Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 19.6.2017

Af Lars Olsen

 

Det politiske opbrud er tidens store tema. En søgning på ordet populisme giver 4867 hits i det seneste år. Mange mediehistorier har handlet om »glemte« arbejdere og udkantsområder, der førte Storbritannien ud af EU og tippede USA til fordel for Donald Trump.

Ved det britiske valg for ti dage siden så vi et andet fænomen: Venstre-populistisk mobilisering af unge. Valgdeltagelsen blandt de yngste vælgere steg fra 43 pct. til over 80 pct. Og mere end to tredjedele stemte på Labour.

Vi har tidligere set dét længere væk. I USA flokkedes yngre vælgere om socialisten Bernie Sanders. I Spanien er det nystiftede Podemos, med basis i yngre storbyvælgere, blevet et af landets store partier. Og ved det franske præsidentvalg fik venstresocialisten Jean-Luc Mélenchon 30 pct. af stemmerne blandt de unge. Med det britiske valg sker det også på vore breddegrader.

Der peges på, at de unge briter stemte for at blive i EU og ved valget sagde nej til De Konservatives »hårde Brexit«. Nok så afgørende var dog mere jordnære forhold. Labour gik til valg på at afskaffe de upopulære studieafgifter på videregående uddannelse og at øge trygheden på arbejdsmarkedet, hvor mange unge er på deltid eller i midlertidige ansættelser. Det var populære mærkesager på de sociale medier, der mobiliserede mange unge.

 

Kan der ske en lignende venstrepopulistisk mobilisering af yngre danskere? Måske. Ved sidste valg fordelte vælgere under 35 sig nogenlunde lige mellem blokkene, men der faldt rigtig mange krydser til venstre for Socialdemokratiet. Blandt de 30-34-årige stemte 19 pct. på Enhedslisten, og alt i alt er det knap hver tredje af de yngre, der stemmer på Enhedslisten, SF og Alternativet.

Yngre danskere kan formentlig mobiliseres på nogle af de samme mærkesager som i Storbritannien: Uddannelse, trygge job, adgang til boligmarkedet og en ny politisk kultur. Spørgsmål, hvor yngre er i en anden livsfase end lidt ældre, der har etableret sig med job og bolig.

Labours fremgang har skabt en veritabel »Corbyn-mani« på den danske venstrefløj. Den 68-årige Labour-leder gøres til forbillede for Mette Frederiksen & Co. – især af debattører til venstre for Socialdemokratiet. Kig jer dog i spejlet! Det er ikke Socialdemokratiet, men Enhedslisten & Co., der mest oplagt kan stå i spidsen for en venstrepopulistisk ungemobilisering.

 

Vi oplever i disse år et opbrud blandt to grupper – arbejdere og yngre storby-vælgere – men det er svært for ét parti at mobilisere begge. Også dét blev bekræftet af det britiske valg:

Politologen Robert Ford peger på, at »de politiske klasseskel blev vendt på hovedet«. Labour gik frem i universitetsbyer og middelklasseområder, mens Konservative havde fremgang i landsdele, som præges af social deroute og stemte nej til EU. Når det handler om at stoppe indvandringen fra Østeuropa, der presser engelske løn og arbejdsforhold, stolede arbejderne mere på premierminister Theresa May end på Corbyns multikulturelle Labour.

Socialdemokratiet i Danmark gør klogt i at fokusere på arbejderne. Det er også dét, Mette Frederiksen & Co. er i færd med.

 

Centrum-venstre i Europa er ikke ligefrem vandt til valgsejre. Socialistpartiet kollapsede ved det franske valg – det samme skete tidligere på året i Holland.

Herhjemme flytter Socialdemokratiet stemmer over midten og er igen blevet Danmarks største arbejderparti. Det er en bemærkelsesværdig succes. Hvis den skal følges op af en særlig ungemobilisering, er det op til venstrefløjen. Se bare at komme i gang!