Klumme i Jyllands-Posten 26.04.2015

Af Lars Olsen

 

Danskerne diskuterer – igen, igen – tilbagetræknings- og pensionsalder. Økonomiminister Morten Østergaard, R vil hæve pensionsalderen til 68 for dem, der i dag er i 50erne. Det samme vil Konservative og Liberal Alliance. Højere pensionsalder skal løse de ubalancer, der opstår i de økonomiske krystalkugler efter 2020.

Forslaget kommer i forlængelse af efterlønsreformen fra 2011, der indfases i disse år og på sigt reelt afskaffer efterlønnen. Morten Østergaard & Co. henviser til, at danskernes gennemsnitlige levealder er steget, og at vi derfor kan tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Problemet er, at politikerne hermed »glemmer« to helt basale kendsgerninger:

For det første er den gennemsnitlige levealder netop et gennemsnit. Bagved ligger betydelige kønsmæssige og især sociale forskelle. En 60-årig ufaglært mand bliver i snit 79,7 år – en kvinde med videregående uddannelse 85,7. Og ifølge analyser er de sociale forskelle voksende. En forhøjelse af pensionsalderen rammer således de ufaglærte hårdest, simpelthen fordi de har færrest år at give af.

For det andet skjuler den gennemsnitlige levealder en vigtig pointe: Mange ældre døjer i de sidste år med alvorlige helbredsproblemer; i mange tilfælde så alvorlige så de begrænser helt almindelige aktiviteter i hverdagen. Tal fra forskeren Henrik Brønnum-Hansen, Institut for Folkesundhedsvidenskab, taler deres eget barske sprog. For de ufaglærte indtræffer alvorlige aktivitetsbegrænsninger i snit omkring de 70. Med en pensionsalder på 68 er de gode seniorår stort set væk. De kan sige farvel til kollegerne og gå hjem i sygesengen.

Heldigvis er der mange ressourcestærke seniorer, som arbejder langt op i 60erne. Det vil jeg gerne selv. Jeg er lige fyldt 60 og fortsætter med glæde som journalist og foredragsholder – hvis helbredet holder. Pointen er bare, at der er store sociale og helbredsmæssige forskelle på seniorerne, og at politikken indrettes efter de veluddannede og raske. Den meningsdannende elite former nok engang samfundet i eget billede.

Morten Østergaard & Co. henviser til, at højere pensionsalder følger af velfærdsaftalen fra 2006, som næsten hele Folketinget står bag. Vi skal blot indfase forhøjelsen hurtigere, siges det. Igen lukkes øjnene for dem, der ikke er på den grønne gren. Da velfærdsaftalen blev indgået i 2006, eksisterede der stadig fem års velfungerende efterløn. Ordningen var indrettet, så det betalte sig at udsætte tilbagetrækningen, men de fysisk og psykisk slidte kunne trække sig fem år før. Også betonarbejderen havde mulighed for gode seniorår, før skavankerne for alvor satte ind.

Efterlønsreform og højere pensionsalder er en djævelsk cocktail. Det er ikke kun murere, bentonarbejdere og andre med hårdt fysisk arbejde, der er slidt først i 60erne. Som forfatter er jeg stødt på adskillige andre. Dagpengemoren, der utallige gange løfter børnene op for at trøste eller anbringe dem i barnevognen. Sosu-assistenten, der går ti km på en vagt for at holde tempoet. De er i 50erne og tager allerede nu smertestillende piller for at klare jobbet. At fortsætte til 68 – glem det

Medierne har et stort ansvar for den skæve debat. Al for tit følges samme recept: En dyster prognose, politikere diskuterer reformer, liberale økonomer er overdommere … Hvor er lægerne? Hvor er sundhedsforskerne? Hvor er de sociale forskelle bag gennemsnitstallene?

Med den herskende økonomiske filosofi kan Danmark blive et rigt land ved at hæve pensionsalderen til 90. Det vil løse samtlige problemer i økonomernes prognoser, så hvorfor ikke?