Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 26.9.2011
Af Lars Olsen
Det er spild at uddanne de ufaglærte til faglærte – erhvervslivet har ikke brug for dem. Det konkluderede JP’s forside i torsdags. Artiklen satte kritisk spot på S-SFs uddannelsesplan, der blandt andet satser på et løft i efteruddannelse og erhvervsuddannelse.
Dokumentationen var en analyse fra statistikbureauet eStatistik. Ifølge denne faldt den private beskæftigelse fra 2001 til 2010 med 10 procent for faglærte og 15 procent for ufaglærte. Derimod steg den 49 procent for akademikere, mens der er ansat 17 procent flere med korte og mellemlange videregående uddannelser.
Artiklen er et eksempel på de tvivlsomme talhistorier, der bliver stadig hyppigere i medierne. Behovet for arbejdskraft kan ikke analyseres ved alene at se på efterspørgslen, udbuddet af folk med forskellige uddannelser skal også med. Når det sker, bliver billedet et helt andet:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udsendte for nylig en analyse af arbejdskraftbehovet i 2020. Den viste, at efterspørgslen efter faglærte på hele arbejdsmarkedet kun stiger svagt – ikke så forskelligt fra eStatistiks tal for de privatansatte. Alligevel bliver der mangel på folk med erhvervsuddannelse. Store grupper af faglærte går nemlig på pension. I 2020 er der således mangel på både faglærte og videreuddannede, men al for mange ufaglærte og folk, der kun har en studentereksamen.
Samtidig skal der tages højde for en anden mekanisme: Uddannelsesinflation. Læsere kan måske huske en anden af JPs forsider: »Eksperter: Danskerne uddanner sig for meget« (15/5 2009). Den henviste til en undersøgelse fra Epinion blandt 8.000 humanistiske universitetskandidater. Knap halvdelen var ikke beskæftiget indenfor deres fagområde.
Det var på den baggrund, flere eksperter advarede imod uddannelsesinflation. »Man kan se uddannelse som en stige. Når flere begynder at kravle op ad stigen, bliver de, der er på stigen, nødt til at kravle endnu længere op«, sagde Peter Koudahl fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. JP citerede også sociologen Randall Collins, der advarer imod et samfund, hvor »viceværter er nødt til at have en ph.d. i håndtering af affald«.
Uddannelsesinflation drives frem af en fortrængning på arbejdsmarkedet, hvor folk med høj formel uddannelse skubber andre til side. Men heller ikke dette ses i eStatistik og lignende analyser.
Uddannelse er blevet et mantra for begge politiske fløje. 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse og mindst 50 procent en videregående uddannelse. Ja, politikerne nærmest kappes om tallene. Ifølge de radikale og de konservative skal 25 procent fremover være akademikere, og de radikale vil have hele 60 procent gennem en kortere eller længere videregående uddannelse.
Alt taler da også for, at der bliver markant mindre brug for ufaglærte – ni års folkeskole er ikke længere nok. Men lad os slippe for det omsiggribende uddannelsessnobberi i det såkaldte »videnssamfund«. Uddannelse skal ikke reduceres til et kapløb om stadig mere teoretiske og formelle kompetencer.
Der er i de seneste år sket et paradigmeskifte i den erhvervspolitiske debat. Erhvervsliv og politikere taler om, at fremtidens Danmark både bliver et videns- og produktionssamfund. Hvis vi siger farvel til al praktisk produktion, forsvinder udvikling og innovation også, simpelthen fordi kilden til nye ideer tørrer ud.
Denne erkendelse bør også slå igennem i de uddannelsespolitiske prioriteringer. Der er ikke kun brug for flere med boglig uddannelse, men også for flere faglærte. Teori og praksis må gå hånd i hånd.
