Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.12.2013
Af Lars Olsen
Den unge Yahya Hassan har ikke kun skrevet Danmarks bedst sælgende digtsamling – han har også flyttet indvandrerdebatten. For nylig var det forfatteren Stig Dalager, der ryddede forsiden på JP med opfordringen til at forlade skyttegravene. Dalager var i 2005 initiativtager til en appel, som samlede 12 forfattere i protest mod tonen i indvandrerdebatten. Appellen var en reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, men nu lyder der andre toner.
Stig Dalager opfordrer venstrefløjen og de intellektuelle til at droppe berøringsangsten: »Man har ikke forholdt sig til, at der sker overgreb, kvindeundertrykkelse og vold i nogle indvandrermiljøer i ghettoerne«, siger Stig Dalager.
Han lægger ikke skjul på, at Yahya Hassan har rykket verdensbilledet. Det samme er sket hos andre venstreintellektuelle, som hidtil har lukket øjnene for ghettoproblemerne. Flere har i medierne søgt at forklare, hvorfor Yahya Hassan kan sige sandheder, der ellers udløser en skov af løftede pegefingre:
»Mens Yahya Hassan har en troværdighed, fordi han selv kommer fra miljøet, har højrefløjen intet fundament for dens generaliseringer og dæmoniseringer af indvandrere med muslimsk baggrund,« siger forfatteren Kirsten Thorup.
Den populære forfatter er på tynd is. For det første er det langt fra alle på højrefløjen, som bare dæmoniserer – synspunktet er faktisk ret generaliserende, for nu at blive i terminologien. Samtidig er der andre end Yahya Hassan, som har peget på problemerne ud fra et førstehåndskendskab til ghettomiljøerne.
Jeg udsendte i 2005 bogen »Det delte Danmark«, der indeholdt en 30 siders dagbog over min datters opvækst i alment boligbyggeri på Nørrebro. Hér er masser af eksempler på den chikane, vold og utryghed, der præger dagligdagen i udsatte skoler og boligområder. JP bragte et fyldigt uddrag af dagbogen, også Politiken gav solid omtale – ikke mindst på grund af hverdagsberetningerne fra Nørrebro.
Et andet eksempel er Lise Egholm, der tidligere på året gik på pension som skoleleder på Rådmandsgade Skole. I utallige interviews, artikler og bøger har hun berettet om det betændte miljø i Mjølnerparken og omegn. Også hér var der rig lejlighed til at stifte bekendtskab med de destruktive subkulturer i nogle etniske miljøer. Men den intellektuelle venstrefløj satte systematisk kikkerten for det blinde øje. Bag det lå en forkvaklet opfattelse af, at indvandrere er de eneste troværdige vidner til virkeligheden i de udsatte bydele.
Jeg husker et replikskifte ved et medarbejdermøde på det nu hedengangne Aktuelt. Vi var en håndfuld journalister, som ville have ghettovirkeligheden ind i spalterne. Det mødte voldsom modstand fra chefredaktøren, der kom fra en ledende stilling på Politiken. Han indskærpede, at indvandrere altid skulle være de primære kilder. »Vores journalistisk er kendetegnet af, at vi tager udgangspunkt i dem, det vedrører«, sagde han. »Problemerne vedrører vel også boligområdets danskere, som udsættes for chikane og vold,« replicerede jeg. Uden at få et meningsfuldt svar.
I virkeligheden er det en social konflikt. Forfattere, redaktører og andet godtfolk sidder i deres trygge ejerboliger og pudser glorien – langt fra de almene boligblokkes barske hverdag. De lader ikke verdensbilledet forstyrre af skoleledere, beboere, forældre, socialarbejdere eller andre hvide, som er tæt på problemerne. Først da en brunøjet 18-årig knægt kommer forbi, sker der et opbrud i fronterne. Kald det social blindhed eller omvendt racisme – kært barn har som bekendt mange navne.
