Klumme i Jylllands-Posten 27.5.2019
Af Lars Olsen
»Der er et meget stort udsalg i denne valgkamp. De dyre milliarder, velfærdsmilliarderne, er blevet fyret af meget tidligt,« sagde studieværten på tv2 News onsdag. »Nu har jeg dækket 11 valgkampe. Jeg kan ikke huske, at der har været råd til så mange løfter,« svarede analytiker Peter Lautrup-Larsen.
Replikskiftet er symptomatisk for det billede, der præger medierne. Borgerlige politikere og lederskribenter advarer ligefrem imod, at gavmilde politikere udviser manglende respekt for »skaffedyrene«, som skal betale regningen.
I virkeligheden er det stik modsat: Danmark er midt i en historisk opbremsning af de offentlige udgifter, der kan sætte tilliden til velfærdssamfundet under pres. Det dokumenterer en analyse, som velfærdsforskeren Jørgen Goul Andersen har foretaget for Mandag Morgen.
Fra 1992 til 2010 steg de offentlige udgifter pr. indbygger i snit med 1,8 pct. om året. Siden har skiftende regeringer trådt på bremsen i en grad uden sidestykke i dansk økonomisk historie. I dette årti er udgifterne pr. indbygger kun steget med 0,1 pct. årligt.
Det diskuteres i valgkampen, om udgifterne skal følge demografien med flere børn og ældre. Det vil imidlertid kun øge udgifterne pr. indbygger til 0,2 pct. om året – stadig lysår fra tiden under Nyrup og Fogh. S vil bruge flere penge på velfærd end V, men begge viderefører den historiske opbremsning, påpeger Jørgen Goul Andersen.
Samtidig viser tallene, at flere og flere søger mod private dagtilbud, private plejeboliger og privatskoler:
»Det vi oplever i øjeblikket, kan blive en potentiel banebrydende forandring af velfærdsstaten (…) Der kan opstå en privat velfærdsstat, hvor mange af de bedrestillede på sigt melder sig ud af den offentlige sektor. Det er blandet meget op med frivillighed, nonprofit og diverse ædle formål, så lige nu ser det ret tilforladeligt ud. Men tendensen er klar,« siger Jørgen Goul Andersen.
Valgkampen har da også vist den politiske dynamik, der kendetegner en »privat velfærdsstat«:
Sidste søndag tørnede de to statsministerkandidater sammen ved tv2’s valgfolkemøde. En tilsyneladende menig borger fik ordet. Maren Skotte gik i kødet på Mette Frederiksen for at skære i tilskuddet til privat- og friskoler – og angiveligt lukke en masse friskoler.
Senere viste det sig, at Maren Skotte ikke var så tilfældig en borger endda, men kommunikationschef i Dansk Friskoleforening. Spørgsmålet var imidlertid gefundenes fressen for Løkke, der ser private skoler som Socialdemokratiets ømme punkt.
V påpeger med rette, at mange af de nye friskoler er oprettet ude i de små samfund, hvor politikerne har lukket lokale folkeskoler. Hvor privatskoler historisk tiltrak byernes højere middelklasse, har de nu fået lidt bredere appel. Men husk lige baggrunden:
Da indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen midt i 00’erne gennemførte den store kommunalreform, var et erklæret formål, at de nye kommuner skulle være store nok til at træffe »nødvendige« beslutninger og lukke små folkeskoler. Resultatet blev lokale protester og en bølge af nye friskoler.
I de senere år har Liberal Alliances undervisningsminister, Merete Riisager, så hævet tilskuddet til privat- og friskoler. Det er denne forhøjelse, som S vil rulle tilbage og bruge på folkeskolen.
I en »privat velfærdsstat« er det bare sværere end som så. Betydelige vælgergrupper har en egeninteresse i deres private ordning. En ny politisk dynamik svækker de fælles institutioner, der er fundamentet for velfærdsstaten. A- og B-holdet har ikke længere fælles interesser.
