Manuskript til essay i Politiken 5.3.2016

Af Lars Olsen, forfatter og foredragsholder

Forfatteren Lars Olsen skriver hér dagbog fra et Danmark, som befinder sig uden for mediernes og politikernes radarskræm. Herude er kløften til hovedstadseliten stor, utrygheden trives, og faglige tillidsfolk har mistet tiltroen til Borgens socialdemokrater.

 

Svendborg, vinteren 2015:

Jane er en nydelig lyshåret kvinde på 30 år. Hun må tydeligvis samle sig sammen, før hun fortæller sin historie:

I 2005 arbejdede Jane som sosu-hjælper. En arbejdsulykke førte til en alvorlig rygskade. Hun kan muligvis få erstatning for arbejdsskaden, men på tiende år er sagen endnu ikke afgjort.

»Jeg må ikke længere arbejde, så det belaster ryggen. Nu har jeg været gennem 9 arbejdsprøvninger og haft 50 forskellige jobkonsulenter,« fortæller Jane.

Hun er på kontanthjælp og har 25 kroner om dagen, når de faste udgifter er betalt: »Jeg er blevet mere indelukket. Når mine venner laver noget sammen, må jeg sige nej. Jeg har simpelthen ikke penge til det,« siger den tidligere sosu-hjælper.

Det er fagforbundet FOA, der har taget initiativ til mødet om ulighed, hvor jeg holder foredrag. I de seneste ti år har jeg holdt hundredvis af den slags – og mødt ét for mange ukendt Danmark.

I Svendborg fylder konsekvenserne af de seneste års »reformer« meget blandt de ansatte i pleje- og omsorgssektoren: »Mange af reformerne ser fine ud på papiret, men virker helt anderledes ude blandt mennesker«, forklarer Susan Bøg Nielsen, der er formand for FOA Sydfyn.

Et særkende ved vores samfundsmodel – den bredt favnende tryghed – er ved at krakelere. I 2004 var kun 3 procent grundlæggende utrygge i deres hverdag. I dag er det hele 18 procent, og selv blandt de trygge titter utrygheden frem.

På Christianborg handler utryghed kun om kriminalitet og terrorisme. Trygfondens undersøgelser peger imidlertid på de sociale årsager, som jeg gang på gang støder på landet over. Sygemeldte, der som Jane bliver kostet rundt i systemerne. Midaldrende arbejdere, der ikke kan knokle til de er 68, sådan som reformer af efterløn og pensionsalder lægger op til. Utrygheden er ikke mindst resultat af en skæv krisepolitik.

Tryghedens deroute vækker stor interesse, da jeg i sensommeren holder foredrag på Den sociale Højskole på Frederiksberg. Et par hundrede socialrådgivere er samlet til efteruddannelse:

»Maskerne i det sociale sikkerhedsnet er blevet meget større i de senere år, og langt flere falder igennem. Spørgsmålet er, hvornår det brede lag af almindelige danskere opdager det,« konstaterer en kvinde med mange år i faget.

 

Askov, vinteren 2016:

Askov har rødder tilbage i Danmarks første højskole – sønderjyske Rødding. Da Rødding blev tysk efter krigen i 1864, åbnede højskolen i Askov.

Vi er et halvt hundrede i den flotte gamle otte-kantede sal med talerstol og flygel. Traditionen tro starter aftenen med en sang fra Højskolesangbogen: »Da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«.

Tilhørerne er en blandet skare – gråsprængte medlemmer af Grundtvigsk Forum, folk fra lokalområdet, 10-15 unge højskoleelever. I pausen falder jeg i snak med en præst og hans hustru, der er jurist. Efter mødet byder de på øl hjemme i villaen. Hér er også en anden af arrangørerne, en pensioneret fagforeningsformand, og hustruen, der er dagplejer. I det lille samfund kender folk hinanden på kryds og tværs.

Vi kommer hurtigt til at diskutere flygtninge. Meningerne er delte. Nogle er med i Dansk Flygtningehjælp og forarget over tonen i debatten. Andre er bange for, at der kommer så mange, så vi ikke kan integrere dem. Men vi lytter. Nuancerne kommer frem, og holdningerne rykker tættere på hinanden. Vi er langt fra mediernes iscenesatte konfrontation og råberiet på Facebook.

Meningsdannere hævder, at forsamlingshuskulturen hører til i historiebøgerne, og at debatten i dag foregår i tv og på de sociale medier. Det er en myte. Jeg har mødt utallige blandede og debatterende forsamlinger som i Askov. Det levende ord trives i bedste velgående – især vest for Valby Bakke.

 

Odense / Horsens, efteråret 2015:

Kongrescenterets store projektører blænder, og akustikken er elendig. Jeg har sommerfugle i maven. Det er en usædvanlig stor forsamling – over 400 tillidsfolk fra industrien. Heldigvis er de godt med og griner på de rigtige tidspunkter.

Under foredraget om »klassesamfundet 2.0« spørger jeg: »Hvem er overklasse i Danmark?« Et par tillidsfolk går rundt med vandrende mikrofoner. Bankdirektører, svarer én. A. P. Møller, siger én anden. »Eliten af politikere og embedsfolk, der ikke aner en klap om, hvad der foregår ude i samfundet«, lyder det fra en skægget fyr ved midtergangen. Der nikkes rundt omkring.

Temaet vender tilbage i debatten. Klassesamfundet er frem for alt blevet en mental kløft. Hovedstadseliten kender intet til virkeligheden på fabriksgulvet, lyder det igen og igen – med lidt forskelligt ordvalg.

Mønsteret gentager sig nogle uger senere, da jeg holder foredrag for 200 andre tillidsfolk i 3F: Chaufførerne. På et hotel i udkanten af Horsens er, med arrangørernes ord, samlet »alt der kører på hjul« – fra lastbilschauffører til Falck-reddere.

Jeg fortæller om ulighed i økonomi, uddannelse og arbejdsliv, men deltagerne retter hurtigt skytset imod tavse medier og blinde politikere. »Hvordan får vi Christiansborg til at lytte til folk som os,« spørger et socialdemokratisk byrådsmedlem. Det har jeg oplevet mange gange. Frustrationen rækker langt ind blandt de partiorganiserede.

Medierne svømmer over med politiske analyser, men et vigtigt skred er upåagtet: Det brede lag af faglige tillidsfolk har mistet tilliden til Christiansborg – og Socialdemokratiet. Mange er stadig partimedlemmer, nogle er aktive i kommunalpolitik, men de oplever at Slotsholmen lever i en osteklokke. Thorning-regeringens politik nedbrød over 100 års alliance mellem den faglige og politiske arbejderbevægelse.

Skiftende regeringer har med reformer af dagpenge, efterløn, sygedagpenge m.v. »øget arbejdsudbuddet«, så flere tvinges til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. »Det handler kun om ét: At sænke vores lønninger,« lyder en deltagers spidse analyse i en lokal fagforening i vinteren 2016.

Lønmodtagere nederst i hierarkiet presses også af østeuropæere, der underbyder løn og arbejdsforhold. Med til billedet hører tillige de mange, der med offentligt tilskud snupper jobbet – flygtninge, folk i løntilskud, fleksjobbere m.v. For velstillede meningsdannere er dét et inkluderende arbejdsmarked, for ufaglærte og ligestillede er det et anslag mod deres levevej.

Som det udtrykkes af en socialdemokratisk afdelingsformand i en større provinsby: »Selv vi, der hører til de moderate i 3F, må sætte os mere på røven, end vi bryder os om. Det er sgu altid vores folk, det går ud over«.

 

Epilog:

Folk ude i landet følger som regel godt med. Påfaldende mange kritiske spørgsmål handler om medierne. Det gælder ikke mindst blandt de faglige tillidsfolk. Hvorfor er tv og aviser tavse om den voksende utryghed og det barskere liv blandt faglærte og ufaglærte, spørges der igen og igen.

Mange kan ikke genkende deres virkelighed i dét, Christiansborg-politikere og medier taler om. Og det er farligt. Vi risikerer, at brede grupper vender ryggen til politik – eller er til fals for populistiske kastevinde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen spiller højt spil. Trepartsforhandlingerne sætter dramatisk fokus på at få flygtninge i job; samtidig ignorerer Christiansborg den voksende utryghed og de mange tusinde arbejdsløse danskere. Resultatet kan blive en folkelig modreaktion med en cocktail af flygtningeskepsis og social protest.

Overdanmarks sociale blindhed kan forære DF en guldåre – igen, igen.