Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 21.11.2016

Af Lars Olsen

 

Jeg har et næsten nørdet forhold til det gamle Rom. Jeg har pløjet mig gennem utallige romaner om kejserlige agenter, gladiatorer, senatorer og andet godtfolk. På en forlænget efterårsferie slugte jeg Simon Scarrows ”Centurion” og ”Gladiator”. Bøgerne om de slagkraftige officerer Marco og Cato er superspændende og giver et godt billede af datidens kampe og politiske intriger.

Ferien gav også tid til lidt historisk faglitteratur. Hér er spændende paralleller til disse års brudflader mellem eliter og folk. År 367 f. Kr. blev der på Roms Forum rejst et tempel for gudinden Concordia (Samdrægtighed). Templet markerede et kompromis i striden mellem Roms sociale klasser – patricerne og plebejerne. Ideen om social samhørighed stod på dette tidspunkt stærkt i Rom og Grækenland.

Forud var gået flere hundrede års konflikter mellem de gamle slægter i overklassen (patricerne) og det brede lag af almindelige romere (plebejerne). Ifølge overleveringerne iværksatte plebejerne i 494 f. Kr. historiens første generalstrejke, da de udvandrede til Aventinerhøjen for at grundlægge deres egen stat.

Plebejerne havde fat i den lange ende. Rom stod foran en krig med nabofolket volskerne, og patricerne kunne ikke undvære plebejerne som soldater. Overklassen var tvunget til at give plebejerne indflydelse på statens styre gennem de såkaldte folketribuner. I de følgende århundreder fik folket – slaverne undtaget – også på anden vis tilkæmpet sig del i magten.

Det er kendetegnende, at mange af reformerne blev presset igennem under udenrigspolitiske kriser, hvor de herskende havde brug for det brede lag. Tilhængerne fremhævede, at sociale reformer var fundamentet for Roms styrke udadtil. Da folketribunen Tiberius Graccus fik udstykket offentlig jord til fattige borgere, var det med ordene: »Italiens vilde dyr har deres huler og et leje, hvorpå de kan hvile, men de mænd, som kæmper og dør for Italien, ejer intet uden luften og lyset.«

I Politikens Verdenshistorie bd. 5 konkluderer Erling Bjøl og Leo Hjortsø: »Den ene gang efter den anden viste den patriciske overklasse en betydelig tilpasningsevne over for presset nedefra (…) Den herskende klasse udviklede under disse konflikter en smidighed og realitetssans, som også kom den til gode i udenrigspolitikken«.

 

Sceneskift: Der er i denne tid stor bekymring blandt politikere, erhvervsspidser og velbjærgede meningsdannere. Hvad med NATO og den globale frihandel under præsident Trump? Hvor havner EU med Brexit og folkelig skepsis? En stribe valg og EU-afstemninger har haft solide doser folkelig protest – højre- og venstrepopulisme har kronede dage.

Bekymringen er berettiget, men de økonomiske og politiske eliter reflekterer påfaldende lidt over eget medansvar. Fra Michigan til Maribo er der fælles træk: Folkelig utryghed. Områder, som hægtes af. Globalisering, der giver nogle store fortjenester og andre et spark bagi. Læg dertil indvandring, som presser folk nederst i hierarkiet. Alt sammen resultater af eliternes beslutninger – eller mangel på samme.

 

Efter et besøg på Akropolis – demokratiets vugge – holdt afgående præsident Obama i onsdags en spændende tale. Han opfordrede de vestlige ledere til at forstå vreden bag populismen – at globaliseringen kun gavner de privilegerede, og at folk er »afkoblet« fra deres regering.

I virkeligheden er det en årtusinde gammel historie. Hvis eliterne vil have stabilitet i staten og udenrigspolitikken, må de tage hensyn til det brede lag. Når de privilegerede blæser på samhørigheden, bruger folk deres magtmidler – rationelt eller ej.