Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 17.12.2012

Af Lars Olsen

 

»Havnefronten i Aarhus er ikke til at kende i disse år. Uanset hvor man retter blikket, mødes øjet af et virvar af kraner, brølende entreprenørmaskiner, skurvogne, tunge byggematerialer og hjelmklædte håndværkere«.

Sådan indledte JP for nylig en reportage om det hidtil største byudviklingsprojekt i Aarhus. Når den nye havnefront er færdig, vil 10.000 nye borgere være flyttet ind i det attraktive kvarter, hvor en del af boligerne ligger på fire øer, gennemskåret af kunstige kanaler. Meget af det nye bliver da også liebhaverboliger, men kvarteret vil også rumme kollegium, ældrecenter og nok så vigtigt: Almene familieboliger for folk med mere almindelige lønninger.

Baggrunden er lavkonjunkturen i byggebranchen, der gør det lettere for de almene boligselskaber, men også en håndfast linje fra byrådet. 25 procent af de nye boliger skal være almene, lyder vedtagelsen. Ganske fornuftigt. Aarhus kender både til ghettoer i Gellerup og velhaverenklaver i Risskov. Blandede boligområder er en kvalitet ved det danske samfund, som vi skal værne om. Blandede kvarterer fører til skoler og foreningsliv, hvor vi møder mennesker fra andre miljøer og får en bredere horisont. Det kan mangle i både Gellerup og Risskov.

Havnefronten i Aarhus er da også en af solstrålehistorierne. De seneste års byggeprojekter i de store byer har desværre adskillige eksempler på områder, som kun er eksklusive velhaverenklaver. Det dokumenterer en analyse i ”Boligen”. Forfatteren er Gert Nielsen, der i mange år var direktør for Boligselskabernes Landsforening og er en af de mest erfarne boligpolitiske iagttagere.

Et af de værste eksempler er den nye bydel i Tuborg Havn på Københavns nordgrænse. Kvarteret består udelukkende af ejerboliger i luksusklassen, mange med udsigt over Øresund. Det var det sidste store byudviklingsområde i Gentofte, men den konservative velhaverkommune benyttede ikke lejligheden til lidt social balance. I stedet blev Tuborg Havn kendt for storsvindleren Stein Bagger og gangsteren Brian Sandberg. Måske var Gentofte bedre tjent med boliger til VVS’eren, der ordner afløbet, og sosu-assistenten, som passer de gamle på ældrecenteret…

Heller ikke kommuner med »rødt« flertal står for en entydig linje. Odense og især Aalborg er i gang med store byprojekter uden særlig mange almene boliger. Byrådet i de to byer er ikke lige så håndfaste som Aarhus, når det handler om boliger til lav- og mellemindkomster. Derimod har København – ligesom Aarhus – en klar målsætning: 20 procent almene boliger. I praksis er billedet i København dog også mudret.

I hovedstadens nye Ørestad ser tallene pæne ud. Derimod er der kun 8 procent almene boliger i det attraktive Sluseholmen, hvor lejlighederne ligger mellem idylliske kanaler efter hollandsk forbillede. Og det er mildt sagt tvivlsomt, hvad der sker med det gigantiske projekt i Nordhavnen, hvor der på sigt bygges 40.000 nye boliger.

Københavns Kommune efterlyser en ændring af planlovgivingen, så de kan stille flere krav til byudviklingen – uanset konjunkturerne. Det samme konkluderer Gert Nielsens analyse: »Kommunerne kan fastlægge alle mulige bestemmelser om omfang, udseende og meget andet, men intet om hvad det er for en slags boliger, der bygges (…) Det spænder ben for de blandede byer«.

 

Med den nye regering fik vi igen en by- og boligminister. Det var en klog beslutning. Siden har vi ikke hørt så meget til Carsten Hansen (S). At sikre blandede byer er en »reform«, der kan gennemføres – krise eller ej. Det kræver kun ét: Politisk vilje.