Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 23.11.2015

Af Lars Olsen

 

Islamisk terror. Flygtninge- og migrantkrise. Stramninger, der hastes igennem … Udlændingespørgsmål i ordets brede forstand sætter dagsordenen. Sjovt nok hævder de stridende fløje, at netop de står vagt om solidaritet og sammenhængskraft. Desværre hopper kræfter på både højre- og venstrefløjen over, hvor gærdet er lavest.

Venstrefløjens vanetænkere lukker stadig øjnene for de massive integrationsproblemer. Da flygtningekrisen startede, demonstrerede 30.000 på Christiansborg Slotsplads for at tage imod flere:

»Vi vil sige velkommen til Danmark. De indvandrere og flygtninge, der er kommet gennem mange, mange år, har ændret Danmark til det bedre,« sagde talsmand Bue Rübner Hansen på TV.

Ja, vort samfund er blevet mere kulørt og mangfoldigt. Men halvdelen af flygtninge og indvandrere er på overførselsindkomst. Vi har ghettoproblemer af et omfang, vi ikke kendte tidligere. Vi har parallelsamfund med antikverede normer og – i værste fald – radikalisering. Kun folk på automatpilot kan overse dette.

Jeg har tidligere på denne plads berettet om kontroversiel forskning: Det er ikke noget tilfælde, at velfærdsstaten har sit udspring i de etnisk homogene nordeuropæiske lande. Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er det lettere at skabe solidaritet blandt mennesker, der ligner hinanden. Af samme grund fik USA aldrig en slagkraftig politisk arbejderbevægelse – de hvide og farvede kunne ikke finde sammen.

 

Velfærdsstatens sammenhængskraft sætter således snævre grænser for, hvor mange vi kan integrere. De seneste 10-15 års stramme indvandringspolitik var – og er – nødvendig. Antallet af nytilkomne har simpelthen en betydning.

Til gengæld tager mange borgerlige fejl på to andre områder. For det første er flere af Løkke-regeringens stramninger direkte kontraproduktive for integration og sammenhængskraft.

For nylig berettede JP om kommunernes trængsler med at skaffe boliger til flygtninge på den nye lave integrationsydelse. Den konservative borgmester i Helsingør, Benedicte Kiær, pegede på, at der ikke er ledige billige boliger. Én af de få muligheder er bofællesskaber i større almene lejligheder, men de ligger typisk i udsatte boligområder, der let bliver ghettoer. En anden mulighed nævnes af borgmester Jacob Bundsgaard (S) i Aarhus: Midlertidige barakbyer. Også dét er opskriften på parallelsamfund og dårlig integration.

Jeg kan allerede høre Inger Støjberg (V) for mit indre øre: Med lavere ydelser kommer færre til Danmark. Ja, vi står i et dilemma. Med tilpas dårlige forhold kan vi puffe lidt flere til nabolandene; til gengæld får vi langt større problemer med dem, der er hér – vi får flere ghettoer og øget marginalisering. Det ville klæde borgerlige meningsdannere at forholde sig ærligt til dette dilemma.

Løkke & Støjberg »glemmer« også noget andet: Danmarks sammenhængskraft er under pres af mange grunde. Tag en af grundpillerne – trygheden. Ja, der er stor utryghed i udsatte boligområder. Ja, indbrud begået af udenlandske bander hører med til billedet.

Ifølge TrygFondens analyser findes de væsentligste årsager til voksende utryghed imidlertid hos os selv. Utrygheden vokser især blandt sygemeldte, folk på dagpenge og de mange, der tvivler på samfundets hjælp til gamle og syge. Trygheden krakelerer som følge af skæve reformer og skruppelløs kommunal administration.

 

Dette pres på retfærdighed og sammenhængskraft skyldes ikke muslimske mørkemænd, men verdensfjerne politikere og hovedløse djøf’ere. Vi taler bare ikke så meget om det. De multietniske konflikter stjæler billedet.