Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 3.4.2017

Af Lars Olsen

 

Hvordan kan ét menneske være så meget værd? Topchefernes formidable lønninger og aktiegevinster vækker forargelse langt ind i erhvervskredse. Senest har det vakt opsigt, at topchefen for Nets, Bo Nilsson, tjente over en halv milliard på sine aktier ved børsnoteringen af selskabet.

Nets bestyrelsesformand, Inge K. Hansen, forsvarede hér i avisen aktieprogrammet for 70 ledende medarbejdere. Hun mindede om, at aktieprogrammer er ganske almindelige, da kapitalfonde og andre vil »sikre tæt samhørighed mellem ejernes og ledelsens interesser« og »kunne rekruttere nye og bedre ledere, der under andre omstændigheder ikke vil kunne tiltrækkes«.

Hun fik svar på tiltale i et læserindlæg: »Der står ikke i formandens smøre et eneste ord om kunderne og de produkter, som det hele burde dreje sig om (…) Ledelsen i Nets, her ved bestyrelsesformanden, synes repræsentativ for den selvudnævnte nyadel, hvor ledere forgylder hinanden,« skrev Lilly B. Tang fra Hørsholm.

Pengeregnen i Nets er da heller ikke enkeltstående. Da Dong blev børsnoteret med hjælp fra Goldman Sachs, blev direktør Henrik Poulsen & Co. stenrige på deres aktier. Samtidig har topchefernes løn en helt anden størrelsesorden end tidligere.

I 1983 tjente en topdirektør i et af de store C20-selskaber omkring 7 gange så meget som en LO-arbejder; i dag tjener han 35 gange så meget. Fra 2012-15 steg C20-direktørernes løn med hele 33 pct. Direktørerne i knap så store selskaber øgede deres løn med 16-34 pct., mens LO-medlemmerne kun fik 1,5 pct. Almindelige danskere viste samfundssind under krisen – men toppen holdt lønfest.

De surrealistiske indtægtsforhold forsvares med dét, som bestyrelsesformand Inge K. Hansen også nævner: at man skal rekruttere de mest talentfulde ledere – ofte fra udlandet. Men er en topdirektør hentet udenfor virksomheden egentlig det bedste? Lad os give ordet til Kai Hammerich, dansk direktør for headhunterfirmet Korn Ferry, der har mange års erfaring med »succession« – rekruttering af nye topchefer:

»Korn Ferry har gennemført flere CEO successions- og rekrutteringsprocesser end nogen anden virksomhed og derigennem fået en dyb indsigt i emnet (…) Det altoverskyggende fakta om succession er, at interne kandidater er billigere og mindre risikable end eksterne kandidater«, skrev Kai Hammerich i Børsen. Han peger på, at mange topchefer hentet udenfor virksomheden kun bliver dér i få år og fortsætter:

»I et andet studie rangordnede man de største virksomheder efter shareholder return over 25 år, og derefter om de havde haft ekstern CEO i perioden. Først ved virksomhed nummer 37 fandt man en virksomhed med ekstern CEO.«

Først ved virksomhed 37 … Myten om, at de særligt talentfulde superledere findes på et internationalt direktørmarked er – en myte. De fleste virksomheder gør klogt i at finde talenter indenfor virksomheden og dyrke dem i god tid, påpeger Kai Hammerich. Det kan tilføjes, at disse chefer er anderledes fortrolige med firmaets kerneydelse og kunder.

 

Den franske økonom Thomas Piketty satte for nogle år siden fokus på den gyldne procent i toppen af de vestlige samfund. Ifølge Piketty er vi på vej tilbage til tidligere århundreders skarpe klasseskel og hovedrige overklasse.

Den nye adel legitimerer sine supergevinster med et internationalt marked for supermennesker, men reelt bestemmes indtægtsforholdene i lukkede forhandlinger mellem direktør og bestyrelse. Det afgørende er de sociale normer for, hvad man kan tillade sig. Normer, der ifølge Piketty er brudt sammen.