Kronik i Altinget marts 2021

Af Lars Olsen

 

En ny analyse viser, at den sociale skævhed i uddannelse er vokset dramatisk og nu er lige så slem som for 40 år siden. Uddannelsespolitikken er en løjerlig undtagelse fra regeringens klassiske socialdemokratiske kurs, skriver Lars Olsen.

Vi er bombet årtier tilbage.

Danske børns uddannelseschancer er i dag lige så afhængige af deres forældres sociale position som for 40-50 år siden. Årtiers udjævning af klasseskellene er løbet over ende på relativ kort tid.

Det viser en ny analyse af forskerne Rasmus Langersø og Kristian Bernt Karlson, hhv. Rockwool Fonden og Københavns Universitet. De kortlægger den sociale mobilitet i Danmark gennem 75 år – fra dem født i 1911 til årgang 1987, der blev færdige med deres uddannelser i det seneste årti.

Kortlægningen viser, at der fra 1950’erne til 1980’erne skete en markant udligning af klasseskellene. Det brede lag blev løftet ud af fortidens smalhals, der blev råd til at børnene tog faglige eller boglige uddannelser, og velfærdsstaten åbnede nye muligheder for de unge.

Udviklingen vendte imidlertid for dem, der blev født i 1970’erne og afsluttede deres uddannelser i 1990’erne. Især i 1980’er-årgangene, de yngste i kortlægningen, er der igen dybe sociale skel. I dagens uddannelsesmønstre vejer forældrenes sociale baggrund lige så tungt som i årgangene født før 2.verdenskrig.

Unge får langt mere uddannelse end før, men forskellene på samfundslagene er blevet større – ikke mindre. Vi ser det samme i de analyser, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget til de bøger om klassesamfundet, vi har udsendt sammen. Der er sket en voldsom ekspansion i akademisk uddannelse, men det har især gavnet unge fra over- og middelklassen – ikke arbejderbørnene.

 

Den dramatisk faldende mobilitet har flere forklaringer, men to springer i øjnene:

Siden midten af 1990’erne er den økonomiske ulighed steget, og danskerne lever i dag mere socialt adskilt. Vi har ikke blot fået »ghettoer« i bunden af samfundet, men også stadig flere velhaverenklaver, hvor attraktive storby-kvarterer bliver en lukket fest for overklassen og den højere middelklasse. Og vi ved fra talrige analyser, at social segregering i boligområder og skoler svækker den sociale mobilitet.

Samtidig var der i 1990’erne og 00’erne store reformer og forandringer af uddannelsessystemet. Det var en dominerende forestilling, at vi skulle være et »videnssamfund« stort set uden produktion, og der skete en akademisering af mange uddannelser.

Historisk havde Danmark en stærk håndværkertradition, også boglige uddannelser som sygeplejerske og pædagog var tæt forbundet med fagets praksis. I de seneste årtier er erhvervsuddannelserne imidlertid svækket, mange uddannelser er mindre praksisfaglige, og de akademiske koder breder sig ned i gymnasiet, ja selv i folkeskolen.

Også dette har dramatiske konsekvenser for den sociale mobilitet. Klassesamfundet holdt slet og ret flyttedag fra de velbjærgedes tegnebog til akademikernes bogreol. Rt par eksempler:

Arkitektskolen: Tidligere optog arkitektuddannelserne en del håndværkere, i dag er det ganske få. Med forestillingerne om »videnssamfundet« blev optagekriterierne ændret, så der også hér kræves en gymnasial uddannelse. En student, hvis største kendskab til byggeri er doriske søjler i oldtidskundskab, regnes tilsyneladende for mere oplagt arkitekt end en murer eller tømrer.

En lille selvoplevet episode: Da min datter Pernille i 00’erne gik i skolens ældste klasser, havde hun »stor projektopgave«, hvor eleverne i en uge arbejder med et selvvalgt emne. Pernilles projekt handlede om at være ung på en døgninstitution, og hun  gennemførte en stribe interviews på en institution.

Projektet skabte stort engagement, da det var tæt på hverdagen, men i slutfasen tog Pernille en seddel op af tasken: Med til opgaven hørte en problemformulering, redegørelse for emnevalg, redegørelse for metodeovervejelser og »perspektivering« af projektet. Jeg stirrede målløs på skabelonen. Det var dén, vejlederen præsenterede mig for ved mit speciale på Københavns Universitet – nu skal elever i 8-10. klasse igennem samme mølle!

Episoden illustrerer de kulturelle koder, der skaber social ulighed: For hvem kender de akademiske begreber? Og hvem har i givet fald forældre, der kan afkode ordene? Episoden er langt fra enkeltstående, men del af en ny undervisningskultur, der skaber ulige muligheder helt ned i folkeskolen.

 

Social mobilitet og lige muligheder er fælles gods, som både socialister og liberale bekender sig til, men for en socialdemokratisk regering er det hjerteblod.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad er da også yderst bevidst om den sociale segregering og dens ulighedsskabende konsekvenser. Dybvad understreger igen og igen, at opgør med ghettodannelse skal sikre lige muligheder, og at et blandet samfund kræver »almene boliger på Strandvejen«. Det er en supertanker, der skal vendes, men der er sat en tydelig politisk retning.

Men hvad med uddannelsespolitikken? Mette Frederiksens regering fører klassisk socialdemokratisk politik, med fokus på arbejderklassen og den lavere middelklasse, men uddannelsespolitikken har indtil nu været en løjerlig undtagelse.

Socialdemokratiet har ellers en lang historisk tradition for uddannelser, der er tæt på det praktiske liv og skaber muligheder for jævne folks børn.

Hf blev for eksempel skabt i 1960’erne af den socialdemokratiske undervisningsminister K. B. Andersen. Han ville åbne nye adgangsveje for voksne og mere erfarne unge, der havde været nogle år i »det praktiske erhvervsliv« og måske lært noget på teknisk skole, landbrugsskole el.lign. Det skulle mobilisere samfundets »intelligens- og modenhedsreserver«.

Traditionen går langt tilbage. Socialdemokratiets skolepolitik blev skabt under Stauning af Vilhelm Rasmussen, folketingsmedlem 1915-39 og den første rektor på Danmarks Lærerhøjskole. Allerede i 1910 skitserede han i Socialdemokratiet og Skolen et system med vuggestuer, børnehaver og en fælles udelt folkeskole, en »arbejdsskole«, hvor boglige færdigheder bygger på »selvstændig praktisk virksomhed, fordi det er ved dette eleverne udvikles og bliver dygtige«.

Kulturminister Joy Mogensen lå i smuk forlængelse heraf, da hun for nylig bebudede omorganisering af de kunstneriske uddannelser. Indgrebet mod akademiseringen vakte opsigt på grund af »buste-sagen« på Kunstakademiet, men havde et langt bredere sigte:

»Længe før, Frederik V røg i vandet, var der problemer på Filmskolen, hvor filmmiljøet – både eleverne på skolen, lærerkræfter og nærmest den samlede filmbranche – protesterede imod en akademisering af en uddannelse, der burde være praksisbaseret. En uddannelse, som har skabt sin succes på netop en håndværksmæssig tilgang til det at uddanne filmhåndværkere og filmkunstnere – på uddannelsen lavede man film, en praktisk tilgang,« skrev Joy Mogensen i Jyllands-Posten.

Nuværende udlændingeminister Mattias Tesfaye kalder det »kloge hænder«. I 2013 udsendte han bogen af samme navn, og udtrykket blev en klassiker i debatten. Som murer talte Tesfaye for øget vægt på praktiske færdigheder og håndværksmæssig kunnen. Det gjaldt ikke kun erhvervsuddannelserne, men også et opgør med akademiseringen af de mellemlange videregående uddannelser, så en nyuddannet sygeplejerske igen bliver fortrolig med at lægge en forbinding.

 

Stigende social skævhed i uddannelse kræver mere end ét svar. Men opgør med akademisering og styrket praksisfaglighed er oplagt. Det samme er reformer, der tilskynder unge til at tage erhvervs- og professionsuddannelser og først senere bygge ovenpå. Vi ved fra analyser, at uddannelse midt i livet skaber mere social mobilitet end uddannelse blandt unge.

Den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU presser med stigende utålmodighed på for uddannelsesreformer, men der høres meget lidt fra de to ministre – Pernille Rosenkrantz-Theil (folkeskole og ungdomsuddannelser) og Ane Halsboe-Jørgensen (videregående uddannelser). Rosenkrantz-Theil etablerede i efteråret en aftale om praktikpladser på erhvervsuddannelserne, som er et stort socialt fremskridt, men ellers er det småt med strukturelle forandringer.

Det hører selvfølgelig med, at Corona-krisen tager opmærksomhed, men nu er næsten halvdelen af valgperioden gået. Hvis undervisnings- og uddannelsesministrene vil andet end forvalte et socialt skævt uddannelsessystem, skal de fortælle det nu.

For en socialdemokratisk regering er den nye analyse intet mindre end et wake-up call.