Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 12.9.2016

Af Lars Olsen

 

Nogle læsere undrer sig måske over overskriften. Prekariatet er ikke just dansk hverdagssprog. Begrebet er imidlertid populært på universitetet, blandt yngre akademikere på venstrefløjen – og pibler ofte frem i debatten.

Prekariatet er angiveligt en ny samfundsforandrende klasse. Ordet er en sammentrækning af de engelske ord precarious (usikker) og proletariat. Prekariatet er den voksende gruppe i vikariater, projekter, deltidsjob samt andre, der på forskellig vis savner fortidens tryghed i ansættelsen.

Begrebet er udviklet af den britiske økonomiprofessor Guy Standing. Ifølge Standing består prekariatet af tre hovedgrupper – udsatte dele af arbejderklassen, indvandrere og løst ansatte akademikere. Begrebets popularitet i venstreorienterede universitetskredse skyldes netop dette. Unge akademikere kommer med ét slag i selskab med indvandrere og arbejderklasse – to grupper som de gerne solidariserer sig med.

Dagbladet Information afholdt tidligere på året et offentligt møde med Guy Standing. For nogle uger siden var det så Politiken, der bragte et stort interview med den britiske økonom. Interviewerne rejste hér en indlysende indvending: at arbejdere, indvandrere og yngre akademikere er tre vidt forskellige grupper med hver deres forestillinger og drømme:

»Det er fuldstændig rigtigt, at grupperne reagerer meget forskelligt. Blandt dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse og oplever utryghed i disse år, er der mange, der lige nu bliver forført af højrepopulister som Donald Trump, UKIP, Front National, Dansk Folkeparti m.v.,« svarede Guy Standing og fortsatte:

»I den anden ende af skalaen har vi de veluddannede unge i prekariatet, der trækker til venstre. Og i midten står indvandrerne. De tre grupper, der hører til prekariatet, ligner ikke ved første øjekast én klasse med fælles interesser. Men det er de! Og jeg er overbevist om, at de vil erkende det«.

 

Håbet er som bekendt lysegrønt. Lønmodtagere har selvfølgelig fælles interesser i at kæmpe for trygge job, men de tre grupper trækkes hver sin vej, lige så snart vi dykker længere ned i arbejdslivets brudflader.

Arbejderklassen oplever, at polakker og andre østeuropæiske indvandrere presser løn- og arbejdsforhold. Arbejdskraftens fri bevægelighed giver nye muligheder til østeuropæere, men den vesteuropæiske arbejderklasse har ikke samme interesser.

Det samme gælder flygtningene. Forårets trepartsaftale betyder, at tusindvis af flygtninge skal sluses ind på arbejdsmarkedet ved hjælp af lave lønninger. Fornuftigt af hensyn til integrationen – men danskere i lavtlønsjob opfatter af gode grunde flygtningene som en trussel.

Det er heller ikke indlysende, at arbejderklassen har fælles interesser med de unge akademikere. Det gælder i hvert tilfælde ikke de kontoransatte under LO. Fagforbundet HK klager over, at unge akademikere med offentlige tilskud fortrænger de kontoruddannede fra jobbene. En skæv uddannelsespolitik betyder, at der uddannes for mange akademikere – og det skaber spændinger på arbejdsmarkedet.

 

Centrum-venstre-fløjen har en stor aktie i disse skævheder. At naive forestillinger om det multikulturelle samfund har kastet folk i armene på Dansk Folkeparti, erkendes efterhånden af mange på venstrefløjen. Uddannelsespolitikken har gjort det samme. Mange af centrum-venstres akademikere er mere optaget af social mobilitet på gymnasier og universiteter end af arbejderklassens levevilkår.

Venstrefløjen må se sine egne dårligdomme i øjnene – ikke abstrahere fra dem ved hjælp af luftige teorier.