Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 13.11.2017

Af Lars Olsen

 

Fra 2008 til 2016 blev der 8 pct. flere ældre i Danmark. I samme periode var der 18 pct. færre, der blev godkendt til hjemmehjælp. Det viser en analyse fra Ældresagen, som blev offentliggjort for nylig. Mange af de svage ældre får nu kun gjort rent hver 14.dag, og bad én gang om ugen er normen i mange kommuner:

»Kommunerne er presset økonomisk af finansministeren. De har ikke fået de midler, der skal til, for at gennemføre en hjælp til ældre, som svarer til almindelig levevis,« siger direktør i Ældresagen, Bjarne Hastrup, til TV2 News. Han peger på, at manglende hjemmehjælp især får ældre kvinder til at isolere sig. De vil ikke invitere gæster til et småsnusket hjem eller møde veninder, når de ikke føler sig rene og pæne.

Pengene til den gode danske økonomi er ellers i høj grad kommet fra reformer af pensionsalder og efterløn: »Fremover trækker ældre sig senere og senere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det skaffer kæmpestore milliardbeløb til finansministeren. Disse milliardbeløb sidder Folketinget nu og disponerer til forskellige formål; jeg syntes godt, at man kan bruge nogle af pengene på at forbedre hjemmeplejen, når pengene er skaffet ved at vi trækker os senere tilbage fra arbejdsmarkedet,« siger Bjarne Hastrup.

 

Jeg er ikke altid enig med Ældresagen, men hér rammes hovedet på sømmet. Afgørende velfærdsreformer blev gennemført, netop fordi vi skulle have råd til flere ældre. Især to store reformer er afgørende. I 2006 blev et bredt flertal i Folketinget (V, K, S, R, DF) enige om nyere tids mest vidtgående ændring af et europæisk pensionssystem: Pensionsalderen i Danmark stiger kraftigt og vil fremover følge levealderen.

Forligsteksten understreger direkte, at indtægterne ved senere efterløn og pension skal øremærkes den demografiske udfordring: »Styrkelsen af de offentlige finanser, som på langt sigt optræder i kraft af det nye tilbagetrækningssystem, reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden. Midlerne skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet,« hedder det i Velfærdsforliget fra 2006.

Det brede forlig holdt kun i fem år. I nytårstalen den 1.januar 2011 blæste statsminister Lars Løkke Rasmussen til kamp mod efterlønnen. Det skete – igen, igen – med henvisning til demografien: »Hver gang fem forlader arbejdsmarkedet, står kun fire klar til at tage over,« advarede Løkke. Han pegede på, at udgifterne til efterløn kunne betale hele 40.000 plejeboliger.

Resultatet blev en aftale mellem V, K, R og DF, men ikke S, der på sigt afvikler efterlønnen. Siden 2014 er efterløns- og pensionsalderen steget år for år og skaffer store beløb i statskassen.

 

Pengene går imidlertid ikke til de ældre, de går heller ikke til at hindre nedslidning på arbejdsmarkedet, sådan som Velfærdsforliget lovede. Til gengæld er der på andre områder gang i den politiske gavebod: Lige nu forhandler blå blok om milliardstore skattelettelser. Et bredt flertal diskuterer også et nyt og langt dyrere forsvarsforlig. Tidligere på året blev det meste af Folketinget enige om en massiv nedsættelse af boligskatterne.

Jeg tager hverken stilling til krudt, kugler eller skattelettelser, men peger blot på en simpel kendsgerning: Det er i klokkeklar modstrid med politikernes tidligere taler og brede forlig. Folketinget er, med Løkke i spidsen, i gang med et løftebrud af historiske dimensioner.