er godt træt af akademikere, der føler sig for fine til et job som hans.

I det hele taget fylder uddannelse mere, end KDB forventede, da han påbegyndte sine interviews. Klassekammerater i den private sektor er trætte af at betale til brødløse akademiske uddannelser, mens stræbsomme akademikerpiger føler sig usikre i jobbet med de mange nye kandidater, der pumpes ud fra universiteterne.

Den socialdemokratiske MF’er får givetvis studenter – og akademikerorganisationerne på nakken, når han foreslår skrap adgangsbegrænsning til universiteterne, og at hver fjerde studieplads forbeholdes folk med erhvervs- eller professionsuddannelse. Men det er nødvendigt, påpeger han. Uddannelsespolitikken er »omvendt Robin Hood«, hvor folk med jævne indkomster betaler til overflødig uddannelse af de velstilledes børn.

Bogens største svaghed er de upræcise begreber »de lærde« og »den kreative klasse«. KDB trækker på fornem vis linjen tilbage til slutningen af 1800-tallet: allerede dengang var der på centrum-venstre en moderne strømning omkring Georg Brandes og en folkelig omkring Jeppe Aakjær. Men ifølge KDB sker der for 10-15 år siden et brud, da »de lærde« overtager amerikaneren Richard Floridas teori om »den kreative klasse«. En teori, der hylder tolerance og indvandring, men reelt er opskriften på et mere klassedelt samfund.

Ændringen bunder imidlertid ikke i en ideologisk dille, men repræsenterer en ny samfundsklasses sociale opstigen. Under 1920’ernes opgør mellem de moderne og de folkelige kunne socialdemokraten Hartvig Frisch med rette affærdige de kulturradikale som »kræs og kaviar for de indviede« – Københavns kulturradikale udgjorde kun få promille.

Med uddannelseseksplosionen i sidste del af 1900-tallet fik disse holdninger en helt anden massebasis. Det, KDB kalder »den kreative ideologi«, bæres af en betydelig højere middelklasse i den offentlige sektor og kultur- og medieverdenen.

KDB kunne med fordel have støttet sig til danske analyser af det holdningsmæssige klassesamfund. I min bog »Eliternes Triumf« (2010), som Dybvad også henviser til, kortlægger Epinion de mest indflydelsesrige 6-8 procent. Analysen viser, at der er tre forskellige eliter: en økonomisk i privat erhvervsliv, en djøf-elite i offentlig administration og en kultur- og uddannelseselite indenfor uddannelse og oplevelsesøkonomi.

En anden analyse findes i »Det skjulte klassesamfund« (2012), hvor forskere på Aalborg Universitet analyserede danskerne efter inspiration fra den franske sociolog Pierre Bourdieu. De øvre lag er hér spaltet mellem højere økonomiske klasser og højere kulturelle klasser, som også har fælles træk i støtten til globaliseringen og manglende engagement i fordelingspolitikken.

Dybvads diffuse begreber svækker bogens forklaringer. Den skæve uddannelsespolitik kan med en vis ret tilskrives »den kreative klasse« – reformer og prioriteringer er båret af kultur- og uddannelseseliten (embedsmænd, forskere, konsulenter, rektorer m.v.). Det samme er imidlertid ikke tilfældet med kommunalreformen og anden centralisering, som først og fremmest skyldes djøf-forestillinger om »stordriftsfordele«. De færreste vil vel betragte Finansministeriet som den kreative klasse.

Svaghederne skal dog ikke forklejne, at dette er en vigtig og velskrevet bog. I hovedsigtet rammer KDB hovedet på sømmet: Nutidens klassesamfund udspringer ikke kun af økonomi, men også af uddannelse og definitionsmagt.

Han har også ret i sin politiske følgeslutning: at politik for »det folkelige Danmark« nødvendigvis må gøre op med de elitære og deres forestillinger, hvad enten det handler om uddannelse, centralisering, tryghed på arbejdsmarkedet eller en realistisk indvandringspolitik.

Ikke uden grund er Kaare Dybvad Bek valgt på Vestsjælland, hvor de »røde« partier tidligere stod stærkt, men hvor mange i dag er gået over til Dansk Folkeparti. Hvis Socialdemokratiet & Co. ikke kender sin besøgelsestid, ender centrum-venstre som reservat for storby-akademikere og offentlig ansat middelklasse.

 

Kaare Dybvad Bek: »De lærdes tyranni«, Peoples Press, 216 sider, 200 kr.