Manuskript til klumme i Jyllands-Posten 27.6.2016

Af Lars Olsen

 

I Danmark er det sociale tæt knyttet til det nationale. Udviklingen af den danske nationalstat gik hånd i hånd med drømmen om en »plads til os alle ved samfundets bord« – som det hed i Danmark for Folket. Fælles værdier og institutioner støbte et fundament, der på én gang gav social og national sammenhængskraft.

Da demokratiet sejrede med systemskiftet i 1901, var et af de første store lovkomplekser en omfattende skolereform. Den skabte folkeskolen, som med mellemskolen blev forbundet til gymnasiet. Reformen blev til i samspil mellem Socialdemokratiet og Venstre, der repræsenterede datidens to brede folkebevægelser – arbejdere og bønder.

De to folkepartier ville bryde den sociale opdeling af skoleverdenen, hvor de velstillede sendte børnene til privatskoler og latinskoler, mens arbejdernes og bøndernes børn måtte tage til takke med »almueskolen«. Børn fra alle samfundslag skulle mødes i folkeskolen og have et fælles dannelsesgrundlag i dansk, kristendom og Danmarkshistorie.

Tankesættet var forskelligt. For Socialdemokratiet var det afgørende det sociale: at forbedre mulighederne for arbejderklassens børn og demokratisere adgangen til højere uddannelse. For Venstre var folkeskolen tillige vejen til national samhørighed:

»Som der i et folk skal være en folkeenhed, der står over dets klassemodsætninger, skal der i dets skole være en organisk sammenhæng, en levende og let forbindelse, det man har søgt at udtrykke med slagordet enhedsskole,« sagde V-ordfører Johan Ottosen. Inspirationen kom fra Grundtvigs tanker om, at oplysning og uddannelse skaber et folk.

 

Hvor er Venstre så i dag? V-politikere slår gerne på tromme for »danske værdier« – især i forhold til indvandrere. Kulturminister Bertel Haarder har startet debatten om en Danmarkskanon. Et godt initiativ, der kan øge bevidstheden om de særlige kvaliteter ved det danske samfund.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby tog i sidste uge endnu et skridt. I dag kan elever fritages for undervisning i kristendom. I et svar i Folketinget oplyste ministeren, at hun er »åben over for at se på mulighederne for en ændring af disse regler«, dvs. at kristendom fremover bliver obligatorisk.

Nutidens Venstre er imidlertid løjerlig blinde overfor de fælles institutioner, der giver værdierne kød og blod. For nylig kom nye tal fra Indenrigsministeriet om søgningen til fri- og privatskoler. I år har 18 pct. af eleverne fravalgt folkeskolen – i 1970’erne var det kun 6 pct. og for blot syv år siden godt 14 pct. Det går hurtigt i disse år.

Forældre har forskellige grunde til at vælge fri- og privatskoler, som jeg ikke skal gøre mig til dommer over. Pointen er en anden: Mange steder er vi ved at miste en vigtig kvalitet ved det danske samfund – at børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer mødes i folkeskolen. Især i storbyerne appellerer privatskolerne til familier med længere uddannelse, og opsplitningen forstærkes af social opdeling i boligmønstrene.

 

V-regeringen understøtter ligefrem denne udvikling. Ved sidste års finanslovsforlig blev de offentlige tilskud til privatskolerne sat i vejret. Kommunale besparelser gør det heller ikke nemmere. For ti år siden havde Danmark en relativ dyr folkeskole – siden er udgifterne pr. elevtime faldet markant. At dette sker samtidig med en ambitiøs folkeskolereform, hænger slet og ret ikke sammen.

Venstre og Socialdemokratiet har siden 1903 været de bærende partier bag folkeskolen, men er det stadig tilfældet? En hovedløs politik forstærker flugten til det private og truer skolen for alle samfundslag.