Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 8.12.2014

Af Lars Olsen

Hvad er politisk korrekthed? Spørgsmålet diskuteres livligt hér i spalterne. I et debatindlæg giver Sven B. Nielsen fra Esbjerg én på frakken til »den røde overklasse«, der »dæmoniserer folket« med anklager om racisme, usund levevis m.v. Flere læserbrevskribenter er begejstrede, men professor emeritus, Palle Svensson, dryppede i tirsdags malurt i bægeret.

Palle Svensson har mange års erfaring med forskning i vælgerholdninger. Han peger på, at den røde overklasse med de korrekte meninger ikke er dokumenteret: »Påstanden om politisk korrekthed synes snarere at være udtryk for, at der tages afstand fra holdninger, som man ikke deler, og som man finder, er for dominerende i den offentlige debat,« skrev Palle Svensson.

Han har ret i, at politisk korrekthed bruges som »et negativt slagord«. Alligevel har skribenterne fat i noget af virkeligheden – bare ikke den hele.

For nogle år siden analyserede Capacent de omkring 6 procent, som har ledende stillinger eller lange uddannelser og gode indkomster. Undersøgelsen blev offentliggjort i min bog »Eliternes Triumf« (2010), og målet var netop at kortlægge forskellige segmenter i de bedrestillede samfundslag.

Et af de tre segmenter passer faktisk ganske godt på Sven B. Nielsens beskrivelse. Kultur- og uddannelseseliten er ledere/nøglemedarbejdere inden for kultur, kommunikation, uddannelse og sundhed. Mange stemmer radikalt, SF eller Enhedslisten, og de skiller sig især ud ved holdningen til, om »Danmark er tæt på grænsen for, hvor mange indvandrere og flygtninge fra mindre udviklede lande, vi kan integrere«.

Det store flertal af danskerne mener, at vi ikke kan integrere ret mange flere. I kultur- og uddannelseseliten falder dette synspunkt imidlertid med et brag. Undersøgelsen viste også, at kultur- og uddannelseseliten er skeptisk over for straffe til kriminelle og lægger mindre vægt på konkrete kundskaber i skolen.

Det er kultur- og uddannelseseliten, der ofte anklages for politisk korrekthed. Med en vis ret. De bor selv i attraktive boligområder, på behagelig afstand af integrationsproblemer og udbredt kriminalitet. Det er lettere at anskue verden gennem overordnede »korrekte« principper, når man ikke selv har bagdelen i klaskehøjde.

Det hører imidlertid med, at der også er to andre eliter. Den mindste er Djøf-laget i offentlig administration. Nok så afgørende er erhvervseliten, som besætter nøgleposterne i det private erhvervsliv. De stemmer Venstre, Konservative og Radikale (i dag tillige Liberal Alliance) og har langt mere liberalistiske holdninger end folk flest. Erhvervseliten vil have skattelettelser, selv om konsekvensen er dårligere velfærd, og de presser på for nedskæringer i de sociale ydelser.

Nok så tankevækkende er alle eliterne mere positive over for globaliseringen end folk flest. Alle de tre eliter mener, at udflytningen af danske job »er en pris, der er værd at betale, for de andre fordele ved globaliseringen«. Det siger det store flertal af danskerne ellers nej til.

De liberalistiske holdninger har sat de seneste års dagsorden. Det har skabt en ny politisk korrekthed. Mens den gamle korrekthed især var knyttet til indvandringsdebatten, er den nye blind over for disse års store samfundsforandringer: Øget ulighed, større utryghed og færre masker i det sociale sikkerhedsnet. Hverdagen forringes for tusindvis af almindelige mennesker, men samfundsforandringerne affejes af mange politikere, økonomer og meningsdannere. De har ikke selv bagdelen i klaskehøjde og kan derfor være – åh så korrekte.