Manuskript til indlæg i Politiken 20.11.2015

Af Lars Olsen

 

Folketingets planer om at hæve pensionsalderen giver sikkert god mening i Finansministeriets Excel-ark, men kommer til at gå hårdt ud over landets faglærte og ufaglærte, der har knoklet, siden de var 20. Det er på høje tid at sadle om.

Krykken bliver høfligst stillet uden for, før Lene Sønksen går ind til den ældre. Den 59-årige sosu-assistent har været 42 år på arbejdsmarkedet. Hun har problemer med ryggen efter en arbejdsskade, heller ikke benene har det for godt. To gange har hun fået kunstigt knæ.

Lene Sønksen arbejder i hjemmeplejen – dosserer medicin, gør rent, sørger for morgenpleje m.v.:

»Det hårdeste er rengøringen. Jeg har problemer med bare at støvsuge hjemme hos mig selv. Det er ikke let, hvis en borger både skal have støvsuget, skiftet sengetøj og gjort rent på badeværelset. Da jeg en dag havde flere af den slags borgere, måtte jeg nærmest kravle ned i bilen,« siger Lene Sønksen.

 

Hun fortæller sin historie i Kampen om seniorårene. Arbejdslivet ændrer sig langt mere dramatisk, end vi normalt gør os klart. Hovedparten af dem, der i dag er omkring 50, skal arbejde til de er 68. Det får voldsomme konsekvenser for mange, der kom tidligt på arbejdsmarkedet og har fysisk krævende job.

I disse uger diskuterer Folketinget at forhøje pensionsalderen til 68 for dem, der er under 53 – siden skal den stige yderligere. Samtidig er efterlønnen under afvikling. Reformerne sker på en reel baggrund. Med et stigende antal ældre er det nødvendigt, at vi tager nogle år mere på arbejdsmarkedet. Men hele øvelsen lider af en »dobbelt skævhed«: Reformerne tager hverken højde for vores vidt forskellige arbejdsliv eller de velbelyste uligheder i sundhed og levealder.

Tag arbejdslivet: I dag arbejder faglærte og akademikere nogenlunde lige mange år, bare tidsmæssigt forskudt. De faglærte er typisk på arbejdsmarkedet fra starten af 20’erne – allerede som 18-20-årige hvis læretiden regnes med. Til gengæld forlader de fleste arbejdsmarkedet, når de er 61-64 år. Nogle har – som Lene Sønksen – alvorlige skavanker på grund af nedslidning, andre har bare ydet deres.

Akademikerne kommer langt senere på arbejdsmarkedet – som 27-28-årige, ja mange er over 30. De arbejder imidlertid også længere, mange realiserer sig selv gennem jobbet. En del stopper som 65-årige, men hver tredje akademiker arbejder allerede i dag til de er 68. De berøres slet ikke af reformerne.

 

Den anden skævhed handler om sundhed og levealder. Nogle seniorer hygger sig på golfbaner og lange rejser, mens andre trisser rundt med rollatoren på jagt efter ugens tilbud. Også dette er ofte socialt bestemt. De højtuddannede lever i snit en del år længere end de kortuddannede – og de har frem for alt flere raske leveår efter pensionsalderen.

Den sociale ulighed i levealder bliver ikke mindre, men større. I 1987 levede den højst uddannede fjerdedel af mændene 4,8 år længere end den kortest uddannede. I 2011 blev begge grupper godt nok ældre, men kløften var samtidig vokset til 6,4 år.

Politikere og økonomer har således ret i, at danskerne gennemsnitligt bliver ældre og sundere. Det er imidlertid især de højtuddannede, der driver levealderen i vejret. Men de ekstra arbejdsår pålægges de faglærte og ufaglærte, der har de mest nedslidende job og færrest raske leveår.

Sat på spidsen: Økonomer og politikere, der selv tilhører de velstillede, siger til lønmodtagere nederst i hierarkiet: »Vi bliver ældre, så I skal arbejde mere«.

Samtidig er de danske reformer meget radikale. Ifølge EU-kommissionen får vi i 2040 den suverænt højeste pensionsalder i Europa. Mens en dansker skal arbejde til hun er 70, kan en svensker eller tysker trække sig som 67-årig. En kortuddannet tysker allerede som 65-årig – i Tyskland tager de nemlig højde for uligheder i arbejdsliv og sundhed.

 

Danmark står foran en ny dagpengeskandale – bare i slowmotion. Økonomer og embedsmænd undervurderede fatalt følgerne af dagpengereformen i 2010. Det samme sker med efterløn og pensionsalder. I Finansministeriets excel-ark skaffer reformerne store summer til dansk økonomi – virkeligheden bliver bare en ganske anden.

I Kampen om seniorårene følger vi den første årgang faglærte og ufaglærte, der ikke kunne gå på efterløn som 60-årige. Tallene for FOA og 3F’s A-kasser er entydige: Højere sygefravær og større arbejdsløshed. Mange er slidte eller endog nedslidte. Andre er raske nok, men arbejdsgiverne viger tilbage for at ansætte de ældre.

Konsekvenserne bliver tydeligere i takt med, at reformerne for alvor slår igennem. Et stigende antal seniorer ryger på sygedagpenge, dagpenge, kontanthjælp eller forsørgelse hos familien. Mange af indtægterne ved reformerne vil således vise sig kun at findes i excel-arkene. Og nok så alvorligt: Vi får et seniorproletariat af mennesker, der har knoklet i årtier og betalt deres skat – men nu må hutle sig igennem.

 

Det er på høje tid at sadle om. Den nye seniorførtidspension fra 2011 er ikke andet end et politisk figenblad. Ordningen må gøres til en reel mulighed for mennesker, der er fysisk eller psykisk nedslidte.

Samtidig bør vi – som Tyskland – indføre en fleksibel pensionsalder. Retten til pension bør ikke kun afhænge af ens alder, men også af antal år på arbejdsmarkedet. For eksempel at 42 år på arbejdsmarkedet giver ret til at gå fire år før den generelle pensionsalder.

Fordelingspolitik handler om mangt og meget – økonomi, uddannelse, antal arbejdsår m.v. Med en fleksibel pensionsalder bliver der måske ikke råd til lavere topskat eller billigere luksusbiler. Til gengæld kan vi sikre et værdigt otium for dem, som bygger vores huse og tørrer vores gamle mor i numsen.

Det er et politisk valg.