Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 18.5.2015 

Af Lars Olsen

 

130 milliarder kroner. Så meget bruger Danmark hvert år på uddannelse. Kun 3,5 pct. går til voksen- og efteruddannelse. Er dét fornuftigt, når vi skal lære gennem hele livet, og arbejdsmarkedet får brug for færre ufaglærte og flere faglærte?

Tænketanken DEA spurgte i sidste uge, om det er »tid til et sporskifte« i uddannelsespolitikken. På tænketankens årsdag præsenteredes en analyse, som kortlægger den sociale mobilitet både i det ordinære uddannelsessystem og i uddannelser for voksne. Konklusionen er, at uddannelse af voksne er langt mindre socialt skævt end uddannelse af unge. Især erhvervsakademier og professionsuddannelser skaber mønsterbrydere på stribe  i de modne år.

Jeg deltog på årsdagen i en debat med Lars Storr-Hansen, direktør i Dansk Byggeri, og Kim Simonsen, forbundsformand i HK. De opfordrer i et fælles indlæg en ny regering til at nedsætte et udvalg, der skal skabe stærkere fokus på voksen- og efteruddannelse. Arbejdsgiverne har især interesse i de specifikke kurser, der sikrer at medarbejderne har de nødvendige kvalifikationer. For fagbevægelsen handler det tillige om et løft til dem, der ikke som unge fik del i uddannelsesmilliarderne. HK har foreslået et uddannelsesklippekort, så faglærte og ufaglærte kan få noget af den uddannelse, de højtuddannede tog som unge.

Samtidig var arbejdsgivere og fagbevægelse enige om noget andet: Vi får brug for mere efteruddannelse, når danskerne skal arbejde til de er 70. For eksempel skal folk med fysisk arbejde uddannes til nye jobfunktioner, der bruger deres erfaringer på anden vis.

Jeg slog til lyd for et nyt syn på uddannelse: Hvor det ikke er et one-shot i de unge år, men byggeklodser der livet igennem lægges ovenpå hinanden. Flere skal tage en erhvervsuddannelse som unge og bygge videre senere – det klassiske eksempel er fra tømrer til bygningskonstruktør. Flere skal tage en kortere videregående uddannelse og måske blive akademikere midt i livet.

Det vil ikke kun – som DEA dokumenterer – skabe større social mobilitet. Det vil også sikre et bedre match mellem uddannelse og arbejdsmarked. Jeg har tidligere på dette sted beskrevet de nye prognoser, der viser en massiv »overproduktion« af akademikere i 2030. I sidste uge blev der føjet endnu en brik til dette billede. 22 pct. af akademikerne i København arbejder allerede i dag i job, der ikke kræver så lang uddannelse, viste en undersøgelse i KL’s nyhedsbrev.

Direktøren for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, var inspireret af tanken om byggeklodserne. Men han pegede på, at systemerne ikke er gearet til det. Mere uddannelse skal kunne tages som korte moduler ved siden af jobbet. Samtidig er der brug for særlige ordninger til voksne, der læser på fuld tid. SU er ikke nok for familiefaren i parcelhuset.

Danmark har en flot tradition for uddannelse af voksne, som går tilbage til 1800-tallet. Grundtvigs tanker om »skolen for livet« førte til højskolebevægelsen og et historisk løft af landbobefolkningen. Disse årtiers mantra om »mere uddannelse« har imidlertid været uhyre traditionelt. Milliarderne er pr. taxameter trillet mod gymnasier og universiteter. Det er hér, der skal prioriteres om.

 

For nogle år siden deltog jeg i en debat med den pensionerede socialforsker Erik Jørgen Hansen, som gennem et langt liv har arbejdet med uddannelsespolitik. Han stillede et godt spørgsmål: »Politikerne siger, at vi skal have mere uddannelse, fordi vi skal omstille os livet igennem. Hvorfor skal det hele så hældes på i de unge år?« Svaret blafrer stadig i vinden.