Klumme i Jyllands-Posten 13.1.2020

Af Lars Olsen

 

Jule- og nytårsferien bød på et nyt spændende bekendtskab: ”De stridbare danskere”. Moppedrengen på 542 sider beskriver de konflikter og kampe, der fra 1848 til 1920 banede vej for folkestyret. En dramatisk historie, der lagde fundamentet til det Danmark, vi kender i dag.

Forfatteren er René Karpantschof, der er fhv. bz’er og i nogle år blev brugt som tvivlsom medie-ekspert i radikaliserede venstrefløjsbevægelser. ”De stridbare danskere” har anderledes substans. Det er historikeren, sociologen og den eminente fortæller, som kaster nyt lys over vores historie:

I bogens start i 1840’erne møder vi bondeagitatoren Peder Hansen, der til fods rejser Sjælland og Lolland tyndt for at organisere det store flertal, bønderne, i landboforeninger og læseselskaber. Det var Københavns nationalliberale borgerskab, som udvirkede enevældens fald og grundloven i 1849, men et vigtigt – og ofte ufortalt – bagtæppe var tiltagende bondeuro og frygt for en social revolte.

Vi har ofte hørt fortællingen om Grevinde Danner: Tjenestepige-datteren, der blev danser på Det Kgl. Teater og gift med Frederik den 7. Hun var ugleset i overklassen, men det handlede ikke bare om snobberi. Grevinden overtaler kongen til demokratiske beslutninger og får i 1859 sågar udnævnt en statsminister fra Venstre. Virakken om Danner »handlede også om klassekamp og den politiske magt«, påpeger René Karpantschof.

 

Til forskel fra en del andre akademikere kan manden fortælle en historie. ”De stridbare danskere” skifter flot mellem store politiske konflikter og levende mennesker. Især 1880’erne skabte »ondt blod« mellem danskerne. Estrup regerede udenom Folketinget, Venstre dannede riffelforeninger, og på Nørrebro drømte den unge seminarist Jeppe Aakjær om, at »bondehæren med rifler« befriede København.

I 1901 får vi omsider ”systemskiftet” og parlamentarismen. Bogens punktum sættes dog først i 1920, hvor Christian den 10. begår statskup og afsætter regeringen.

I en medrivende afslutning berettes om de dramatiske uger, hvor hundredtusinder demonstrerer, kravet om republik gjalder i gaderne, arbejderbevægelsen gør klar til generalstrejke, højre-militser mobiliserer og venstrerevolutionære plyndrer fashionable butikker. Kongen må give sig, og dansk politik ændres for bestandig. Især én mand står tilbage som dén, der hindrer både statskup fra højre og revolution fra venstre – socialdemokraten Thorvald Stauning.

Christian den 10. har en fornem plads i Danmarkshistorien som nationalt symbol under besættelsen. Resten er dog mindre flatterende. Den »høje ranke soldaterkonge« var allerede dengang ude af trit med sin tid, sådan som det også beskrives i DR’s aktuelle serie om Frederik den 9.

 

Historikernes syn på folkestyrets fødsel har i årevis skiftet mellem konsensus og konflikt. Jeg er selv inspireret af Hal Kochs ”Hvad er demokrati”, der allerede i 1945 beskrev den sociale konflikt bag demokratiets indførelse.

Hal Koch fremhæver især betydningen af den folkelige organisering: fagforeninger, landboforeninger, højskoler, andelsvirksomheder, oplysningsforbund… Det er den folkelige organisering, der »omformer almuen til et folk«, påpeger Hal Koch. En vigtig pointe – også i dag.

Men det nye værk tilføjer en vigtig dimension: De stridbare mennesker, der skaber bevægelserne og tit må betale en høj pris. For sådan er det også. Demokrati er ikke en gratis omgang, heller ikke i Danmark.